”Estamos juntos”

19. sep 2011
Af
Mette Müller

Flyet letter fra Kastrup. Jeg er på vej til Angola, hvor jeg skal deltage i den officielle lukning af IBIS’ uddannelsesprogram i landet. Det bliver vemodigt og trist, og jeg kommer til at møde en masse skuffede ansatte og partnere, som er kede af det – og måske også sure på IBIS. Sådan tænker jeg, mens jeg sidder her og prøver at forberede mig mentalt på, hvad jeg har i vente.

Beslutningen om at fase IBIS’ projekter i Angola ud blev truffet for over tre år siden. Angola scorer kassen på olieindtægter, og deres BNI raser i vejret. Landet kan derfor ifølge Danidas beregninger ikke længere kategoriseres som et fattigt land, der kan modtage bistandsmidler, som netop har til formål at bekæmpe fattigdom. Så vores uddannelsesprogram må lukkes ned.

Historierne, jeg hører om Angola, er, at der er cirka 100 familier i landet, som sidder på alle pengene. Min nabo i flyet fortæller mig, at det kan koste op til 115.000 DKK om måneden at leje en lejlighed på 85 m2 i hovedstaden, Luanda. Priserne i hovedstaden er skruet helt i vejret, og det groteske er, at der jo må være nogen, som har råd til at betale.

Seje skolebestyrelser

Specielt prangende oplever jeg det dog ikke, da jeg ankommer til Angola og tager ud på landet.

Jeg kommer til provinsen Kwanza Sul, og mit første møde af mange er med en skolebestyrelse. Jeg har mange gange i min tid som aktiv i IBIS fået fortalt om skolebestyrelser som et redskab til at skabe demokrati - når forældrene bliver inddraget, forstår de, hvor vigtig skolegangen er, for både drenge og piger.

Men det er første gang, jeg møder en skolebestyrelse. Og de er seje! De påtager sig et stort ansvar, mobiliserer lokalsamfundet og oplyser om skolen. Derudover udgør de en kontrolfunktion overfor lærere, så det er muligt at bekæmpe udbredt korruption og bestikkelse.

Der er ingen tvivl om, at skolebestyrelsernes arbejde spreder sig som ringe i vandet i lokalsamfundet. Det er bl.a. deres fortjeneste, at mange flere børn er kommet i skole. Udfordringerne for Angola fremover bliver at rumme projektets succes – er der plads og ressourcer til de mange nye skolebørn?

30.000 uddannede børn og unge

Videre rundt i provinsen møder jeg nogle af de partnere, som har været med til at give unge en mulighed for at få en grunduddannelse. Angola har været igennem en hæslig borgerkrig, der sluttede for under ti år siden, og på grund af den har rigtig mange unge (og voksne) derfor aldrig lært at læse og skrive.

I samarbejde med distriktsmyndighederne og lokale partnere har IBIS tilbudt en accelereret grundskoleuddannelse kogt ned fra seks til tre år. Nu skal programmet altså lukkes ned, men med gode resultater: I perioden 2008-2011 har imponerende 30.000 unge været igennem uddannelsen.

Fokus på dokumentation, læring og bæredygtighed

Dagen for den officielle lukning er kommet. Der er dækket fint op på højbordet, og IBIS-ansatte og partnere fra civilsamfundet og de lokale myndigheder er på plads. På stolene ligger der manualer og rapporter. Og det har netop været kendetegnende for uddannelsesprogrammet i Angola: De involverede har arbejdet under hårde odds med viden om, at de kun havde tre år at arbejde i, og, jeg tror, det har skærpet deres fokus på dokumentation, læring og bæredygtighed.

Arbejdet vil fortsætte på flere niveauer; I Kwanza Sul er det tydeligt, at alle involverede parter, lige fra lærere, lokale partnere, distriktsmyndigheder og ansatte til forældre, børn og unge har taget metoderne, der er blevet brugt i undervisningen og arbejdet generelt, til sig. Og det er ikke blot metoder, det er et værdisæt og et engagement, en tro på at det nytter noget at gøre en indsats, og at det er muligt at gøre tingene anderledes.

Angola som forbillede

Erfaringerne fra Angola bruges allerede i de andre lande, hvor vi arbejder med accelereret undervisning.

Faktisk ligger de til grund for en stor del af den humanitære indsats, vi yder i dag. Det gode materiale vil sikre, at erfaringerne bliver i organisationen.

Selv om uddannelsesprogrammet i Angola lukkes, vil IBIS fortsætte den globale politiske kamp for, at de strukturelle årsager til fattigdom og ulighed brydes. Med to politiske advocacyprogrammer i henholdsvis Latinamerika og Afrika arbejder IBIS bl.a. for, at store multinationale virksomheder, som udvinder og tjener penge på naturressourcer, skal betale skat, og at der skal være gennemsigtighed.

På den måde kan regeringerne også blive holdt ansvarlige for at sørge for en omfordeling af midlerne til de sociale sektorer.

Det nævner jeg i min tale til afslutningsceremonien. Og jeg siger, at jeg sikker på, at de forandringer, som programmet har skabt, vil vare ved, både for den pige, som er kommet i skole, og de forældre, som nu er engageret i deres børns skolegang.

Vemod og stolthed

Er det så en følelse af tristesse, som hænger i luften under besøget? Næeh, egentlig ikke. Næsten alle ansatte på det lokale kontor har fået nye jobs, og det er mere følelsen af stolthed, jeg møder, end skuffelse. De har været med til at skabe forandringer – i fællesskaber - og har udviklet nye måder at arbejde på.

Selv er jeg lidt vemodig over at tage afsked. For der venter stadig enorme udfordringer for Angola, både i relation til uddannelse og helt generelt. Men kampen ligger et andet sted nu. Vi skal ikke udføre statens arbejde, men få staten til at udføre arbejdet selv.”Estamos juntos” siger de ansatte – et udtryk på portugisisk for solidaritet – vi er sammen om det. Det har vi været i Angola, og det vil vi være fremover på globalt plan i kampen for lige adgang til uddannelse, ressourcer og indflydelse.