Kvalitetsuddannelse til Bolivias migranter

30. sep 2015
Af
Malene Aadal Bo

I takt med, at Bolivias oprindelige befolkning flytter fra land til by, er behovet for at skabe god uddannelse til de fattigste i byerne vokset. IBIS støtter 35 skoler i Sucre og Potosi, som nu har stor succes med at give oprindelige folks børn en kvalitetsuddannelse.

Væggene er lyserøde, og de store panoramavinduer synes at bringe de omkringliggende bjerge helt ind i klasselokalet. Borde og stole er enkle og skramlede, men de hæfter, der findes frem fra de farvestrålende skoletasker, er tydeligvis noget, der bliver passet godt på. Børnene selv er ulasteligt klædt i skolens uniform med træningsbukser og jakke med logo, og det er med stor energi og en anelse tumult, at de kaster sig ind i den fælles morgensang om vigtigheden af at huske sit oprindelige sprog og sin kultur.

Der er i alt 700 elever på 6. juni skolen, der ligger i et af de helt nye kvarterer i Bolivias tidligere hovedstad Sucre. Kvarteret består stort set udelukkende af migranter, der er kommet til fra de omkringliggende landsbyer, og skolens elever er ofte fra uuddannede, fattige familier, der på forskellig vis forsøger at skabe sig et liv i byen. Skolen er en af 35 skoler i Sucre og nabobyen Potosi, som IBIS siden 2011 har hjulpet med at øge kvaliteten af undervisningen og ikke mindst med at implementere Bolivias nye lov om ”tosproget, inter- og intrakulturel undervisning”.

Fakta:

  • Loven om tosproget, inter- og intrakulturel undervisning gælder for alle offentlige skoler i Bolivia. Men der er meget stor forskel på, hvor langt skolerne er kommet med at implementere den nye lov. En af de største barrierer er kravet om at undervise eleverne både på spansk og på deres oprindelige sprog. I mange år har undervisningssproget i Bolivia udelukkende været spansk, og det har været ugleset at tale oprindelige sprog.
     
  • Lærerne på de IBIS’ støttede skoler får intensiv efteruddannelse i pædagogiske undervisningsmetoder og ligestilling og gennemgår grundige forløb, hvor de lærer et oprindeligt sprog samt lærer at undervise på og i sproget. De lærer også at producere relevant undervisningsmateriale, som der ellers ofte er mangel på.
     
  • Et andet område, som skal være med til at øge kvaliteten af børnenes undervisning, er inddragelse af forældrene, som opfordres til at holde oplæg om deres kultur og baggrund og inviteres til at følge skolen og undervisningen tæt.
     
  • Projektet udføres af IBIS’ partner Accion Andina de Education med støtte fra Danida og den danske Hempel Fond.

”Den er lavet – i øvrigt under indflydelse af IBIS - for at sætte en stopper for årtiers diskrimination af landets oprindelige befolkning. Det sker blandt andet ved at sætte oprindelige sprog og kultur på skoleskemaet og ved at stille det som krav til alle lærere, at de udover spansk skal tale og kunne undervise på mindst et oprindeligt sprog.”
Det forklarer Celestino Choque Villca, der står i spidsen for IBIS’ partnerorganisation Accion Andina de Education. Det er Accion Andina, der har den daglige kontakt til skolerne, som IBIS støtter, og som især har gjort et stort stykke arbejde i forhold til at efteruddanne lærere og organisere og involvere forældrene i børnenes uddannelse.

Det er sindssygt flot

Og ifølge en nylig uafhængig evaluering, har indsatsen allerede gjort en stor forskel:
”Frem for alt er vi stolte af at kunne fortælle, at de to vindere af en national konkurrence for innovation i undervisningen begge kommer fra en af de skoler, som IBIS’ støtter,” siger Lisbeth España, der koordinerer IBIS’ uddannelsesarbejde i Bolivia.

Ifølge hende er der i det hele taget stor stolthed at spore, på de 35 IBIS’-støttede skoler – og med god grund.
”På få år er kvaliteten af undervisningen gået fra at være mildt sagt ringe, til at lærerene på projektskolerne nu scorer et gennemsnit på 60 ud af 100 i forhold til at tilbyde eleverne en kvalitetsuddannelse, der samtidig er tosproget, inter- og intrakulturel. Det er sindssygt flot,” siger hun.

Evalueringen viser, at langt de fleste lærere på projektskolerne nu kan undervise på to sprog og med et indhold, som er inter- og intrakulturelt. Og de fleste har nu også styr på moderne pædagogiske undervisningsmetoder.
”Det, der ifølge evalueringen især bør være fokusområdet nu, er manglen på egnede undervisningsmaterialer og så en endnu større indsats for at involvere elevernes forældre,” siger Lisbeth Espana.

