En splittet by

24. Maj 2012
Af
Eva Køngerskov

Det nyåbnede mineprojekt i landsbyen Coro Coro har skabt splid i den lille by, som ligger i Bolivias højland. Kobberminen har gjort det for farligt at drikke vandet i floden, men den har også skabt arbejdspladser og vækst.

”Vil du have en kop te,” spørger Carmen, en lille dame på omkring de 50. Som aymaraindianer er hun, som de fleste andre i byen, klædt traditionelt, i en lang farvestrålende nederdel og med to lange sorte fletninger hængende under bowlerhatten. Hun har netop fortalt, at hun ikke længere kan drikke vandet fra floden men må vente på at regnen falder, når hun skal have vand. Invitationen til te, er derfor en stor gæstfrihed fra Carmens side.

Det kogende vand fyldes med cocablade og Carmen fortæller om situationen i Coro Coro:

”Vi er en splittet by. Halvdelen af befolkningen lever af minen, og den anden halvdelen lever af landbruget. På den ene side skaber minen vækst og arbejdspladser. På den anden side lever vi i enorm forurening.”

Minefolk mod landmænd

Carmen bor i Coro Coro, en lille landsby med omkring 1.000 indbyggere. Den er omgivet af små bjerge, og langs jordvejene ligger gamle huse, som alle trænger til en kærlig hånd. Coro Coro har i årtier fungeret som mineby, da her findes store mængder kobber.

Efter minen i mange år har været lukket, startede statens mineselskab, COMIBOL, i 2009 et nyt mineprojekt i byen. Denne gang for at producere kobberplader. Det har betydet et forhøjet brug af kemiske stoffer, som forøger forureningen i den lille landsby. Den beskidte flod går hele vejen igennem landsbyen, og med de lilla nuancer ses det tydeligt, at flodvandet ikke er længere er drikkeligt.

”Før mineprojektet åbnede, havde jeg mine dyr gående ved siden af huset. De kunne drikke vandet i floden. Nu lever både mine får, geder og køer en times gang væk fra mit hus. Min familie er blevet afhængig af regnvandet, da vi heller ikke længere kan drikke vandet fra floden. I regntiden er det ikke noget problem, men når det ikke regner, kan vi ikke få vand. Og vi har heller ikke råd til at købe rent drikkevand.”

Kold luft i gaderne

Carmen ønsker ikke, at minen lukker. Men hun kræver, at der bliver taget hensyn til miljøet, så forureningen begrænses. Derudover synes hun, at mineselskabet skal tvinges til at sørge for, at de udsatte familier har rent drikkevand.

Mest oprørt er Carmen dog over, at mineprojektet startede, inden områdets indbyggere blev spurgt. Oprindelige folk har ifølge internationale konventioner som ILO’s konvention 169 og FNs konvention om oprindelige folk ret til at blive hørt i forbindelse med påbegyndelse af projekter på deres territorier. Senest har også Bolivias nye grundlov slået denne centrale rettighed fast.

”Staten spurgte kun fagforeningens folk, og de ville selvfølgelig gerne have minen, så der kunne komme nye jobs og vækst i byen,” siger Carmen.

De indianske landmænd blev ikke spurgt, og det er dem, der nu især lider under konsekvenser af mineprojektet.

Byen er derfor splittet mellem minearbejdere og landmænd, og det kan mærkes på stemningen i gaderne. Da Carmen senere viser rundt i byen, stopper hun talestrømmen, hver gang en minefamilie kommer forbi. Det er tydeligt, at stemningen mellem de to grupper er kold.

Værktøj til at tage kampen op

Carmen har taget den politiske kamp op, men hun er frustreret over, hvor lidt resten af landsbyens beboere kender til deres rettigheder. De ved ikke, hvad de kan gøre. Den bolivianske NGO CEADESC, har i samarbejde med IBIS, stået for at lave informationsmateriale, som giver de oprindelige folk i landsbyen en reel mulighed for at kende deres rettigheder. Carmen er lykkelig for initiativet.

”Før var statens brud på grundloven ikke et samtaleemne. Nu taler jeg jævnligt med mine veninder om vores rettigheder. For mig er det vigtigt at tale åbent om problemerne. Nu er mange flere opmærksomme på vores rettigheder, og jeg er ikke længere den eneste, som tager kampen op mod statens indtrængen på vores territorium.”

Fakta om Coro Coro

Coro Coro har omkring 1.000 indbyggere og ligger i Bolivias højland, fire timers kørsel sydvest for La Paz.

Kobberminen i Coro Coro lukkede i 1980’erne, men åbnede igen i 2009, da statens mineselskab COMIBOL startede et samarbejde med det koreanske mineselskab KORES om at lave kobberplader.

Det koreanske mineselskab KORES har alt investeret 200 millioner dollars i projektet.

600 indbyggere er direkte påvirket af forureningen  fra den nye mine.

Den bolivianske NGO CEADESC, har i samarbejde med IBIS, produceret informationsmateriale til indbyggerne i Coro Coro. Her kan de læse om deres rettigheder som oprindelige folk.

Carmen bor i Coro Coro, som er splittet efter at staten har givet tilladelse til minedrift i området.
Hun er oprørt over, at mineprojektet startede, inden områdets indbyggere blev spurgt.
Foto: Eva Køngerskov