IBIS med til at redde sprog i Amazonas

02. mar 2011
Af
Lise Josefsen Hermann

Med hjælp fra den sidste overlevende, der taler Andoa-sproget, er IBIS i gang med at redde resterne af et ellers uddødt sprog i Amazonas i grænselandet mellem Peru og Ecuador.

Jorge Gómez Rendón havde næsten mistet håbet om at finde en, der talte Andoa. En flere dage lang rejse i kano ad Amazonas havde ført ham til en lille Andoa-landsby i grænselandet mellem Peru og Ecuador og til de tre tudsegamle damer, som efter sigende stadig talte stammens oprindelige sprog.

Det var i november 2009, og rejsen var et vigtigt led i den aktion, som IBIS havde søsat, for at redde Andoa-stammens kultur og sprog. Stammen lever i Amazonas og tæller i dag 800 medlemmer, som først i 2005 blev samlet og anerkendt som folk. Da var den oprindelige kultur tæt på uddød – sammen med sproget.

Sprog er en rettighed

Sprog er en helt central del af oprindelige folks kultur, og derfor besluttede IBIS at støtte Andoa-stammen i en ambitiøs indsats for at genfinde det gamle sprog. Og det skulle ikke bare dokumenteres og skrives ned. Målet var, at Andoa-folket igen skulle tale sproget.

Derfor sad lingvisten Jorge Gómez Rendón en eftermiddag og lyttede, mens damerne gravede brudstykker af et gammelt sprog frem. De kendte mange ord, men slet ikke så meget, at det kunne danne basis for en revitalisering af sproget.

Jorge Gómez Rendón var skuffet, og da rygter nåede ham om en anden olding, der talte Andoa, turde han ikke tro på det.

Alligevel tog hans assistent en kano og sejlede endnu dybere ind i junglen. Imens var Jorge Gómez Rendóns visum ved at udløbe, og han gjorde klar til at rejse hjem. Men så kom assistenten tilbage med lydoptagelser af 82-årige Hipolito. Han talte Andoa. Ikke bare nogle få ord, men stort set flydende. Jorge Gómez Rendón var ovenud begejstret og helt ødelagt over, at han var nødt til at rejse ud af landet og søge nyt visum, før han kunne komme tilbage.

Tænk at være den sidste

I kanoen på vej tilbage ad Amazonas-floden tænkte han på, hvordan det mon er at være den sidste person i verden, der taler ens sprog. Sidste gang, Hipolito talte Andoa, var med sin fætter for ti år siden. Men siden fætteren døde, har den 82-årige indianer ikke haft nogen at tale sit modersmål med.

Et par måneder senere vender Jorge Gómez Rendón og hans assistent tilbage. De har været ved at gå til at bekymring over, om Hipolito mon lever endnu, eller om de kommer for sent.

Hipolito lever. Euforiske laver de en masse lydoptagelser med ham. Først får de ham til at fortælle traditionelle Andoa-historier på Kichwa, som er det største indianske sprog i Ecuador og Peru. Det hjælper Hipolito til at huske ord på Andoa-sproget. Så beder de ham om at snakke Andoa og bagefter oversætte til Kichwa. Ekspeditionen resulterer i 24 timers bånd.

Undervisningsmaterialer på vej

I disse måneder sidder lingvisterne og digitaliserer, registrerer og transskriberer optagelserne. Senere følger oversættelser og analyser, og på længere sigt er målet at lave undervisningsmateriale, så de lokale skoler kan begynde at undervise i Andoa. Sådan kan man måske redde kulturen hos et af de hundredvis af indianske folkeslag i Sydamerika.

Fakta

IBIS og oprindelige folk

Siden en krig mellem Peru og Ecuador, der sluttede i 1942, har det indianske folk været splittet af grænsen mellem de to lande.

Først i 2005 bliver Andoa-stammerne officielt anerkendt som folk. Indtil da var de en usynlig gruppe. Der er cirka 800 personer, som tilhører Andoa-folket i Peru og Ecuador.

IBIS har i  mange år arbejdet støttet de oprindelige folks bevægelser i syd- og mellemamerika. Disse grupper er marginaliserede og fattige og har i de fleste sammenhænge meget svært ved at blive hørt. Det betyder, at deres rettigheder ofte overtrædes.

Det at redde et sprog fra at uddø hører til blandt de sjældne indsatser i IBIS arbejde, men det at have et sprog og en kultur er samtidig en vigtig del af det at overleve og blive respekteret som gruppe og som folk.