Lapdesks gør en Glad Skole endnu gladere

17. mar 2011
Af
Mie Jørgensen

Nye fleksible skoleborde – de såkaldte lapdesks – skal forbedre det fysiske læringsmiljø for skoleeleverne på Den Glade Skole i Murrovoro i Mozambique.

Skoleåret er lige begyndt i Mozambique, og lærere og elever er vendt tilbage efter en lang sommerferie. For at skabe en god start på året er IBIS taget ud til Den Glade Skole i Zambezia-provinsen i det nordlige Mozambique for at uddele skolebøger, papir og blyanter – og som noget helt nyt får skolen også 300 lapdesks, som er en slags bærbare skoleborde.

Ved IBIS’ ankomst står eleverne i en halvcirkel omkring repræsentanter fra skolens ledelse. De holder sig først lidt genert tilbage og tør ikke helt komme tæt på, men det varer ikke længe, før de ivrigt maser sig forbi hinanden for at modtage hver deres lapdesk.

Lapdesks skaber bedre undervisningsforhold

Et lapdesk er en ergonomisk udformet plastikplade, der bruges som bord. Eleverne kan både bruge det, når de sidder på hug på gulvet, og når de sidder på en stol. Og så er der håndtag i, så det er til at have med rundt.

I mange skoler i Mozambique er der ingen eller meget mangelfuld møblering, og det er svært at lære at skrive uden et jævnt underlag til papiret.

De fysiske rammer er vigtige

Costa Daniel, der er projektkoordinator hos IBIS i Mozambique, fortæller, at det er første gang, IBIS uddeler lapdesks. Normalt fokuserer IBIS hovedsageligt på uddannelse af lærere og skolerådsmedlemmer med videre, men for at sikre kvalitetsundervisning for eleverne er det også nødvendigt at sørge for, at de fysiske rammer understøtter og muliggør læring.

”Det er en vigtig støtte til eleverne. Et lapdesk forbedrer specifikt børnenes indlæringsvilkår og arbejdsforhold, og gør en stor positiv forskel for undervisningskvaliteten i almindelighed. Lapdeskene giver eleverne de nødvendige fysiske forudsætninger for at tilegne sig kompetencer og færdigheder i læsning, skrivning, matematik, tegning og maling,” siger Costa Daniel.

Børnerettigheder lige ved hånden

På et lapdesk er der plads til, at eleverne kan lægge en notesbog og en tekstbog ved siden af hinanden. Det gør det lettere for dem at følge med i timerne og lave lektier derhjemme. Desuden er der påtrykt forskellige hjælpemidler, som eleverne således har lige ved hånden, blandt andet en matematisk tabel, alfabetet og ikke mindst FN’s konvention om Børns Rettigheder.

På den måde kan lapdeskene også bruges som materiale i undervisningen og understøtte lektielæsningen. Lapdesks er lavet af solidt plastik, så de kan holde i mange år og modstå både regnvejr og termitter.

Fakta

Lapdesks er udviklet af The Lapdesk Company i Sydafrika. Et lapdesk koster cirka 100 kroner og vejer 950 gram. IBIS har købt 1000 lapdesks som et pilotprojek og har selv designet udseendet.

300 er allerede uddelt til Den Glade Skole i Murrovoro, og de resterende 700 uddeles i de kommende uger på tre andre skoler i området

I Mozambique har IBIS siden 2003 arbejdet med at sikre børns adgang til kvalitetsundervisning i distrikterne Alto Molócuè og Milange i provinsen Zambezia i det nordlige Mozambique. Skolen i Murrovoro er en ’Glad Skole’, hvilket betyder, at den er en del af et IBIS-projekt, der arbejder for at forbedre kvaliteten af uddannelse. I Den Glade Skole inddrages børnene aktivt i undervisningen, og deres selvværd styrkes via en positiv kommunikation med de voksne.