Klovne redder liv i junglen

01. dec 2010
Af
Per Bergholdt Jensen

Dybt inde i Guatemalas jungle kan man finde en flok cirkusklovne vandre rundt på en særlig mission fra landsby til landsby. Det lyder langt ude – men der er mening med galskaben.

I Guatemala er sex og HIV/aids omgærdet af tabuer, og det betyder, at flere og flere bliver smittet med HIV/aids. Ifølge FN er op mod 84.000 mennesker smittet med HIV, og hvert år dør omkring 4000 år af aids. Men med røde næser og farvede parykker bekæmper 20 unge mayaer den dødelige sygdom i Izabal-provinsens jungle.

”Mange folk ved ikke nok om aids, og det medfører mange nye smittede og diskrimination af de syge. Teater og klovnerier er den bedste måde at sprede aids-budskabet på.
Det er svært at informere folk, der ikke kan læse, og som ikke har elektricitet, TV og radio. Vi bruger humor til at nedbryde tabuer og forklare om HIV-smitte, kondomer og diskrimination af aids-syge,” forklarer Sandra Perez Pop, der har været jungleklovn i 4 år.

”Der er modstand mod at tale om HIV/aids, men vi er selv fra mayalandsbyer, så vi kender mentaliteten, og vi optræder på det lokale maya q’eqch’i sprog.
Folk i junglen er tit analfabeter, og de vil ikke have lange taler. Derfor laver vi cirkus og teater, så folk lever sig ind i forestillingen, men samtidig bliver oplyst,” uddyber Walter Xol.

Både Sandra og Walter hører under organisationen Ak Tenamit, som med støtte fra Oxfam IBIS driver en kostskole og en sundhedsklinik i junglen nær den caribiske kyst.

Samtidig driver organisationen det 7 år gamle klovneprojekt, som er inspireret af den spanske organisation, Klovne Uden Grænser, som bruger humor til socialt arbejde i blandt andet flygtningelejre.

Uvidenhed skaber frygt, og frygt skaber vold

I Guatemala er aids omgærdet af tavshed, tabuer og myter, hvilket medfører flere smittede og diskrimination af de syge. For uvidenhed skaber frygt, og frygt skaber vold – selv over for syge mennesker. Derfor sætter klovnene fokus på HIV-positives rettigheder.

”I forskellige lokalsamfund er der diskrimination og afvisning af hiv-smittede. I landsbyen La Pita ville naboerne brænde en mand ihjel, fordi de mente, han ville smitte dem, og han måtte flygte for ikke at blive dræbt.

Ak Tenamit rykkede ind i landsbyen for at oplyse befolkningen om hiv/aids, og nu bor denne mand igen i området,” beretter Sandra.

“Der er en masse fejlagtige opfattelser af HIV/aids. Mange tror, at man kan få aids ved at give hånd eller bade i den samme flod. Nogle steder siger man, at kun bøsser og prostituerede har aids. Der er et meget homofobisk miljø,” supplerer Walter.

”Vi laver teaterstykker, som forklarer om HIV-smitte skridt for skridt, om korrekt brug af kondomer, om at undgå sygdommen og om diskrimination af aids-syge. Vi opfordrer også til troskab og respekt mellem partnere. Vi optræder på maya-sproget q’eqchi’, og er klædt ud som klovne. Bagefter taler vi med folk for at høre, hvad de har lært,” uddyber Sandra.

Ifølge Sandra virker metoden, fordi man bedre kan bryde tabuer som sex og sygdomme, når folk får sig et godt grin. Man kan også lokke folk til, som ville blive væk fra et traditionelt oplysningsmøde.

Stigning af antal HIV-smittede

HIV-smitten har endnu ikke nået afrikanske dimensioner i Guatemala, men tabuer og mangel på oplysning om sex betyder, at mange folk har en risikabel adfærd.

Fra midten af 1990erne og til i dag er der sket en eksplosiv vækst på ca. 200 procent af nye tilfælde.
Ikke overraskende er epidemien kraftigst i havnebyerne og trafikknudepunker, hvor sømænd og lastbilchauffører opsøger prostituerede.

”I Izabal-provinsen søger de unge arbejde i havnebyerne ved den caribiske kyst, og bønderne tager dertil for at sælge fødevarer. Nogle af dem tager på barer, og tager med prostituerede uden at bruge kondom, for de ved ikke, de skal beskytte sig mod aids. Derefter vender de hjem, og smitten spredes i lokalsamfundene,” forklarer Sandra.

Aids-oplysning i junglens randområder
Den guatemalanske regering gør ikke det store nummer ud af at oplyse om HIV/aids, så for at nå ud til de folk, som regeringen ikke bekymrer sig om, rejser klovnene ud til isolerede lokalsamfund i junglen.

“Vi besøger 30 landsbyer i området omkring Livingston. Det varer op mod 6 timer at gå ad stierne i junglen for at nå frem til landsbyerne.
Det er tit svært på grund af bjerge med stigninger, og navnlig i den tropiske regntid er det svært at komme frem.

Der er oversvømmelser, mudder og myg, og det er svært at bære vores musikinstrumenter, makeup og tøj. Nogle gange overnatter vi i landsbyerne.
Vi sover på måtter og i hængekøjer, som er lavet af nylonsække til ris, og nogle gange giver folk os mad og husly,” fortæller Walter.

“Det er hårdt arbejde at være klovn!” – griner Sandra.