At gøre forældrene til aktive aktører i deres børns uddannelse har nemlig i mange andre sammenhænge vist sig at have en stor effekt på børnenes engagement men også på lærere og skolelederes arbejde. Forældrene kan både kontrollere og gribe ind, hvis noget ikke kører, som det skal.
”Men ikke mindst kan de bidrage positivt til undervisningen – ikke mindst i forhold til at gøre elevernes baggrund og oprindelige kultur til en integreret del af undervisningen.”

Bedsteforældre bidrager til undervisningen

På 6. juni Skolen inviteres forældrene jævnligt til informationsmøder, så de kender skolens regler, rammer og mål. Og en gang om måneden kommer mindre grupper af forældre eller bedsteforældre for at undervise eleverne – nogle demonstrerer traditionelle håndværk eller lærer eleverne om deres forfædres madkultur og dyrkning af forskellige traditionelle afgrøder. Andre fortæller historier om, hvor forskellige ritualer og vaner stammer fra, og nogle fortæller om vigtige begivenheder i deres folks historie. Og ikke mindst kan forældre og især bedsteforældre ofte lære både elever og lærere nye ord og vendinger på det lokale sprog, som for lærerne ofte er et tillært fremmedsprog.
”Først forstod jeg ikke, hvad det skulle til for. Jeg blev overrasket over at blive bedt om at deltage, men jeg blev også stolt og glad. Og nu kan jeg se, hvor meget det betyder, og hvor meget vi forældre har at bidrage med,” siger Clara Fernandez, der har to børn i skolen og er en del af den aktive forældregruppe.

Ifølge hende er det dog langt fra alle forældrene, der har reageret positivt på tilbuddet om at deltage. Mange har ikke tid og overskud. Og mange har selv kun gået meget lidt i skole og kan ikke se, hvad de skulle kunne bidrage med.
”Men flertallet kan alligevel se forandringen hos deres børn. Og det kan jeg også,” siger en af skolens lærere, Juana Zabala Kinder.
”Børnene er mere trygge ved at være på skolen. De er mere aktive i timerne, stiller flere spørgsmål og diskuterer mere, fordi de kan gøre det på deres eget sprog og ikke frygter at blive irettesat for at være nysgerrige. De er gladere, og vi kan konstatere, at de også klarer sig langt bedre fagligt.”

Arbejdet for at forbedre undervisningen for nogle af Bolivias fattigste og mest marginaliserede børn udføres med støtte fra Danida og den danske Hempel Fond.

Forældre

Maria Laverta Mamani er 30 år og forlod som helt ung pige sin landsby og rejste til Sucre for at skabe sig et bedre liv. Hun klarede sig igennem som rengøringshjælp og blev siden gift og fik en datter.
Vanesssa går nu i fjerde klasse, og det er altafgørende for Maria, at hun får en god uddannelse og dermed et liv med langt flere muligheder, end hun selv har haft. Det ønske er så stærkt, at hun en dag gjorde noget, hun aldrig havde troet, hun turde.
”Jeg gik til skolens rektor for at klage over en lærer, som flere gange havde været aggressiv og skræmt børnene,” siger hun og ser genert ud.

Det var hun dog ikke, den dag, hun bankede på hos rektor. Ikke engang nervøs. ”Jeg var vred,” som hun siger. Maria har selv kun gået lidt i skole og det på et tidspunkt, hvor det var helt almindeligt for en lærer at råbe højt og slå. Men hun kan også konstatere, at hun aldrig var tryg i skolen, og at hverken hun eller hendes kammerater lærte ret meget.
”Nu lever jeg af at sælge lidt tøj på markedet. Nogle gange tjener jeg lidt og andre gange ingenting. Jeg har lidt meget i mit liv, og derfor ønsker jeg noget mere og andet for min datter. Jeg ønsker og tror, at hun en dag kan komme på universitetet,” siger Maria.

Derfor engagerer hun sig meget i, hvad der foregår på skolen. Hun bliver tit hængende om morgenen, eller kommer i god tid, inden Vanessa har fri. Så går hun rundt på skolen og kigger og lytter. Og nogle gange står hun længe foran et klasseværelse og prøver at opsnappe lidt af den viden, der bliver eleverne til del.
”Jeg ville gerne have haft chancen for at lære noget. Jeg ville gerne have været sekretær. Eller lærer.”


 

Børn

Daniela Esquivel Orellana og Isaac Fernandez Chambi er begge 9 år og fra familier, hvor man kun taler det oprindelige sprog quechua. Deres forældre er uuddannede og klarer sig med kortvarige ansættelser eller med den småhandel, de kan lave på markedet.

Hvor mange bor i hjemme hos dig?
Isaac: Vi lejer et hus med to værelser. Her bor jeg med mine forældre og søster og så mine fem onkler.
Daniela: Jeg har seks søskende, og så bor fire onkler hos os. I vores hus er der tre værelser.

