Guerillaens gamle højborg – praktik i Angola

27. aug 2009
Af
Klavs Refstrup

4-hjulstrækkeren kører i laveste gear og tager godt fat i den rustfarvede jord, der engang har været en vej. Vand og erosion tog dele af vejen for mange år siden, og derfor er vores gode solide jeep helt uundværlig i min opstigning til Angolas højland ”Planalto”.

Mens jeepen bevæger sig langsomt som en kålorm gennem de til tider dybe vandmasser, bader nøgne børn med stor fornøjelse i muddervandet i vejsiden. Vores første stop i opstigningen til højlandet er byen Gabela, der under kolonitiden var centrum for en af Afrikas største kaffeproduktioner.

Jeg bider forsigtigt i det helt grønne kaffebær, som jeg netop har plukket fra kaffebusken. Trods manglende ristning, synes aromaen af kaffe at pryde min tunge – dog er det ikke smagen af kaffe fra en af Københavns fyldige espressoer, som jeg til tider savner, men nærmere smagen af en blanding af Earl Grey og den sidste slat af institutionskaffen fra maskinen i kantinen på mit universitet.

Gabela ligger som en smørklat i en bunden af slanke runde bjerge, som rejser sig 300-400 meter op omkring byen, som var de hjørnetænder i en kæmpes mund – Gabela er starten på et unikt landskab, jeg aldrig har set lignende før. Turen går videre gennem den fugtige jungle, mens vi passerer små landsbyer med runde huse bygget af jordblokke med det karakteristiske afrikanske stråtag, man ser i dokumentarfilm om Afrika.

Cirka hver halve time passerer vi markeder, hvor kvinder sælger deres opdyrkede grøntsager og afgrøder. Når kvinderne får øje på vores IBIS-jeep med den store radioantenne og logo på siden, ved de godt, at der er potentielle købere i farvandet med penge på lommen og stormer i mod bilen for måske at kunne få afsat en klase bananer eller to.

Frisk luft i lungerne

Jeg mærker den kølige luft blæse i mit ansigt og inhalerer den friske bjergluft gennem det åbne vindue i jeepen. Jeepens aircondition er slået fra, for nu er vi ”kravlet” helt op i højlandet med en uendelig udsigt over den store højslette, hvor køligere vinde blæser.

Mens vores jeep passerer floder med synderskudte broer, hvor nedstyrtede tanks ligger på hovedet i floden, som var de hjælpeløse skildpadder på ryggen, prøver jeg at afkode hvilken film, alle indtrykkene minder mig om.

Min chauffør, som senere skal vise sig at blive min ven, er lokal og fortæller glædeligt om de ting, vi ser på vejen, og har altid en efterfølgende joke med i beskrivelserne til at bløde de hårde indtryk op. Vi er nu på vej ind i et af de områder, der under Angolas 27 år lange borgerkrig var oprørernes højborg gennem det meste af konflikten: "Planalto".

Grunden til, at jeg har bevæget mig ud af den hede kystby Sumbe, er såmænd, at jeg er blevet opfordret til at lave en præsentation for IBIS-medarbejdere på provinskontoret i Kibala. De skal lære om vidensdeling og læring på IBIS’ intranetsystem: "Global Learning System".

Da jeg ankommer til byen, tvivler jeg meget på, at jeg kan lære dem noget som helst om Internettet og it-systemer, da alt ligger øde hen, som var man midt i en ”western town”, Billy The Kid netop havde raseret.

Hovedgadens facader er fyldt med skudhuller, og flere boligkomplekser er halvt styrtet sammen. Til min store overraskelse huser de dog ind til flere familier, der sidder på balkonen og skuer fornøjet ned på gaden. Et par unge knægte har tændt et bål i en gammel, sammenstyrtet købmandsforretning og synes ikke at tage notits af den kæmpe betonbjælke, der hænger og dingler i en tynd jerndrager over dem.

Achue che biem bem bangula – ehh biem bem bangula!

IBIS-medarbejderne er super flinke og tager godt i mod mig, som var jeg en del af deres familie. Min ven viser mig rundt i byen, og jeg opdager til min forundring, at byen har liv og faktisk er beboet af angolanere, der lever et helt almindeligt byliv. Den lokale øl ”Eka” gør godt med dens kraftige kornsmag oven på den lange rejse.

