Kommunikation og isolation i Maputo

02. mar 2012
Af
Mie Jørgensen

Jeg var netop startet med at læse Afrikastudier på Københavns universitet, da jeg besluttede mig til at søge praktik på IBIS' kontor i Mozambique's hovedstad, Maputo. På universitetet var mange af mine billeder Afrika og afrikanske folkeslag blevet godt og grundigt rystet og vendt på hovedet efter at være blevet introduceret til Afrikansk litteratur, sociale bevægelser og økonomi i forskellige afrikanske lande. Jeg blev mere og mere nysgerrig efter at komme ud og opleve alt det, jeg sad og læste om.

Jeg ankom til Maputo med tusind planer i hovedet, jeg glædede mig til praktik-arbejdet, og derudover ville jeg lære at lave mozambikansk mad, danse mozambikanske danse og møde en masse mozambikanske venner. Kort sagt ville jeg suge det hele til mig, og lære Mozambique at kende indefra.

Starten på mit aktive og sociale liv i Maputo blev dog afbrudt af en uforudset faktor: træthed. Hele formålet med min tilstedeværelse i byen var jo kommunikationsarbejdet hos IBIS. Et arbejde jeg havde drømt om at prøve kræfter med længe, og som jeg nu fik lov til at kaste mig ud i.

Jeg havde en stor motivation til at yde mit bedste på kontoret og ikke mindst til lære alt det jeg kunne. De otte timer foran computeren hver dag, den fugtige varme, sproget og alle de nye indtryk overvældede mig fuldkomment.

De første to måneder rakte mit energiniveau til arbejdet og ikke så meget andet. Jeg opdagede dog lidt efter lidt, at Maputo var ret anderledes, end jeg havde forestillet mig, især var expat-miljøet (udsendte rådgivere fra andre dele af verden) svært at blive klog på.

Mange af de udlændinge, der arbejder med udvikling i Maputo var ydmyge og dedikerede mennesker, men der var også mange udlændinge, der isolerede sig og ikke virkede til at interessere sig særligt meget for Mozambique og mozambikanerne på andet end et teoretisk niveau.

Det var et underligt socialt klima at være i, og samtidig blive set som en mulungu, en hvid, på gaden. Det at være europæer betød lige pludselig en masse ting, som det var svært for mig at identificere mig med.

Den lukkethed der var i expat-miljøet, og den store forskel, der var på udlændinge og mozambikanere gjorde, at det var meget sværere at få den mozambikanske kultur ind under huden, end jeg havde forestillet mig. Dertil kommer at Maputos centrum ligger som en lille ø midt i en helt anderledes kontekst. Jeg boede på 19. sal i et højhus og havde både supermarkeder og et shoppingcenter lige om hjørnet.

Bevæger man sig udenfor Maputos bygrænse, ændrer bebyggelsen sig hurtigt fra høje firkantede bygninger til lave murstenshuse og sandveje. Rytmen og stemningen er mærkbart anderledes. Kontrasterne og adskillelsen fik mig til at føle mig isoleret.

Selvom jeg mødte mange inspirerende og åbne mennesker generelt, så var det mit venskab med to mozambikanske piger på min alder, der gav mig ny energi og entusiasme for mit ophold. Gennem lange samtaler begynde jeg at få en fornemmelse af den mozambikanske kultur, verdenssyn og ikke mindst humor.

Den indsigt jeg fik gennem mit arbejde fra en 'udviklingssynsvinkel' via kommunikationsarbejdet på den ene side og et væld af  sociale situationer både med udlændinge og mozambikanere, i og udenfor arbejdet på en hverdagsagtig måde på den anden side, gav mig en samling helt nye perspektiver.

Især fik jeg en dybere forståelse for de udfordringer, der skal overvindes, når man laver udviklingsarbejde, hvilket er uundværligt for mig i mit studie. På det personlige plan var min praktik en berigende oplevelse, der bød på mange rørende møder med en barsk virkelighed, varme mennesker, nye rytmer og livsforståelser.

Mit ophold i Maputo var sværere, end jeg havde forestillet mig, inden jeg tog afsted. Men det, at det var hårdt gjorde, at jeg lærte og forstod mere, både om mig selv og om Mozambique. Det var en stærk oplevelse, jeg ikke ville have været foruden.

Mie Jørgensen var kommunikationspraktikant for IBIS i Maputo, Mozambique (Country Office) i foråret 2011

Foto: Mie Jørgensen. Carla, Mie, Salma og Agata