Hvad er dine planer for fremtiden?
Daniela: Jeg vil gerne være gartner. Jeg vil gerne have et job, så jeg kan hjælpe alle dem derhjemme.
Isaac: Også mig. Jeg håber at blive mekaniker. Fordi jeg går i skole, kan jeg måske en dag komme til at købe en bil. Så kan jeg selv reparere den, og så kan jeg køre til Santa Cruz eller La Paz og tjene penge på at køre folk rundt i bilen.
Daniela: Jeg håber bare, at jeg kan komme til at arbejde med planter.

Hvad er det vigtigste ved at gå i skole?
Daniela: At man sørger for at være ren og pæn. At ens tøj er pænt og at man ser ordentlig ud. Det er vigtigt.
Isaac: Jeg synes, det vigtigste er at læse. Det er det bedste ved at gå i skole – at læse og lære at løse opgaver. Og maden. Det måltid vi får hver dag. Måske er det faktisk det vigtigste.

Lærere

Celia og Adelinia er begge lærere på en af de IBIS-støttede skoler i Sucre. Her fortæller de lidt om lærerfaget og deres syn på reformen og IBIS’ projekt.

Hvilken slags lærer er du?
Celia: En glad lærer. I Bolivia er lærergerningen ikke særlig prestigefyldt, men det er et vigtigt arbejde. I begyndelsen overvejede jeg at supplere lærerfaget med noget andet, sådan som mange gør. Men da jeg først begyndte at undervise, var jeg solgt. Jeg elsker at undervise. Og jeg elsker, at børnene hele tiden udfordrer mig til at udvikle mig og forbedre mine metoder og ideer.
Adelinia: Folk siger, at jeg er en moderne lærer. Jeg er glad for de nye undervisningsmetoder, der vinder udbredelse, og jeg kan godt lide udfordringen med at inddrage eleverne og også få deres forældre til at være en positiv del af børnenes skolegang. Det meste af tiden er jeg meget tilfreds med mit job – jeg vil næsten sige, at skolen her er mit andet hjem.

Hvilken betydning har det haft for dig, at skolen er en af IBIS’ projektskoler?
Adelinia: Jeg er stor tilhænger af den undervisningsreform, som den bolivianske regering har lavet. Det er godt for eleverne, at man nu gør ekstra meget for at deres baggrund, kultur og sprog bliver respekteret, og at man giver dem de bedste rammer for at udvikle sig. Det er dog også en stor opgave for lærerne, og her har vi været helt afhængige af projektet. Uden støtten fra IBIS og Accion Andina havde vi måtte finde vores efteruddannelse et andet sted.
Celia: Selv de af os, der faktisk taler lidt quechua ville ikke nødvendigvis vide, hvordan vi skulle undervise i det. Vi ville mangle metoder og materialer. Uden projektet ville vi have haft store problemer med at indføre de ting, som ligger i loven.
Adelinia: Vi mangler stadig at blive rigtig gode til at involvere forældrene – det er et stort arbejde. Og når skolen som vores ligger midt i en by, så mangler der plads og muligheder for at lave de produktive aktiviteter, som også forventes. Eksempelvis vil vi meget gerne have en køkkenhave. Og et køkken, hvor vi kan lære eleverne at lave mad. Eller et sted, hvor vi kan øve forskellige håndværk. Men det kommer måske.

Inddragelsen af forældrene sker blandt andet ved jævnligt at give dem muligheden for at stille spørgsmål til og kommentere jeres undervisning. Hvordan er det at blive evalueret af nogen, som aldrig selv har gået ret meget i skole?
Celia: Så længe det sker efter nogle bestemte regler, så vi er sikre på, at det er konstruktivt og at vores fælles ambition er at gøre det bedst mulige for eleverne. Jeg har selv børn i en anden skole, og jeg sætter selv stor pris på muligheden for at komme med input til deres måde at gøre det på.
Adelinia: Jeg har aldrig syntes, at det var ubehageligt. Det at have forældrene tættere på har faktisk gjort, at der er mindre kritik. Eksempelvis sker det nu langt sjældnere, at forældre giver os lærere skylden for ting, der handler om deres børn, men som ikke har noget med skolen at gøre. Fordi de ved mere, og fordi vi snakker oftere og bedre sammen.

Kan i mærke nogen forandring hos børnene?
Celia: Jeg har været på skolen i 12 år. Og ja – jeg kan mærke stor forskel. Før reformen og projektet, som hjalp os til at kunne undervise på quechua, var der mange børn, der skammede sig over, at de ikke kunne tale spansk. De sagde sjældent noget, og vi oplevede, at de blev drillet af de andre børn. Nu er det omvendt – nu er det dem, der er bedst til sproget og har bevaret mest af den oprindelige kultur, som deler deres viden med os andre. Det har givet en helt anden respekt og stolthed hos alle børnene.