Frugt og gode nyheder til alle

05. sep 2011
Af
Ane Lützhøft

Sankt Hans Torv i København vil fredag den 9. september 2012 i de tidlige timer være et helt andet skue end normalt. Pladsen vil nemlig mellem kl. 7 og 9 blive fyldt med IBIS-frivillige, der sammen med en håndfuld politikere vil uddele et stykke frugt og en avis med ’verdens bedste nyheder’ til alle interesserede.

Indsatsen i verdens fattigste lande gør faktisk en forskel. Der er masser af positive historier og resultater fra arbejdet med udviklingen i verdens udviklingslande, og de historier skal ud til danskerne. Derfor tager IBIS på fredag for andet år i træk opstilling på Sankt Hans Torv for at uddele aviser og frugt som symbol på de forfriskende nyheder.

En række politikere vil også kunne spottes på Sankt Hans Torv. Ida Auken (SF), Yildiz Akdogan (S), Uffe Elbæk (R) og Rosa Lund (Enhedslisten) vil i dagens anledning tage en pause fra valgkampen for at hjælpe med at udbringe de gode nyheder.

Skulle det ikke kunne få søvnen ud af københavnernes morgentrætte øjne, vil NGO’en Crossing Borders garanteret kunne klare det i form af underholdning fra et fem mand stort afrikansk band. Verdens Bedste Nyheder er en oplysningskampagne, som FN, Danida og cirka 70 danske udviklingsorganisationer står bag.

Kampagnen har som formål at oplyse om, at FN’s 2015-mål går bedre, end de fleste tror. Oplysningskampagnen vil i august og september rulle over landet med positive nyheder på alt lige fra DSB-tog til frugtkurve på 3.000 danske arbejdspladser til store bannere på Udenrigsministeriets bygninger.

Samtidig bringer MetroXpress løbende de gode nyheder, som bl.a. IBIS kommer med.

I alt cirka 3.000 frivillige går på gaden, og vil du møde IBIS’ udsendte, skal du altså lægge vejen forbi Sankt Hans Torv i København i de tidlige morgentimer. Du kan også dukke op på Brøndby Stadion om aftenen, hvor Toms og IBIS er til fodboldkamp for at uddele flyers og chokolade.