Af:

Malene Aadal Bo

Børn skal have motion. Børn skal lære om andre lande, de skal lære at læse og skrive og at tænke på andre. Og så skal de gerne more sig imens. Det kan de gøre ved at deltage i Hele Verden i Skole MOTION.

”Det er vigtigt, at børn ved, at de kan gøre en forskel ved at hjælpe andre. Og at de endda kan have det sjovt samtidig. Når vi deltager i Hele Verden i Skole MOTION, vil vi gerne sætte fokus på sport, men også på, hvor vigtigt det er, at børn får en uddannelse.”
Sådan siger Mette Munkholm. Hun er lærer på Bavnehøj Skole, som sidste år og året før samlede ind til IBIS på Skolernes Motionsdag.
Igen i år kan børn over hele landet løbe en tur, der både gavner dem selv og sårbare børn et andet sted i verden. Det kan ske på Skolernes Motionsdag op til efterårsferien – eller en hvilken som helst anden dag, hvor en skole eller en klasse føler trang til at løbe, cykle, danse, hoppe, svømme eller orme sig. Fidusen er, at de får familie, venner eller den lokale købmand til at sponsorere udfoldelserne og på den måde indsamler penge, som via IBIS går til uddannelse af børn i et fattigt land.

Penge på lossepladsen

I 2012 og 2011 blev der svedt for at hjælpe gadebørn og hjemvendte flygtninge i Sydsudan, og i 2013 går pengene til børn, der bor i Nicaragua og til hverdag arbejder på storbyernes lossepladser i stedet for at gå i skole. Allerede fra næste uge ligger der læremateriale klar på www.heleverdeniskole.dk/motion, så eleverne kan lære om Nicaragua og møde de børn, som pengene skal gå til. Her ligger også poster til et særligt orienteringsløb, som man kan bruge på motionsdagen eller varme op med i dagene før. Vi håber, I vil være med.
Se nedenfor, hvordan I nemt arrangerer en herlig motionsdag med globalt udsyn.  
 

Fakta
Det er nemt at være med – sådan gør du

1. Find en sponsor
Hver elev finder en sponsor, der vil støtte Nicaraguas børn. Det kan være mor, bedstefar eller købmanden på hjørnet. De lover at give et beløb for hver udført aktivitet – for eksempel fem kroner for hver kilometer, der løbes på Skolernes Motionsdag. Du kan finde en kontrakt på www.heleverdeniskole.dk/motion.

2. Lær om livet i Nicaragua
Både før, efter og under jeres aktivitet kan I lære om livet i Nicaragua. Vi har lavet et super spændende undervisningsmateriale – blandt andet med poster til et orienteringsløb. Det er klar fra 1. september på www.heleverdeniskole.dk/motion.

3. Løb, kast, svøm, hop eller noget helt andet
Kun fantasien sætter grænser for, hvilken aktivitet I laver. Mange kombinerer det med Skolernes Motionsdag, når man allerede har løbeskoene på, men det kan også foregå en helt almindelig tirsdag eftermiddag. I dyrker motion og har en dejlig dag, og når sponsorerne har betalt deres støtte til Nicaraguas børn, har eleverne både fået motion og global undervisning samt givet skolegang til fattige børn.

Læs mere på www.heleverdeniskole.dk/motion, eller kontakt Bertil Suadicani på bsu@ibis.dk eller tlf. 3520 0543.
Læs mere om de børn, der får glæde af indsamlingen, på www.heleverdeniskole.dk/nicaraguasboern.

Kommentarer

Fast actions block