Fati knokler hver dag

05. nov 2010
Af
Hanne Selnæs

”Godt at jeg ikke er født som pige i Ghana,” siger 13-årige Victor Breum efter besøget hos Fati, som har været børnearbejder. 

Alt er tørt og støvet. Vinden føles som noget, der kommer ud af en hårtørrer. Varm og knastør luft. En lille flok barfodede børn følger Victor og Fati ned til landsbyens vandhul. Her mødes piger og kvinder flere gange dagligt, når de henter vand. Victor går med for at se, hvordan pigerne gør.

Med begge fødder solidt plantet i det grumsede vandhul hjælper Fati først en af de andre piger med at få hendes store kar løftet op på hovedet. Så fylder hun sin egen balje til randen og får hjælp til at balancere den enorme zinkbalje op på det stykke stof, hun har lagt som en krans på toppen af sit hoved.

For Fati er det eftermiddagens første tur til vandhullet med de dekorative åkander, som ligger cirka 20 minutters gang fra landsbyen. Da hun når tilbage til landsbyen, uden at have spildt mange dråber undervejs, hælder hun vandet i en stor olietønde på gårdspladsen hjemme hos skolens kvindelige lærer. For hun har nemlig bedt Fati om at hente vand. Det gør man bare, når man er lærer her – beder børnene, og særlig pigerne, om hjælp til praktiske opgaver.

Senere skal Fati tilbage til vandhullet hele tre gange for igen at fylde den store balje med vand. Denne gang til sin bedstemor. Victor går kun med den første gang. Det er rigeligt i denne varme. Også uden 30 liter vand på hovedet.

”I Danmark har jeg gået 10 km med en rygsæk, der vejede syv kilo. Det synes jeg var hårdt. Så det må være virkelig hårdt at gå med så meget vand på hovedet,” siger Victor, som lægger mærke til at pigernes overarme her er ret muskuløse af at bære så meget.

Fati følger os hen til sin bedstemor. Gennem landsbyen med de lerklinede huse, som flere steder er bygget sammen som en labyrint. Der går høns, geder og sorte grise rundt mellem husene. Flokken af børn, der nysgerrigt følger i hælene på Victor, er nu vokset til omkring 50.

”Jeg er hvid – og så bliver jeg kigget på. Det kan godt være lidt anstrengende, selvom de bare griner og smiler til mig,” siger Victor, som for første gang i sit liv har sat sine hvide ben i en fattig afrikansk landsby.

For Fati er landsbyen hendes verden. Hun er 14 år og forældreløs. Hendes mor døde af en sygdom for et par år siden. Hendes far ved hun ikke, hvor er. Derfor bor hun hos sine bedsteforældre. Sammen med de ti andre børnebørn, bedstemoren tager sig af, fordi deres forældre er døde eller er rejst til storbyen for at arbejde. Så snart Fati træder ind på gårdspladsen, tager hun den mindste af børnene op på armen.

Fati har mange pligter. Før hun går i skole klokken otte, skal hun tage hele opvasken fra aftenen før og feje gårdspladsen ren. Når hun har været i skole henter hun vand og så skal gårdspladsen igen have en tur med kosten. Inden hun går i seng – laver hun sine lektier. Der er ikke elektricitet i landsbyen, så beboerne går tidligt i seng og står op med solen for at udnytte dagslyset.

Slået med bælte

”Det må være hårdt for Fati, for der er ingen, der passer på hende. Kun bedstemoderen, som er gammel og også skal passe på alle de andre børn. Fati er også den ældste, så hun skal lave ret meget. Hun passer for eksempel også de andre små børn,” fortæller Victor.

Men Fati klager ikke. Tværtimod. Hun er en glad pige. For hun har prøvet at leve på en anden måde. Da hun kun var ni år gammel og hendes mor meget syg, valgte hendes bedstemor at sende Fati til en storby flere hundrede kilometer væk for at arbejde i huset hos en familie.

