Handelsskole festede for IBIS

21. dec 2010
Af
Sine Pam Jensen

Fest og velgørenhed var fredag d. 19. november 2012 sat på skoleskemaet på Handelsskolen København Nord i Lyngby. Dateauktion, ølsalg og rodeotyr sikrede 6.000 kr. til IBIS' arbejde.
”Den bedste fredagsbar, vi har haft!” Sådan lød konklusionen på den støttefest, der blev afholdt på Handelsskolen København Nord i Lyngby arrangeret af to af skolens hg-klasser. Al overskud fra festen gik ubeskåret til IBIS’ arbejde, og den 15. december kunne festens arrangører med stolthed overrække 6.000 kr. til IBIS.

Motivationen kom fra IBIS besøg

De to hg-klasser, der arrangerede festen, er del af en internationaliseringslinje på Handelsskolen Nord i Lyngby. Klasserne har som en del af faget besøgt IBIS og hørt om IBIS’ arbejde i Afrika og Latinamerika.
”Vi syntes, det var rigtig spændende at lære om, hvad IBIS laver, så vi besluttede, at vi også ville hjælpe,” siger en af festens arrangører, Fatma fra hg23. Efter besøget brainstormede eleverne på, hvordan de bedst kunne hjælpe, og de to klasser blev hurtigt enige om at afholde en støttefest på skolen.

Kampagnekoordinator fra IBIS, Susanne Tilsted, var taget til Lyngby for at få overrakt pengene. Hun mener, at en støttefest som denne har stor betydning for IBIS’ arbejde:
”Det betyder rigtig meget med sådan et arrangement. Det gør, at den historie, vi gerne vil fortælle, når ud til rigtig mange unge mennesker.”

Dateauktion og rodeotyr

Inden festen havde eleverne blandt andet sørget for DJ, drikkevarer, en pandekagebod, dateauktion og rodeotyr, som alt sammen skulle være med til at sikre et overskud.

Særligt dateauktionen tiltrak opmærksomhed, da ca. 20 af skolens piger og drenge stillede op til en date med den højest bydende. Det dyreste hammerslag faldt på 60 kroner, ”men han var også rigtig pæn”, understreger Frederikke fra hg26.

Oplysningsarbejde i klasselokalerne

Eleverne havde på forhånd lagt et stort stykke arbejde i at hænge plakater rundt på skolen og besøge samtlige klasser for at fortælle om det, der skulle samles ind til.
”Inden vi tog rundt i klasserne, kendte de færreste elever til IBIS’ arbejde. Men det gør de nu,” siger Fatma.

Under festen gjorde arrangørerne alt, hvad de kunne, for at overbevise deres medstuderende om at spytte penge i projektet.
”Hallo, den her øl går altså til at sende et barn i skole!”, var en af de kommentarer, der blev langet over baren.

Grobund for nye indsamlingsmåder

Underviserne på internationaliseringslinjen, Anne Worning og Steen Arne, har flere gange besøgt IBIS med deres klasser og har siden sidste besøg sat tre undervisningstimer af hver onsdag, så eleverne kunne forberede festen.
”Støttefesten har skabt grobund for en masse nye ideer. Næste år vil vi forsøge at få produceret flaskecontainere til klasserne, så man kan donere sin pantflaske til et godt formål," siger Steen Arne.