Latinamerika bløder stadigvæk

18. Maj 2012
Af
Per Bergholdt Jensen og Lise Josefsen Hermann

Stigende verdensmarkedspriser fører til massevis af nye mine- og olieprojekter i Latinamerika. Men de positive udviklingseffekter er yderst tvivlsomme, og nu samler oprindelige folk sig i Las Americas for at bremse udvindingsindustriens ødelæggelse af miljøet og af deres livsvilkår.

De oprindelige folk i Syd-, Mellem- og Nordamerika har været ofre for udlændinges tørst efter rigdomme, lige siden spanierne ankom i 1492. Minebyen Potosí i Bolivia er et rammende symbol på overgrebene. Flere millioner mennesker døde som slaver i minegangene, mens sølv for hundredvis af milliarder blev kanaliseret ud af landet. Trods de kolossale rigdomme, som stadig hives op af undergrunden, er Bolivia i dag Sydamerikas fattigste nation, og Potosí er den fattigste delstat i Bolivia.

Alligevel tror både neoliberale og venstreorienterede regeringer i Latinamerika stadig på udvindingsindustri som vejen til økonomisk udvikling, og mange latinamerikanske lande er styret af en magtfuld overklasse, som sætter kortsigtede økonomiske interesser over hensynet til miljøet og befolkningen. Andre steder er staten svag og kan ikke overvåge kapitalflugt og miljøsvineri.

Derfor fosser rigdommene stadig ud af Latinamerika. Blot er de spanske koloniherrer afløst af udenlandske mine- og olieselskaber, som undertrykker lokalbefolkningen og efterlader ødelagt natur og omfattende forurening. Konsekvenserne rammer især regionens oprindelige folk, som bebor mange af de områder, hvor ressourcerne udvindes.

Marlinminen – en beskidt milliardforretning

I San Marcos-provinsen i Guatemalas nordlige højland finder man en mine, der viser problematikken i en nøddeskal. Den blev anlagt i 2005 af verdens næststørste guldminefirma, Goldcorp, uden at nogen spurgte de quiché mayaer, der bor i området.

Goldcorp fældede skove og omdannede et bjerg til et seks kvadratkilometer stort minekrater, hvorfra guldet udvindes ved hjælp af store mængder vand og giftstoffet cyanid. Ifølge beboerne har minedriften medført hudsygdomme, luftvejsgener og døde husdyr. Et studie fra Michigan University har påvist et forhøjet indhold af giftstoffer i blodet hos lokale beboere samt metaller i vandet nær minen, mens Tufts University i USA betegner miljø- og sundhedsrisikoen som ”ekstremt høj”.

Ifølge FN’s rapportør om oprindelige folk i Guatemala, James Anaya, bidrager Marlinminen til ”sociale konflikter” og har haft ”alvorlig indvirkning på de oprindelige folks rettigheder” samt medvirket til at ”bringe regeringsførelse og den økonomisk udvikling i landet i fare.”
”Regeringen og mineselskaberne siger, at minedriften sikrer arbejde og skatteindtægter.

Men selv om Marlinminen vil indtjene omkring 30,9 milliarder kroner på 10-15 år – hvilket svarer til Guatemalas samlede sundheds- og uddannelsesbudget i tre år – så har Goldcorp i årevis kun betalt én procent i skat,” siger María Isabel Olazábal Prera, der er rådgiver i IBIS’ Latinamerikaprogram, LAPI.
I 2012 steg mineskatten til fem procent, men det dækker ikke miljøomkostningerne, og kun meget få af disse penge finder vej til mayaerne i San Marcos.

Juridisk redningsplanke under politisk pres

Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission (IACHR) har længe været et af de oprindelige folks håb i kampen mod minerne. Men domstolen er under pres. I maj 2010 beordrede IACHR Marlinminen lukket på grund af overtrædelser af menneskerettigheder og miljøødelæggelser. Men efter pres fra Guatemala omstødte IACHR sin kendelse og gav Marlinminen lov til at fortsætte under skærpet opsyn.