”I starten savnede jeg min familie og landsbyen så meget, at jeg slet ikke kunne falde i søvn,” fortæller Fati om den første tid hos den fremmede familie i byen Kumasi.

Moderen til den baby, Fati blev sat til at passe, arbejdede hver eftermiddag i en stor forretning, og så var Fati alene med babyen. ”Nogle gange græd barnet meget, fordi det var sultent. Men når jeg gik hen i forretningen for at fortælle kvinden det, slog hun mig bagefter med sit bælte,” siger Fati.

Fati skulle også vaske familiens tøj og gøre rent. Det var meget arbejde for en pige på 9-10 år. Og da der var gået to år, besluttede Fati sig for, at hun ikke ville være der længere: ”Det var for hårdt, og jeg ville hjem,” siger hun.

Til sidst fik hun lov til at komme hjem. Med lønnen for to års slid og slæb: En stor zinkbalje fuld af blikfade og tallerkener, plastikskåle med låg og gryder i forskellige størrelser.

Dygtigste pige i klasse

Da var hun 11 år. I landsbyen havde den danske u-landsorganisation IBIS netop fået en genvejs-klasse i gang. En særlig klasse for børn, især piger, der er blevet for gamle til at starte i 1. klasse. Her kan de blive sluset ind i den rigtige skole. For første gang i sit liv fik Fati lov til at komme i skole.

I dag er Fati klassens dygtigste pige og fuld af ambitioner. Selvom hun er teenager, går hun kun i 2. klasse. På bageste række i det mørke klasseværelse sidder hun hver dag sammen med de andre elever, som er kommet meget sent i skole. Og suger viden til sig.

Victor, som selv går i 6. klasse hjemme i København, prøver at sidde på en af de brune træpulte i en matematiktime: ”Bænkene er ret små, og jeg lagde mærke til at de store drenge slet ikke kunne have benene indenunder bordet, så nogle stod halvt op i timen,” fortæller han bagefter.

Kvinder slider – mænd dovner

Da Fati startede i genvejsklassen, ville hun være syerske. Da hendes mor var syg, ville hun være læge. Nu har hun fået en ny drøm: ”Jeg vil være advokat. For hvis jeg kan blive det og få et job, og min bedstemor ikke er død inden, så kan jeg hjælpe hende,” siger Fati.

Så længe bedstemoren med de smilende øjne og det myndige ansigt er rask og i live, er Fati heldig, for så kan hun gå i skole. Hvis bedstemoren dør, håber de begge, at Fatis onkel vil hjælpe hende videre: ”Jeg beder til, at han vil være sund nok til at tage sig af Fati – og at hun med guds hjælp kan fortsætte sin uddannelse,” smiler bedstemoren, som har dage ”hvor hele kroppen gør ondt”.

Alligevel forlader hun huset og går sammen med de andre kvinder af sted over store afstande for at samle brænde til dagens bål. Med et kæmpe læs af lange tunge grene på hovedet, vender Fatis bedstemor senere tilbage til landsbyen.

Der er ingen biler, men en del cykler i landsbyen. Dem bruger mændene, når de skal i marken og arbejde. Vand og brænde må pigerne og kvinderne bære – hver dag, året rundt.

”Det kom bag på mig, hvor meget tid især pigerne bruger på at hente vand, og hvor vigtigt vand faktisk er. Særlig nu, hvor det er så tørt og varmt og man hurtigt bliver tørstig” siger Victor.

”Mændene sidder i skyggen hele dagen, mens kvinderne knokler. Selv de gamle damer, som Fatis bedstemor. Og de får ingen hjælp af mændene. Det er virkelig uretfærdigt. Jeg blev meget provokeret af de dovne mænd,” slutter Victor Breum fra 6. klasse på Niels Steensens Gymnasium i København.

Første gang bragt i Børneavisen juni 2008, d. 5. november 2010