Håb svinder aldrig

16. mar 2015
Af
Pernille Bækkel Jensen

Bolivia har en lang og kedelig historie hvad angår udvindingsindustri, der særligt påvirker de oprindelige folk og deres rettigheder. Store miljøproblemer, forårsaget af forurening fra mine- og industriaktiviteter, rammer oftest den oprindelige befolkning, der bor i områderne. Der er derfor en tæt sammenhæng mellem fattigdom, miljøproblemer og økonomisk aktivitet. Litiumdepotet under Salar de Uyuni har fået håbet til igen at spire hos de oprindelige folk trods århundreder med krænkelser af basale rettigheder.

Bolivia er økonomisk afhængig af sin udvindingsindustri. 38 % af Bolivias økonomi er baseret på råstoffer, som kobber, tin, jern og litium, der giver store skatteindtægter, hvilket bruges på udvikling og velfærd. Dog bliver Bolivia også påvirket negativt, da udvindingsindustrien medfører at oprindelige folk og deres rettigheder ofte bliver overset i processen, og igen og igen lader drømmen og håbet om rigdom vente på sig. Fattige og oprindelige folk berøres af nedslidning og forurening af naturressourcer og miljø, når mineselskaberne rykker ind på deres territorier og forurener jord og drikkevand, der ellers udgør deres levevej. Bolivia er i dag Latinamerikas næstfattigste land på trods af, at udenlandske magthavere og virksomheder gennem århundreder har hentet guld, sølv, tin og andre mineraler ud af landet.

Litium giver nyt håb

Litium har vækket nye håb. Projektet skaber håb for kommende ejere af bærbare computere, mobiltelefoner og miljøvenlige elbiler og har derfor også skabt håb for Bolivia og dets befolkning. I 2006 valgte landets første præsident med oprindelige rødder, Evo Morales, at nationalisere landets råstoffer, hvilket giver god mulighed for at tjene på naturressourcerne, da indtægterne kan blive i landet og derved gavne det bolivianske folk. Med et slogan, der hedder ”100 % statsejet”, skaber litiumprojektet store drømme.

Netop på grund af det store depot af litium, der befinder sig under den store, hvide saltslette Salar de Uyuni – verdens største Saltsø – som ligger i Bolivias sydvestlige hjørne i et af verdens mest isolerede områder i Andesbjergene, vokser håbet atter i Bolivia. Selv blandt de oprindelige folk, der ellers gennem historien er blevet overset i udvindingsprocesserne, spirer håbet endnu en gang.  Så langt øjet rækker befinder sig et hvidt ocean af salt.  Det er her, under de enorme mængder af store, tykke saltstykker i Salar de Uyuni, håbet ligger.

Håbet lever videre

Knap 250 meter vest fra saltsøen bliver det 10.000 km2 store hvide ocean erstattet a gold jord. Puerto Chuvica udgør en af de 45 landsbyer, der gør det ud for provinsen Nor Lipez, hvori litium pilotanlægget befinder sig.

Puerto Chuvica ligger øde hen, lige indtil den første bus med håbefulde turister sætter deres ben foran landsbyens salthotel. Ved siden af det turistiske hotel, der udgør byens liv, ligger en lille kiosk ejet af Doña Antonia, der for år tilbage agerede som landsbyens repræsentant. Doña Antonia fylder snart 60 somre - hun har levet et langt liv hvilket har sat sine spor i hendes smilende ansigt.

Doña Antonia fortæller om sit liv i den lille landsby, hvor høsten lader vente på sig ligesom den regn, den behøver. Landsbyen er beboet af 12 familier. Førhen var der omkring 40 familier, men grundet mangel på arbejde og håb om bedre uddannelsesmuligheder er mange af landsbyens beboere draget til nye og mere håbefulde himmelstrøg. Doña Antonias ene søn arbejder i turisme, selvom CV’et siger noget andet. Han er uddannet lærer, men disse job hænger ikke på træerne. Skolen i landsbyen besidder ikke mere end 5-6 elever.

Antonia fortæller med glæde i stemmen om de mange håbefulde turister, der kommer til landsbyen for at besøge Salar de Uyuni. For hende er det en glæde, at der kommer turister til landsbyen, der ellers ligger øde hen i januar, februar og marts grundet regn. Før i tiden begyndte turistsæsonen først i juni, men klimaforandringer gør, at regnen lader vente på sig, hvilket turisterne drager fordel af.

Da emnet falder på udvindingsindustri, bliver ansigtet en smule mere stramt. Doña Antonia har bidt mærke i en lugt, der til tider rammer landsbyen. Hun mener, at den forurenede luft skyldes minedriften i San Cristóbal samt det nye litiumprojekt. Hun fortæller, at trods hendes manglende kendskab til projektet, bekymrer det hende, når hun ser de store lastbiler, der nu oftere og oftere passerer saltørkenen.  Trods bekymringen, der ulmer i hende, lurer håbet alligevel på overfladen af den ældre kvinde. Hun fortæller med stolthed i stemmen, at det er første gang i hendes levetid, at en præsident besøger landsbyerne i området; dette, samt nationaliseringsprocessen betyder meget for hende og skaber tillid til projektet. ”En dag vil vores tab blive genvundet, vi må bare have tålmodighed” beretter Doña Antonia med viljestærk stemme.

Håbet består i, at litiumudbyttet på lang sigt skal fremme folkets og den næste generationers levevis, og dermed skabe udvikling i regionen, særligt grundet nationaliseringsprocessen og de kommende indtægter denne vil medføre. Som i mange af de andre landsbyer omkring den hvide saltslette i provinsen Nor Lipez lever håbet endnu en gang videre.

Pernille Bækkel Jensen var praktikant i La PAz, Bolivia (country office) i foråret 2013.