Alt imens jeg nyder min kolde øl, spontanunderholder en lokal midaldrende mand med stand-up sang på et af Angolas mange lokalsprog – i dette tilfælde kimbundo, som omkring 3 millioner angolanere taler som første eller andet sprog. Min ven og jeg sidder på en improviseret bar i baggården til en købmand – åbenbart den eneste bar, hvor man kan få den lokale øl.

Den syngende mand får mig til at synge med omkvædet på kimbundo: ”achue che biem bem bangula – ehh biem bem bangula…”. Han forklarer, at hans navn på kimbundo betyder ”dobbelt hævn”, men forsikrer mig om, at han er en meget fredelig mand. Han er helt vild efter at vise mig sin T-shirt, hvorpå der står på portugisisk, at han har registreret sig som vælger til det kommende nationale valg i efteråret.

De cubanske brødre

Snakken om politik går højt i baggården, men mest i monologisk form. I Angola har traditionen for at ytre sin politiske holdning offentligt ikke været til stede blandt menig mand i lang tid. Bl.a. fordi ”forkerte” holdninger kunne være farlige for en selv og ens familie, men også fordi kampen om at få mad på bordet og overlevelse under krigen overskyggede interessen for politik.

Manden der snakker mest er 43 år og har kæmpet i militæret for kommunisterne så længe, han kan huske.
”Vi skylder vores cubanske brødre og Fidel Castro alt – de har ofret deres blod og ladet deres liv på vores jord, for at vi kunne beholde vores uafhængighed og frihed”…”MPLA [regeringspartiet] er det eneste og rigtige valg”, siger han og kigger rundt på os omkring bordet for at se, om nogle skulle være uenige. Min ven har ikke så mange kommentarer.

Han vil hellere vende opmærksomheden mod sin nye mobiltelefon, der kan afsende billeder, video og andet lir. Jeg tolker det som om, at han ikke interesserer sig for politik. Men da han nogle timer senere inviterer mig hjem i sin ydmyge bolig med vægge af jordblokke og bliktag, insisterer han på, at vi skal se en video med Jonas Savimbi, der døde i kamp 2/2 2002.

Savimbi var lederen af oprørshæren og det politiske parti UNITA. Til filmen bliver der serveret whisky, mens små kødstykker fra gårsdagens ret bliver budt rundt fra gryden. En spændende aften, der bl.a. lærte mig, at opponerende politiske holdninger holder en del angolanerne for sig selv.

Landsbyer får tæv

Francisco, chefen for IBIS-kontoret i Kibala, er helt vild med fodbold. For at få lidt spænding i den ellers meget stille tilværelse i højlandet, arrangerer han fodboldkampe mod andre landsbyer hver søndag eftermiddag. Der findes ingen busser elle andre former for store transportmidler her, så min ven tager sin pickup og henter Franciscos 10-15 fodboldspillere i små landsbyer omkring Kibala. Derefter tager de på tur ud i lokalområdet for at give landsbyerne tæv i en god gammeldags gang fodbold.

IBIS bygger skoler

Skolebyggerierne i landsbyerne i højlandet skildrer den mere håndgribelig del af IBIS’ uddannelsesprogram. IBIS har i samarbejde med Save The Children, finansieret af Danida, bygget 10-15 skoler over en årrække, som i bund og grund har til hensigt at få krigens børn i skole i størstedelen af alle kommuner i provinsen Kwanza Sul i Angola.

Det er spændende at se flotte nye skoler, men endnu mere interessant er det at få indsigt i tiltagene, der skal uddanne og videreuddanne skolelærere. Spændende er også det store arbejde, IBIS udfører for at få konstitueret forældreråd omkring skoler, der kan oplyse, motivere og stimulere andre forældre til at sende deres børn i skole i stedet for at lade dem hjælpe til i husholdningen eller i marken.

Som du nok kan læse mellem linjerne, så synes jeg, det er for fedt at være i Angola med alle dets fantastiske, imødekommende mennesker, naturskønne øjeblikke, absurditeter og surrealistiske oplevelser. Hver dag er en udfordring, ligesom hver dag giver en et kick af oplevelser med nye dimensioner, som jeg aldrig kunne have fået uden mit praktikophold med IBIS.

Klaus Refstrup var praktikant på IBIS' Education Programme i Angola i 2008