I april 2011 bad IACHR den brasilianske regering om at standse konstruktionen af det kæmpemæssige Belo Monte-vandkraftværk i Amazonas på grund af manglende inddragelse af de lokale beboere og af miljøhensyn. Brasilien boykottede IACHR og lukkede pengekassen. I august 2011 omstødte IACHR sin kendelse. Nu er man ved at fælde regnskoven og bygge den dæmning, som vil fordrive 25.000 mennesker.

Over 230 organisationer og institutioner fra hele verden, herunder IBIS i Guatemala og FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, har udtrykt bekymring over, at kommissionen bøjer sig for politisk og økonomisk pres, da det bringer menneskerettighederne og den bæredygtige udvikling i Latinamerika i fare.

Voldsomme sociale protester i Sydamerika

Presset på domstole og regeringer, der ofte lader sig påvirke af industrien, har gjort, at befolkningerne i Latinamerika har erkendt, at de ulykkelige konsekvenser af minedriften ikke altid kan stoppes med jura. Det har medført en voldsom stigning i sociale konflikter og protester fra især de oprindelige folk. I både Bolivia, Ecuador og Peru har der været omfattende protestmarcher og blokader lige fra Andesbjergene til Amazonas.

I nogle tilfælde har de sociale protester formået at lægge pres på regeringerne i en sådan grad, at det faktisk er lykkedes at omstøde beslutninger om megaprojekter. Den bolivianske regering droppede planen om en motorvej igennem regnskovsreservatet Tipnis efter blokader og protester.

"I disse år går vi en ny epoke i møde, hvor de oprindelige folk gør op med staternes udvindingspolitikker og samler sig i kampen om retten til deres territorier og til naturressourcerne,” siger den bolivianske sociolog Pablo Mamani, der har speciale i oprindelige folk og udvindingsindustri.

Imidlertid står det klart, at udvindingsindustrien er kommet for at blive. De fattigste lande har brug for en økonomisk indsprøjtning, mens opstigende økonomier som Brasilien vil sikre væksten.
IBIS arbejder derfor for, at udvindingen overholder internationale konventioner og foregår på en måde, som kommer de latinamerikanske befolkninger til gode.

Og faktisk er der eksempler på, at udvindingsindustrien kan bidrage positivt:

Bolivia viste vejen i 2005, da man hævede skatten på udvinding af olie- og naturgas til 50 procent, og et stort underskud på statens budgetter blev vendt til et overskud på fire og en halv procent i 2006. Dette overskud investeres nu i infrastruktur og velfærd såsom skoler og hospitaler. I 2008 tjente den bolivianske stat 2,6 milliarder dollars på gasskatten – dobbelt så meget som landets udgifter til uddannelse.

I Ecuador mener præsident Rafael Correa, at mineindustriens ”nye æra” skal bidrage til landets udvikling ved at betale for skoler og hospitaler. Selvsamme Correa lancerede i 2007 det banebrydende Yasuní-initiativ. Nationalparken Yasuní dækker 9820 kvadratkilometer i Amazonas og er hjemsted for to ikkekontaktede oprindelige folk og jordens største biodiversitet. S

amtidig gemmer Yasuní på 846 millioner tønder olie. For at beskytte naturen og begrænse C02-udledningerne vil Ecuador lade olien blive i jorden mod at få halvdelen af oliens værdi fra det internationale samfund over 13 år.

Selv om miljø og menneskerettigheder er sat under pres af udvindingsindustrien i hele Latinamerika, så viser de to eksempler, at der findes mere bæredygtige og socialt ansvarlige måder at anvende naturressourcerne på.

Ifølge politikmedarbejder i IBIS, Stine Krøijer, har det skabt stor opmærksomhed i regionen, og det tjener som inspiration til IBIS’ arbejde med at støtte de oprindelige folks organisationer, så Latinamerika kan frigøre sig fra fortidens ressourceforbandelse og skabe nye bæredygtige udviklingsmodeller.