Mere end guld og grønne skove

08. mar 2011
Af
Anne Sofie Hansen

Et praktikophold er en ’pakkeløsning’. Man tager afsted for at prøve kræfter med det virkelige arbejdsliv, men finder ud af, at det handler om alt muligt andet - også. Vil man integrere sig i et stykke arbejde, handler det også om kollegaer, rutiner, regler - skrevne og uskrevne , fritiden og boligforhold. Alt blander sig når man skal beskrive et praktikophold i udlandet. Det er en læringsproces på mange niveauer, og man kan ikke vælge nogle af delene fra. Men det er netop, hvad der gør oplevelsen så rig!

Hun er vores ven og chef

’Hun er vores ven og chef’, griner Daniel. Jeg sidder i Tema, en industriby øst for Accra, i stuen hos Daniel og Hannah Owusu-Koranteng. De første mange gange jeg besøgte denne stue, var Hannah og Daniel udenbys. De er Hr. og Fru WACAM og er sjældent hjemme. WACAM er en Ghanesisk NGO, der yder assistance til landsbysamfund, som er påvirket af guldminedrift. WACAM er en IBIS partner.

Daniel, som jeg får lov at kalde ham, får med disse ord tydeligt påpeget den balancegang, det er at arbejde med lokale partnere. Man holder relationerne ved lige, og de må gerne være tætte, men man repræsenterer også en donor og international partner.

For garvede udviklingsarbejdere er det nok ikke noget, der giver knas i maskineriet, men som grøn i faget skulle denne balance læres. Jeg var heldig at have muligheden for at skabe personlige relationer til ’WACAM-familien’ tidligt i mit ophold.

Igennem en tre-dags workshop ca 120 km vest for Accra, blev jeg inkluderet i familien på rekordtid. Min opgave var at observere workshoppen, som IBIS støttede, dens forløb og indhold. Da deltagerne i workshoppen hovedsageligt kom fra små samfund påvirket af minedrift, foregik alle oplæg på Twi, Ghanas største stammesprog.

Den hjælpeløse praktikant udstyredes derfor med tolk. Igennem alle tre dage sad jeg med en oversætter i venstre øre, som sætning for sætning ledte mig igennem oplæggenes indhold. Det var naturligvis den yngre del af organisationen, der fik denne tjans, og vi faldt naturligt i snak – vi sad jo ganske tæt, når der skulle hviskes.

Samtidigt blev jeg naturligvis præsenteret som IBIS repræsentant, og i denne rolle blev det tydeligt forventet, at jeg deltog og kom med mine (kvalificerede) inputs. For mig handlede det om at finde ud af, hvordan jeg kombinerede en uundgåelig småsludren med Akua, datter af Daniel og Hannah, og seriøs repræsentation af IBIS. Heldigvis har ghanesere let til latter, og ligeså formelt som de kan gå klædt, lige så uformel er tonen til workshops af denne art.

Hvis jeg jokkede i spinaten, opdagede jeg det ikke, og den lille præsentation af et gruppearbejde, jeg blev opfordret til at holde, blev mødt med anderkendende latter og applaus. Sådan oplevede jeg de fleste andre møder med partnere: nok som ’chef’, men mest som ven.

Meget af det hele

Jeg glædede mig til at skulle have jord under neglende, og få rigtig berøring med, hvad udviklingsarbejde ville sige. Efter fire år på CBS, hvor jeg havde studeret en god blanding af kultur, sprog, erhverv, udviklingsbistand og internationalisering af virksomheder, var jeg mere end parat til at se, hvad virkeligheden i en NGO havde at byde.

Og jeg blev ikke skuffet! Lidt overvældende var det dog at finde ud af det ansvar og rum, man som IBIS praktikant får - hvis man vil have det.

Har man noget på hjerte, er der rig plads til at ytre sig, og har man gode ideér, skal man ikke holde sig tilbage for at afprøve dem – naturligvis i samarbejde med sin vejleder. Men med sådanne muligheder, kan man blive nervøs for, om ens talenter rækker. Det bør man nu ikke være – det største krav der stilles, er at man viser selvstændighed og gør sit bedste!

I min position som praktikant ved Extractive Industries Programme var der temmelig frie tøjler. Jeg brugte en del tid på at sætte mig ind i stoffet, da udvindingsindustrien for mig var en ny gade at bevæge mig ned ad. Partnerkontrakter, research om skatteundvigelse, guldminedrift, ressource forbandelsen, Ghanas nærtforestående olieudvinding og adskillige avisartikler stod på menuen den første tid.

Jeg gik til adskillinge workshops og rundbordsdiskussioner om olie/gas-problematikker og lovgivning på området, for at holde mig, min vejleder og IBIS Head Office opdateret. Jeg forblev på den stejle del af læringskurven et godt stykke ind i praktikken. Jeg plejer at sige, at alt jeg ved om olie, gas og guld har jeg lært på dette halve år – men det er vist ikke så lidt.

Det var udfordrende både fagligt og personligt, da jeg skulle finde ud af at manøvrere blandt embedsmænd og organisationsledere, specialister og fagfolk, men også utroligt spændende.

Jeg blev hurtigt introduceret til vores tre partnerorganisationer og fik til at starte med en del af ansvaret for opfølgning på kontrakter og aktiviteter. Her gik det op for mig, hvor udfordrende og krævende det er at arbejde med lokale partnere. Ting – Tar’ – Tid! Og det bliver de ved med at gøre.

Tålmodighed er en dyd – men ligeledes frustrerende. Selvom jeg troede, jeg kendte til afrikansk tidsregning, kom min danske effektivitetssans på prøve, når jeg arbejdede for at få information fra en partner. Min vejleder havde tydeligt en del at lære fra sig i den forbindelse.

Men arbejde er ikke alt!

De daglige Twi-lektioner i køkkenet, hvor havemand, chaufførerne og kontorassistenten ihærdigt og vedholdende forsøgte at invie mig i et af Ghanas utallige stammesprog, var en lige så stor del af mit ophold. Og da jeg tillod mig at smide en pakke på hovedet og bære den fra den ene kontorbygning til den anden, ville latteren ingen ende tage.

Tro-tro turene i gennemrustne minibusser, der klarer det meste af persontransporten i Ghana, til og fra arbejde, glemmer jeg heller ikke. Diskussionerne med udlejer om boligforhold, fordi vi ikke helt arbejder ud fra sammen forståelsesgrundlag, er blevet til gode historier.

Sundowneren på terrassen med udsigt over Hearts Lane – en jordvej, i tilsyneladende uforbederlig tilstand med lokalbeværtning, tomatpigen, damerne der sælger øl og vin, den muslimske skrædder, damefrisøren der fletter lange fletninger over den åbne kloak og de fire kirker, der stemmer i, i et oprørt hav af toner, trommer og elguitarer i weekenden. Alt dette er en uundværlig del ’pakkeløsningen’.

Anne Sofie Hansen var praktikant på IBIS' Governance Programme i Accra, Ghana (Country Office) i efteråret 2010

Foto: Anne Sofie Hansen