IBIS-medarbejder får fornem bestyrelsespost

04. mar 2011
Af
Thilde Baden Rasmussen

Helle Gudmandsen, der til daglig er kampagnekoordinator på IBIS, er blevet valgt ind i den internationale bestyrelse for Global Campaign for Education. Her skal hun repræsentere alle uddannelseskoalitioner i Europa og Nordamerika. Bestyrelsesposten har Helle Gudmandsen fået som repræsentant for Uddannelsesnetværket, der er en sammenslutning af 33 danske organisationer, som arbejder med uddannelse i udviklingslande.

”Jeg vil benytte min post i bestyrelsen til at styrke samarbejdet i Global Campaign for Education, for jo stærkere vi står sammen, desto stærkere rammer vores budskab om uddannelse for alle, siger Helle Gudmandsen, og tilføjer:

”Desuden vil jeg være yderst opmærksom på finansieringen, for nye tal viser, at den økonomiske støtte til uddannelse er stagneret. Fortsætter denne uheldige udvikling, vil det tage mere end 100 år før alle verdens børn går i skole, og det er simpelthen ikke acceptabelt.”

Gordon Brown: Uddannelse er vejen ud af krisen

Helle Gudmandsen er ikke den eneste, der er skuffet over den økonomiske støtte til uddannelsesområdet. Den tidligere premierminister fra Storbritannien, Gordon Brown, gav også udtryk for frustration over de økonomiske vilkår, da han i sidste uge holdt tale ved generalforsamlingen for Global Campaign for Education.

”Verden vil ikke komme ud af den finansielle krise, før alle lande investerer i uddannelse. Uddannelse er vejen mod en økonomisk fremgang, og 171 millioner mennesker kunne løftes ud af fattigdom, hvis de forlod skolen med basale læsefærdigheder.” Sådan lød Browns opråb, og Helle Gudmandsen er enig:

”Det er forunderligt, at folk ikke kan se, at mange af de kriser, verden står overfor, slet ikke ville eksistere, hvis folk havde fået en grundlæggende uddannelse, hvor de havde lært at læse. Skete det, ville folk blive rustet til selv at tage stilling til de ting, der sker omkring dem,” pointerer Helle Gudmandsen, der ser frem til de næste to år i bestyrelsen for den internationale uddannelseskampagne.

Fakta

Hvem og hvordan

Global Campaign for Education er en international uddannelseskampagne, hvor 120 lande verden over er gået sammen om at holde verdens ledere fast på deres løfte om, at alle børn i verden skal have mulighed for at komme i skole inden 2015. IBIS står for den danske del af kampagnen, som under navnet Hele Verden i Skole henvender sig til elever, lærere og forældre i den danske grundskole.

Men kampagnen har også til formål, at gøre politikerne opmærksomme på de 69 millioner børn, som stadig ikke går i skole. Uddannelsesnetværket repræsenterer IBIS og 32 andre danske uddannelses- og udviklingsorganisationer i Global Campaign for Education.

Fakta

Det sagde Gordon Brown i sin tale

"Jeg er her i dag, fordi jeg er vred. Jeg er vred over, at millioner af børn endnu ikke er i skole (…) vred over, at lande ikke lever op til deres løfter om at stille penge til rådighed (…) vred over, at vi hvert år mangler to millioner lærere, som bliver ikke uddannet…”

”Takket være Global Campaign for Education er over 40 millioner børn, som ellers ikke ville have været i skole, nu kommet det (…) Politikere er blevet tvunget til at handle, og det er i sandhed en enorm præstation.”

”Vi har brug for en plan, der kan løfte den globale vækst betydeligt. Nogle siger, at det er umuligt. Men hvis vi i løbet af de seneste 20 år har kunnet afskaffe apartheid, slutte den kolde krig og få gældseftergivelser, så er intet umuligt…” .