Meet my reality: Sergio Pivaral Leiva

12. apr 2012
Af
Per Bergholdt Jensen

Sergio Pivaral Leiva er født i Guatemala, men arbejder som landedirektør for IBIS i Nicaragua. Her fortæller han om, hvordan en opvækst i et land præget af borgerkrig fik ham til at vie sit liv til menneskerettigheder og udvikling.

Jeg voksede op i en meget vanskelig tid, hvor Guatemala og andre lande i Centralamerika var plaget af brutale borgerkrige.

I Guatemala kostede folkedrabet mod mayabefolkningen 250.000 menneskeliv, så fra en ung alder blev det et kald for mig at arbejde med menneskerettigheder og sociale temaer. Under borgerkrigen i 1980erne blev jeg aktivist i civilsamfundet, og som 17-årig begyndte jeg at lave politiske analyser for et tidsskrift.

Siden arbejdede jeg for Myrna Mack Fonden og for FNs Sandhedskommission med at samle vidneudsagn fra krigen. Mellem 2007-2010 var jeg ansat i UNDP i Guatemala, og i 2011 kom jeg så til Nicaragua.

Jeg er født i Guatemala og er uddannet i statskundskab og har det sidste år været landedirektør for IBIS i Nicaragua. Jeg har to børn, Sophia og Dominique på 8 og 11 år, som bor hos min ekskone i England, hvor jeg også selv boede i fire år. Mine børn er meget nysgerrige med hensyn til Nicaragua, og jeg håber, at de kan besøge mig i år.

IBIS arbejder med mennesker, der bor i svært tilgængelige dele af Nicaragua. Derfor bruger Sergio meget tid på floderne gennem junglen eller i små propelfly som dette. Foto: Per Bergholdt Jensen.

Mine forældre bor stadig i Guatemala. Jeg forsøger at holde kontakt med min familie, og jeg besøger dem så tit som muligt.

Jeg mener, at mennesker i Mellemamerika har et moralsk valg. Hvis man ikke gør noget, bidrager man passivt til uretfærdighed og ulighed. Omvendt kan man tage et ansvar og involvere sig for at få et retfærdigt samfund. Man må vælge side.

Jeg ser mit arbejde her som et bidrag til de mellemamerikanske folks kamp for at komme videre efter de forfærdelige år med borgerkrig. Det er min motivation.

Jeg var vant til at arbejde med oprindelige folk i Guatemala, og jeg er glad for at fortsætte her i Nicaragua. Min typiske arbejdsdag er præget af en masse møder i hovedstaden Managua, men jeg prøver at besøge vores partnere i provinsen regelmæssigt.

Vi arbejder hovedsageligt med oprindelige folk på den atlantiske kyst i Nicaragua, hvor infrastrukturen er meget ringe. Man må rejse i små usikre fly og sejle i motorbåd for at nå frem, og det gør besøgene lidt besværlige.

Jeg tror, at disse områder vil blive meget vigtige for Nicaragua i fremtiden. Ikke kun på grund af deres økonomiske potentiale, men også takket være de mange etniske gruppers kulturelle mangfoldighed. Udover de forskellige oprindelige folk som ramaer, miskitoer og mayangnaer er der også de blandede folk garifunaer og creoler. Det giver alt sammen en stor kulturel dynamik.

På nogle punkter adskiller Nicaragua sig meget fra Guatemala. I Guatemala har borgerkrigen og folkedrabet på mayaerne præget os, ligesom udfaldet af borgerkrigen også har sat sit præg på landet. I Nicaragua havde man Sandinistrevolutionen i 1979, hvor man væltede diktatoren Somoza, og derefter fulgte contra-krigen i 1980erne.

Det har givet landet en helt anden politisk historie. På andre punkter deler vi både historie og kultur. På et tidspunkt var Guatemala og Nicaragua ligefrem en del af det samme land.

I Guatemala er over halvdelen af befolkningen mayaer, men deres rettigheder er stadig begrænsede. I modsætning hertil er de oprindelige folk i Nicaragua en minoritet på ti procent af befolkningen, men de står meget stærkt. De har en lang række rettigheder, som er sikret i loven, herunder retten til territorialt selvstyre, som IBIS hjælper med at implementere. Disse folk repræsenterer også landets interkulturelle dimension.

IBIS bidrager til at skabe interkulturelt demokrati og god regeringsførelse i Nicaragua. Vi har skabt gode resultater - blandt andet fik ramafolket anerkendt retten til selvstyre i et territorium på 4.000 km2, og det skyldtes ikke mindst IBIS’ indsats i samarbejde med den danske ambassade.

Jeg mener, at vores fremtid ligger inden for arbejdet for interkulturelt demokrati, for der er nemlig både behov for at styrke demokratiet og de oprindelige folk i Nicaragua. Det betyder, at vi vil arbejde med interkulturel regeringsførelse, så man kan lave en demokratimodel, der tager hensyn til alle kulturer og etniske grupper i landet.

Vi vil også arbejde for interkulturel uddannelse, så man sikrer kvalitetsundervisning, der er relevant i forhold til de etniske gruppers kultur og lokale livsvilkår.

Vi er gode til det arbejde, for vi har dygtige medarbejdere, som har arbejdet med emnet i årevis. IBIS er faktisk blevet en af de førende internationale ngo'er, når det gælder arbejdet med oprindelige folk i Mellemamerika, og den position skal vi fastholde. Jeg er stolt af kvaliteten af vores personale.

De er meget professionelle og intelligente, og der er en konstant dialog og udveksling af synspunkter, hvilket gør jobbet både udfordrende og sjovt.

Fakta om Sergio Pivaral

Alder: 42 år.
Hjem: Er født i Guatemala, men har det sidste år boet i Managua i Nicaragua.
Familie: Har to børn på 8 og 11 år. Fraskilt.
Uddannelse: Universitetsuddannet i samfundsvidenskab.
Beskæftigelse: Landedirektør for IBIS i Nicaragua og leder af 16 ansatte siden januar 2011. Har arbejdet med udvikling og sociale temaer i mere end 20 år.