Min mor er analfabet og sælger hjemmebryg

20. Maj 2014
Af
Hanne Selnæs

Pigen Victoria Alaka, som du mødte i På pigeskole i fred for drengene, regner snart med at blive student og vil så helst læse videre til læge eller sygeplejerske. Men den 21-årige pige er parat til at tage en hvilken som helst uddannelse: ”Bare jeg kan hjælpe min familie,” som hun siger med overbevisning i stemmen.

Familien består af Victorias fire søskende og deres mor, som hverken kan læse eller skrive og lever af at sælge hjemmebrygget øl. Der er derfor ikke råd til alle børnenes skolegang. Så Victoria har travlt med at blive færdiguddannet, få et job og tjene penge, så hun kan hjælpe sin mor i hverdagen og sine søskende med at få en uddannelse.

Da Victoria var 13-år, kunne Victorias mor ikke forsørge alle fem børn. Derfor blev Victoria sendt væk til nogle slægtninge i byen Yei. Her skulle hun til gengæld for mad og husly passe familiens baby. Heldigt var det, at Victoria samtidig fik lov at gå i skole. Det sker langtfra altid for piger, der kommer i huset. 

Min onkel er min far

Victoria fortæller, at hendes far døde, før hun blev født.  Ja, faktisk før hendes mor ventede Victoria. Hvordan hænger det nu sammen? ”Her er det almindeligt, at en bror arver en enke og hendes børn. Så det skete også for min mor, ” forklarer Victoria.

Derfor er onklen hendes biologiske far, men hun kalder ham stadig for onkel. Selvom Victorias mor fik fire børn med sin mands bror, har Victorias mor været alene med fem børn i mange år. ”For min onkel var gift i forvejen, og hans første kone beklagede sig meget over min mor. Derfor valgte min mor til sidst at rejse væk med os børn. ”

Først til en flygtningelejr i Uganda. For Sydsudan var midt i en lang borgerkrig, hvor ingen kunne vide sig sikker og al skolegang og infrastruktur var brudt sammen. Siden kom Victoria til Yei, hvor hendes mor nu også bor.

Med et stipendium i ryggen og hjælp fra en anden onkel afslutter Victoria snart fire års skolegang på pigekostskolen i Yei. Oven i en solid uddannelse forlader hun skolen med noget så usædvanligt som computerkendskab. Sammen med sovesale, lærerboliger, laboratorium og efteruddannelse af lærere har IBIS også støttet skolen med computerudstyr til skolens ca. 350 entusiastiske piger. 

Derfor støtter IBIS pigeskolen i Yei

Det står skidt til på uddannelsesområdet i Sydsudan. Når det gælder pigernes muligheder, er det direkte alarmerende. Næsten 40 procent af alle piger dropper ud af skolen, før de er færdige med grundskolen på 8 år. Og kun 1,3 procent af alle landets piger starter i gymnasiet, og mange går flere klasser om.

Derfor valgte IBIS, i samarbejde med undervisningsministeriet i delstaten Central Equatoria og Danida, som finansierer projektet, at udvikle netop pigeskolen i Yei til en modelskole for hele Sydsudan. I dag tiltrækker skolen piger fra hele landet. Piger som har hørt om skolens trygge miljø, gode fysiske rammer og høje akademiske niveau. For første gang i skolens historie bestod en pige sidste år studentereksamen med et af de højeste snit i landet. 

Fakta

Den massive danske støtte til pigeskolen, Yei Girls Boarding Secondary School, faldt på plads efter Sydsudans uafhængighedsdag 9. juli 2011. Daværende udviklingsminister, Søren Pind besøgte i den anledning skolen og var begejstret.

IBIS har stået for byggeriet af lærerboliger, kontorer og sovesale til pigerne. Et velfungerende laboratorium og et computerlokale, en computerlærer og efteruddannelse af skolens andre lærere for et samlet budget på 4,6 millioner kr.

Der går 334 elever på skolens fire klassetrin (9-12. klassetrin). Efter afgangseksamenen kan man fortsætte på en videregående uddannelse i Sydsudan.

Det koster næsten 2000 kr om året at gå på skolen. I Sydsudan er det næsten umuligt for de fleste familier at betale så meget for skolegang. Prisen dækker kost, logi og undervisning. Beløbets størrelse fastsættes af skolebestyrelsen, som består af forældre, lærere og skolens ledelse.

Nogle elever har forældre, som kan betale de skolepenge, mens andre er forældreløse eller kommer fra fattige familier og derfor arbejder hårdt i weekender og ferier for selv at tjene betale. Nogle få heldige piger får del i de stipendier, som nogle udviklingsorganisationer tilbyder i Sydsudan.