Madskolen GUSTU er åbnet

01. sep 2012
Af
Kathrine Dalsgaard

Det summede af forventning, let generte smil og store ambitioner, da madskolen GUSTU officielt åbnede dørene i La Paz, Bolivia.

De sidder på rad og række og smiler genert. Indeni kribler det. Første skoledag på madskolen. Efter mange måneders slid synes drømmen om en gastronomisk fremtid nærmest håndgribelig. Daniela på 23 år er en af dem.

”Jeg føler en enorm motivation for at studere på madskolen, og jeg glæder mig til at lære mere om lokale bolivianske fødevarer og til at udvikle og forny det bolivianske køkken,” fortæller hun storsmilende.

Måske husker du Daniela fra sidste nummer af IBIS Fokus. Her fortalte vi om hendes oplevelser blandt de 50 unge, som i 2011 startede på et basiskursus, efterfulgt af praktikophold på forskellige restauranter i La Paz. Siden er hun sammen med 29 andre unge, blevet udvalgt til at starte på madskolen GUSTO, en uddannelse af halvandet års varighed.

På madskolen GUSTO skal Daniela lære mere end blot at kokkerere. Foruden gastronomi og bageri/konditori vil hun og de øvrige elever få undervisning i blandt andet kundebetjening og entreprenørskab.

Lokal mad med globalt snit

Den første tid vil undervisningen centrere sig om madskolens filosofi, kendskab til de grundlæggende teknikker og lokale fødevarer, heriblandt kartofler, frugter, fisk, lamakød og quinoa.

De fire bolivianske kokke, som sammen med to anerkendte danske kokke skal undervise på skolen, har nemlig et klart mål for øje: Madskolens elever skal lære at lave ekstraordinær, sund og fantasifuld mad, der chokerer og overrasker. Nyskabende mad med base i lokal, bæredygtig og årstidssvarende produktion.

”Madskolen er et socialt projekt, hvor eleverne er i fokus. Som undervisere skal vi facilitere, at kreativitet og nytænkning spirer i de unge, så vi sammen kan revolutionere det bolivianske køkken,” forklarer souschef Mauricio Lopez entusiastisk.

Quinoadrømme

Drømme og ideer kan flyve frit under madskolens hvælvede lofter. Foruden madskolen åbner der til januar et bageri, en bistro og en restaurant, som forhåbentlig skal blive La Paz´ bedste. Daniela har også store ambitioner, især med quinoa, der er et næringsrigt sydamerikansk frø, der minder lidt om hirse.

”Det er en utrolig velsmagende og sund afgrøde, som vi udnytter alt for lidt. En dag vil jeg udvikle og servere quinoaretter på min egen quinoarestaurant,” slutter Daniela drømmende.

Fakta

Madskolen GUSTO er et samarbejde mellem IBIS, kokken Claus Meyer, myndighederne i La Paz og to lokale partnere. Madskolen giver unge fattige bolivianere mulighed for at uddanne sig til dygtige kokke og entreprenører samt at forbedre boliviansk madkultur. Læs mere om madskolen, og se videoer med Daniela på madskoleniboliva.dk, eller kig forbi Madskolen i Bolivia på Facebook.