Min helt egen restaurant

01. okt 2015
Af
Malene Aadal Bo

Kvinderne i El Alto mangler ofte både uddannelse og mulighed for at skabe sig en indtægt. For at bekæmpe fattigdom og diskrimination tilbyder IBIS sammen med den lokale partner CEBIAE kvinder som Felisa Catari et håndværkskursus og hjælp til at starte egen virksomhed.

Midt under forårets store karneval åbnede en lille ny frokostrestaurant i El Alto. Fire borde og en reol med det almindelige udvalg af cola og Fanta og øverst oppe et par flasker af den lokale spiritus. Bordene er dækket af voksduge i enkle farver, mens en mere blomstret variant beskytter de lyserøde vægge.

I den brede døråbning står to unge piger, Rocio og Luz, og deres mor Felisa Catari. De byder generte velkommen til deres restaurant.
”Det føles som en drøm,” siger Felisa og kigger rundt i det lille lokale. Hun er 47 år og oplever for første gang i sit liv at have noget, der er hendes eget – noget hun selv har skabt og bestemmer over, og som folk respekterer hende for. Før har hun passet familien og hjulpet sin mand og kun tjent penge, når hun kunne vaske lidt tøj for rigere folk i nabolaget.

Samler splittede familier

På den måde ligner Felisa mange af sine naboer i immigrantbyen El Alto uden for Bolivias hovedstad La Paz. Især kvinderne mangler uddannelse og muligheder for at skabe en indtægt, og sociale normer og forældede regler om eksempelvis ejendomsret og arv gør kvinderne ekstra sårbare.
”Derfor har vi særligt fokus på at hjælpe netop kvinderne, som tilmed meget ofte ender alene med ansvaret for deres børn,” siger Fernando Taboada, der er koordinator i den bolivianske ngo CEBIAE.

Sammen med IBIS har CEBIAE oprettet et kursusforløb for udsatte kvinder, som på to år giver kvinderne et håndværk, viden om rettigheder og muligheder, og hjælper dem til at åbne en lille forretning – eksempelvis en frokostrestaurant som Felisas. Deltagerne er særligt mødre med store døtre eller eventuelt søskende, fordi det ifølge Fernando gør det langt mere sandsynligt, at kvinderne gennemfører kurset og har succes med den efterfølgende forretning.
”I Bolivia er små virksomheder meget ofte drevet som familieforetagender, og desuden er det et selvstændigt mål for projektet at bringe de ofte splittede familier tættere sammen igen,” siger han.

Felisa nikker, da hun hører Fernandos ord. Familien var måske ikke ligefrem splittet, men det var begrænset, hvor meget tid hun havde med sine døtre og hvor meget, de egentlig forstod af hinandens verden. Nu tilbringer de langt de fleste af døgnets timer sammen. Den ældste datter Rocio på 19 siger:
”Det er dejligt, at mor nu ser nogle af de ting, vi faktisk kan. Hun ser os og bliver stolt, når vi finder på ny og lækker mad og er dygtige til at betjene kunderne. Det betyder noget, at hun nu også af og til spørger om vores mening og vores råd til forskellige ting.”

Tænk at kunne bestemme

Og så er der hele det selvtillidsløft, som familien har fået, fordi de nu tjener penge.
”Det giver nogle muligheder, vi slet ikke havde før. Personligt nyder jeg, at jeg nu kan tage beslutninger og gøre ting. Og gøre ting på den måde, jeg synes, de skal gøres,” siger Felisa.

Hun tjekker, at skiltet er sat ud, så ingen skal være i tvivl om, at restauranten er åben. Dagens menu er en lille salat, en nærende suppe med grøntsager, kød og ris og lidt frugt til dessert. 10 kroner koster det, og få minutter efter kigger dagens første gæster ind. En ung pige fra det nærliggende universitet og en flok snavsede vejarbejdere, der har været i gang lidt nede ad gaden.

Faktisk var det ganske tilfældigt, at Felisa, Rocio og Luz hørte om madlavningskurset og projektet. Felisa havde aldrig tænkt eller troet, at hun skulle åbne en restaurant. Men hun hørte om kurset, som var gratis, og derfor noget, de faktisk havde mulighed for. Og undervejs fik hun langsomt troen på, at det måske var noget, hun faktisk kunne komme til at leve af.
”Vi åbnede restauranten midt under karnevallet, så der var stuvende fuldt hver eneste dag. Den første almindelige dag havde vi 20 gæster. Dagen efter ikke en eneste. Men i gennemsnit sælger vi 20 frokoster om dagen og laver derudover lidt catering,” siger Felisa og gentager: ”Det føles virkelig som en drøm.”

Fakta

  • CEBIAE er en boliviansk ngo, der støtter udvikling og fattigdomsbekæmpelse især blandt immigranterne i El Alto.
  • Hvert år får 300 kvinder muligheden for gratis at tage et to-årigt kursus i enten madlavning eller håndarbejde, og alle lærer samtidig, hvordan de anlægger og driver en køkkenhave i byen.
  • Kurset tilbydes udsatte kvinder – helst mødre og døtre eller søskende – som undervejs også lærer om rettigheder og muligheder og får hjælp til at bekæmpe diskrimination. Anden del af projektet er at hjælpe kvinderne til at starte en forretning og skabe sig en indtægt via det håndværk, de har lært.
  • Af sidste årgangs elever har 140 åbnet en eller anden form for forretning og 25 af dem har etableret sig med en egentlig formel virksomhed.