Fingeraftryk på Sydsudan

17. feb 2011
Sarai Løkkegaard og Hanne Selnæs

Når Sydsudan 9. juli bliver et selvstændigt land, kan IBIS være med til at forme det nye lands uddannelsespolitik.

Det spår IBIS’ uddannelsesrådgiver i landet, Peter McCanny.

”IBIS har allerede et omdømme i Sydsudan, som en seriøs organisation, der arbejder med kvalitet i vores projekter, så jeg håber, at vi kan få indflydelse netop på uddannelsesområdet, som vi har arbejdet med de sidste tre år i landet,” siger Peter McCanny, som er leder af uddannelsesprogrammet for IBIS i Sydsudan.

IBIS har en rolle at spille

Udtalelsen kommer efter beslutningen om, at Sydsudan nu officielt bliver et frit og selvstændigt land.
I kølvandet heraf vil der opstå et stort behov for genopbygning og etablering af blandt andet landets uddannelsessystem. Særligt nu, hvor det i forvejen underudviklede land snart bliver selvstændigt, får IBIS’ arbejde stor betydning.

”Vi skal udnytte vores indflydelse til at bidrage til at Sydsudan får sin egen nationale identitet samt nogle velfungerende sociale systemer,” siger Peter McCanny. Allerede i næste måned mødes han derfor med landets viceundervisningsminister for at diskutere, hvilken rolle IBIS fremover kan spille, når Afrikas nye land skal bygges op fra bunden.

Vi begynder med lærerne

Han vil anbefale den nye sudanesiske regering at gå benhårdt efter at lære befolkningen, børn som voksne, at læse, skrive og regne. I dag er over 80 procent af indbyggerne i det nye land analfabeter.

”Netop gennem uddannelse af lærere kan vi gøre en stor forskel. Vi skal støtte dem og uddanne dem til at arbejde og forstå deres rettigheder og samfund. Hvis vi kan give lærerne denne viden, kan de give det videre til eleverne. Idéen er, at for hver gang vi når én lærer, så når vi 100 børn. På den måde når vi mange mennesker og kan gøre vores til, at landet kommer godt fra start,” siger Peter McCanny.

IBIS' bidrag til dette ambitiøse mål er støtte til uddannelse af lærerne og sikre, at de både leverer undervisning af en høj kvalitet, men også at de er med til at udbrede kendskabet til rettigheder og pligter i et demokrati.

”Gennem uddannelse af lærere kan IBIS være med til at sætte fokus på ansvar, normer, værdier, respekt og kultur, så de kan give dette videre til skolebørnene, og dermed bidrage til udviklingen og etableringen af et åbent og velfungerende land,” siger han.

Ifølge ham sker det nemlig ikke af sig selv, i et land, hvor man mangler national identitet og fælles værdier, blandt andet fordi en stor del af befolkningen i 20 år har levet i krig eller i eksil og nu vender hjem med en hel anden kulturel bagage.

Aktiv indlæring

Når det gælder pædagogiske metoder i undervisningen, har IBIS også en særlig rolle at spille.

”I Sudan anser man ikke børn som særligt vigtige. Lærere har derfor en tendens til bare at instruere børnene og fylde på dem, frem for at aktivere og inddrage dem i undervisningen. Det betyder, at skolebørnene ofte er underdanige, stille og måske ligefrem bange. IBIS har fokus på at opbygge lærernes kompetencer, så de aktiverer skolebørnene og giver dem selvtillid. Og der kan forskellen virkelig mærkes,” siger Peter McCanny med henvisning til de lærere, IBIS allerede har uddannet i Sydsudan.

Fakta

IBIS i Sydsudan

IBIS har arbejdet i Sydsudan siden 2007. Efter en af historiens længste og mest blodige borgerkrige, der sluttede i 2005, er landet i en genopbygningsfase. I denne forbindelse støtter IBIS uddannelsesprogrammer, som giver krigens børn mulighed for at få en uddannelse.

IBIS’ uddannelsesprogram er et skoletilbud til børn og unge, der har brug for at lære at læse, skrive og regne, men som er for gamle til at begynde i den almindelige skole og i det hele taget har nået en alder, hvor de normalt ville arbejde og forsørge sig selv og deres familie, eller gifte sig. I daglig tale kaldes programmet ALP for Accellerated Learning Programme og er en model, hvor man giver eleverne otte års pensum på fire år.

Sydsudan

Sydsudaneserne har netop med stor overbevisning stemt for selvstændighed og en deling af det land, der tidligere var Afrikas største. Det betyder, at den endnu meget uprøvede guvernør og hans folk i Juba allerede til sommer skal overtage styringen af det enorme område, som i årtier er blevet underprioriteret i forhold til uddannelse, erhvervsudvikling, infrastruktur etc.

Opgaven er enorm - ikke mindst fordi Sydsudan står med et nedslidt skolesystem og en generation af store børn og unge, som aldrig har gået i skole og ikke kender til meget andet end krig og uro. Disse børn bliver snart voksne og skal være med til at genopbygge landet, og derfor er det helt afgørende, at de får noget viden og nogle færdigheder.