Mig og IBIS: Irene Frederiksson

17. feb 2012
Af
Ane Lüthøf

Irene Fredriksson har siden 2005 arbejdet i Angola på IBIS’ uddannelsesprogram, som er ved at lukke ned. Derfor skal Irene nu flytte med sin familie til København.

Min datter er født i Angola, og min mand er angolansk. De har været på ferie i Danmark og i Finland, hvor jeg kommer fra, men de er ikke vant til at leve i Danmark. Så vi må tage en dag ad gangen. Vi vil tage det roligt og ikke lave en masse planer og have for mange forventninger.

Man kan faktisk ikke rigtig forberede sig, men må bare tro på, at det går. Det bliver meget anderledes at bo i København end i Sumbe, vores lille, fattige by i Angola. Der har vi et stærkt socialt netværk, både arbejdsmæssigt og med naboerne og vennerne, som det bliver hårdt at forlade.

Der bliver dog en masse fordele ved at have min datter i Danmark: Børnepasning og uddannelse er meget bedre her, og her er ingen malaria og andre sygdomme, som forældre jo bekymrer sig om, når man bor et sted som Angola. Der er også helt andre kulturmuligheder i Danmark, som vi glæder os til: kurser, musik, kunst og at møde en masse forskellige, spændende mennesker. Det gør man ikke i en lille by i Angola. Min datter glæder sig til legepladserne. Sådan nogen findes der ikke i Angola. Hun taler ofte om gyngerne i Danmark.

Jeg var i Angola for første gang i 1996 som frivillig, fordi jeg gerne ville ud og lære noget nyt og hjælpe andre. I perioden 1998-2001 arbejdede jeg som pædagogisk direktør på et lærerseminarium i provinsen Huambo, da landet stadig var i krig. Herefter tog jeg tilbage til Finland, hvor jeg arbejdede som folkeskolelærer i et år, og derefter tog jeg en mastergrad i ”Education and Development” på universitetet i Norwich, England.

Som færdiguddannet tog jeg tilbage til Angola, som jeg kun kendte fra dengang, der var krig. Nu ville jeg gerne arbejde med de udviklingsmuligheder, der opstod efter krigen.

Nu er mit arbejde i landet slut, og jeg mener bestemt, at vi har opnået meget: Over 30.000 unge mellem 12 og 25 år har deltaget i ALP-programmet i Kuanza Sul, lærerne har fået en mere elevcentreret måde at undervise på, og der er nu over 60 uddannede og virkende forældrebestyrelser. Herudover har den angolanske regering besluttet at fortsætte med at bruge modeller og materiale, som IBIS og vores partnere har udviklet.

Generelt er arbejdet i Angola gået rigtig godt, men vi ved endnu ikke, om det er bæredygtigt på lang sigt. Men vi er positive, også fordi personalet dernede er forberedt på fremtiden: De fleste har nye job allerede.

Jeg vil gerne løse alles problemer, men det kan man ikke, og det var det hårdeste ved at bo i Angola. Det er svært at ignorere angolanernes virkelighed – de bliver misbrugt af magthaverne, som kører i dyre biler og går i smart tøj, mens almindelige borgere ikke har rent vand. Men det var positivt at se landet komme ud af den lange borgerkrig og den undertrykkelse, der fulgte med.

På grund af krigen er infrastrukturen ødelagt, og systemet er uudviklet og korrupt. Men folk er taknemmelige og vil gøre, hvad der er nødvendigt, for at komme ud af deres problemer. De er modige og positive og holder sammen mod udfordringer som sygdom og død. Alligevel tror jeg, at folk har lært at leve med situationen, for de er nødt til at ignorere nogle ting for at overleve. Men jeg tror også, at angolanerne ofte sætter mere pris på livet end os andre, fordi det er så skrøbeligt for dem.

Angolanerne har en høj selvagtelse og en stor indre styrke. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, måske opdragelsen, måske skolen, men det hjælper dem.

Jeg kan godt lide et liv med eventyr. Derfor valgte jeg at tage til Angola. Jeg havde allerede rejst en hel del og arbejdet med mange forskellige mennesker på forskellige steder, inden jeg tog dertil. Så jeg var vant til udfordringer. Jeg har en høj vedholdenhed og stiller ikke store materialistiske krav. Og så må jeg jo også være modig! Ellers klarer man ikke at bo i et fremmed land, hvor leveforholdene ikke er så gode. Men det var da svært nogle gange. For eksempel i 2004, hvor jeg var alvorligt syg med både malaria og en mavevirus. Jeg var helt alene i en lille provins langt fra hovedstaden, fordi jeg havde været ude på feltarbejde, og jeg skulle nå et fly til hovedstaden Luanda. Mit arbejdsvisa ville udløbe tre dage senere, og jeg havde kun en kopi af min opholdstilladelse, fordi mit pas lå hos myndighederne.

I lufthavnen blev jeg taget ind til forhør i et lille rum med fem mænd fra immigrationsmyndighederne, fordi jeg rejste uden pas. De stod i en cirkel rundt om mig og var meget ophidsede. Det var ret ubehageligt, og det blev ikke bedre af, at jeg var meget syg og knap kunne stå på mine ben. Heldigvis kendte jeg landet og sproget så godt, at jeg kunne forsvare mig og redde mig ud af kniben.

I Angola har jeg fungeret som uddannelsesprogramdirektør. Jeg har ledet holdet og sammen med de 24 angolanske medarbejdere udarbejdet, implementeret og monitoreret programstrategier, planer og budgetter samt identificeret og arbejdet sammen med lokale samarbejdspartnere.Blandt andet har jeg forsøgt at styre logistikken ved for eksempel at sikre, at de fem biler, vi havde, kunne køre, at internettet virkede, og at der blev indkøbt materiale både til kontoret og aktiviteterne.

Nu skal jeg vænne mig til det nye, se fremad og tænke på, hvordan mine erfaringer kan bruges i mit nye job, og hvordan andre kan bruge dem. På IBIS’ hovedkontor i København skal jeg fungere som uddannelsesrådgiver og være en del af uddannelsesteamet i programafdelingen.

Jeg vil arbejde for at videreudvikle IBIS som en læringsorganisation sammen med andre i ”IBIS Global Education Group”. Min nye stilling er et vikariat, der løber frem til august 2013.