Forside / Nyheder / Guatemala i historisk retsopgør
Artikel

Guatemala i historisk retsopgør

17.02.2016

Af Claudia Pujol Rosenlund

san-marcos-atitlan-foto-claudia-pujol-rosenlund-680x453.jpg
Foto : Per Bergholdt Jensen

I landets højesteret står 15 oprindelige kvinder i disse dage under stor national bevågenhed frem for deres gerningsmænd og kræver oprejsning og retfærdighed for de overgreb, der blev begået mod dem for efterhånden mere end 30 år siden. IBIS og vores partnere spiller en afgørende rolle for, at disse kvinder har fået mod og mulighed for at stå frem.

Koncentrationslejre for kvinder. Seksuelt slaveri. Systematisk voldtægt, misbrug og bortførelse af især kvinder fra landets oprindelige mayabefolkning. Spørgsmålet er ikke længere, om disse forfærdelige forbrydelser faktisk fandt sted under Guatemalas borgerkrig for snart 33 år siden. Spørgsmålet, der i disse dage diskuteres i Guatemalas højesteret og fylder avisernes spalter er, hvordan det kunne ske, og hvorvidt man kan give kvinderne oprejsning og retfærdighed.

Vis din støtte

IBIS partnere i Guatemala opfordrer til, at man fra hele verden bakker op om kvinderne fra Sepur Zarco i deres kamp for retfærdighed.

Du kan vise din støtte og solidaritet ved at "like" Juicio Sepur Zarco på facebook.

Du kan også støtte IBIS' arbejde for menneskerettigheder.
Sms tryghed til 1220 og giv 150 kroner til arbejdet for en mere retfærdig verden

De tusindvis af kvinder, der dengang blev krænket og skadet for livet, har ellers lidt i stilhed. Frygt og skam har fået dem til at tie med det, der skete, og først for få år siden fik den første håndfuld kvinder med IBIS hjæp den juridiske og psykologiske bistand, der skulle til, for at gå til domstolene med deres sag. Det er den sag, der i disse dage går ind i sit næste kapitel. 15 kvinder står for første gang ansigt til ansigt med deres overgrebsmænd og anklager dem for de krigsforbrydelser, de dengang begik.

"Sepur Zarco"

Ifølge eksperter i krigsforbrydelser er sagen om ”Sepur Zarco”skelsættende, fordi det er første gang, at to højtrangerende ex-generaler og medlemmer af Guatemalas hær sidder på anklagebænken i en national domstol under anklage for forbrydelser imod menneskeheden.

I et land, der kæmper med fortidens spøgelser og endnu mangler at dæmme op for en stiltiende racisme, diskrimination og vold mod kvinder, vækker sagen stor opsigt. IBIS partnere sidder med i retssalen hver dag, ligesom organisationerne under hele forløbet har sørget for at støtte kvinderne med blandt andet tolk og psykologhjælp.

Læs også: Soldaternes frikvarter - kvindernes mareridt

Kvindernes kamp har mediernes og befolkningen bevågenhed, og landets konservative paramilitære grupper og nuværende generaler holder vejret. Helt frem til retssagens start forsøgte de anklagede og deres advokater at få sagen stoppet. Denne gang tyder alt dog på, at sagen vil blive gennemført.

Seksuel vold som et redskab til dominans

Inde i retssagelen beskriver en af kvinderne, hvordan hun blev holdt fanget af hæren og brugt som gratis arbejdskraft og sexslave. Hun og de andre kvinder lavede mad, vaskede tøj og gik til hånde og jævnligt blev de udsat for vold, seksuelt misbrug og gruppevoldtægt. En anden kvinde fortæller, at kvinderne blev injiceret med medicin og tvunget til at tage piller for at forhindre graviditet.

Misbruget og ydmygelserne, som kvinderne blev udsat for af den guatemalanske hær imellem 1982-1983, var en del af den krigstaktik hæren brugte til underlægge sig ”fjenden”. I dette tilfælde fattige oprindelige q’echi bønder og deres familier, som gjorde krav på deres jord i det frodige område mellem Alta Verapaz og Izabal i det nordlige Guatemala. Mændene blev myrdet eller forsvandt, og mange af enkerne udsat for omfattende overgreb.

Sagen om Zepur Sarco opfattes som meget vigtig for kvinders krav på retfærdighed og ligestilling i Guatemala. I kølvandet følger nemlig en generel diskussion om seksuel vold og diskrimination af kvinder - især kvinder fra landets oprindelige befolkning. I kølvandet følger også en diskussion om retfærdighed og menneskerettighedssituationen i Guatemala.

Se denne video om sagen ”Sepur Zarco” og kvinderens kamp for sandhed, retfærdighed og oprejsning

Det gør IBIS