En hardship-praktikants bekendelser

27. aug 2009
Af
Mathilde Grøndborg Helms

“Du skal altså ikke tro, det bliver nemt at være i Liberia!”, lød formaningerne fra IBIS’ hovedkontor, inden de sendte mig af sted som deres første praktikant til et land, der er ved at komme på fode igen efter 14 års blodig borgerkrig. Så jeg pakkede kufferten til 5 måneders cowboystil i det vilde Vestafrika, men vidste derudover ikke helt, hvad jeg skulle forvente.

Tropeparadis – og et af verdens fattigste lande

Mathilde Grønborg Helms
Foto: Mathilde Grønborg Helms

Jeg har base i byen Harper, som ligger ved grænsen til Elfenbenskysten. IBIS’ kontor har til den ene side udsigt over et sandt bounty-land af uendelig strand, flankeret af kokosnøddepalmer. Til den anden side ser man fattigdommen. Over 60% af den liberianske befolkning lever under fattigdomsgrænsen.

I Harper har folk taget bolig i gamle koloniale ruiner uden tag. Børn med mindre børn hængende fra hoften løber rundt på gaden i beskidte pjalter, eller sælger ris og bananer på markedet. Ude på landet er et skift i sceneriet et tilsvarende vidnesbyrd: Mænd med blikkene slørede af den 3. omgang malaria i denne måned.

Kvinder med kroppe mærket af hårdt arbejde og adskillige børnefødsler på vej ud i rismarkerne med en baby på ryggen og 50 kg træ til brændsel balancerende på hovedet. “Krigen var hård ved os,” siger de, og fortsætter med liberiansk beskedenhed: “But we’re all trying small.” Håb uden de store armbevægelser.

Checkpoints kontrolleret af den pakistanske fredsbevarende batallion og store hvide FN-jeeps, som kører på stribe med kromskinnende overlegenhed, gør sit til at sætte kulissen for Liberias overgang fra humanitær bistand til udviklingshjælp. Faseskiftet er en ikke altid lige nem præmis for IBIS’ arbejde, hvor mobilisering af lokalbefolkningen er helt central.

En chance til de unge

IBIS i Liberia implementerer skoleprojektet Accelerated Learning Program. Det tilbyder en komprimeret grundskoleuddannelse på 3 år til unge imellem 10-18, som på grund af krigen ikke fik mulighed for at tage en uddannelse.

En trediedel af børnene kommer stadig ikke i skole. 56 % af landets befolkning er under 20 år, og intern fordrivelse, adskillelse af familier, vold og brug af børnesoldater er en del af en stadig ikke fjern fortid for de unge. Unge mennesker udgør et stort potentiale for forandring i et efterkrigsland som Liberia. Men for at den forandring skal blive positiv, er det vigtigt med en særlig indsats for at gøre gruppen til en integreret del af samfundet.

Mange unge er frustrerede – med god grund. Arbejdsløsheden blandt unge er tårnhøj, forældre prøver at genetablere den disciplin, som krigen forhindrede dem i at udøve, og både drenge og piger kæmper en daglig kamp for at skaffe mad på bordet til sig selv og deres familier.

Min praktikopgave bestod primært i at lave et studie af kønsbarrierer i uddannelsessystemet. Selvom Liberia i 2005 valgte Afrikas første kvindelige præsident, hvis smilende portræt ofte indgår i mønsteret på kvindernes farvestrålende lappaer, er ligestillingen langt fra lige om hjørnet. Tidlig bortgiftning af piger, seksuel vold og forventningen om en lydig kvinde, som ikke brænder maden på, rammesætter tilværelsen for unge piger i det sydøstlige Liberias landdistrikter, hvor IBIS arbejder.

Ud i felten

Farveblyanter, diktafon, poster sheets, interviewguider. Og lidt kiks og bønner på dåse, hvis man nu skulle blive træt af chimpansesuppen. Tjek. Op på motorcyklen og af sted. Timevis af regnskov og adskillige mudderhuller senere er man fremme ved sin destination: En lille landsby bestående af traditionelle afrikanske hytter.

Koger ris på ildstedet. Prøver at få børnene til ikke at skrige og løbe bort i angst, når de ser ens hvide fjæs. Unge piger tager mig under armen og hjælper med at vaske mit hår nede ved floden.

Går til ro i min hytte, et sandt rædselskabinet efter mørkets frembrud, insektforskrækket som man er – stop myggenettet godt ned om madrassen, luk øjnene og tænk på Gud og fædreland, mens edderkopper med øjne så store som rundetårn lurer mellem de lerklinede mursten.

Pigedrømme

Jeg snakker med pigerne om deres aspirationer og bekymringer – for dagligdagen og for fremtiden.

Pigerne er generte, ikke vant til at blive spurgt om så mange ting. Men de åbner gradvist op og fortæller historien om fattigdommen, om forældrene, der slår, hvis man siger, man hellere vil i skole end at arbejde i marken, om frygten for at blive gjort gravid som 15-årig af kæresten, som man ikke kan bede om at bruge kondom, fordi han arbejder ude i guldminen eller gummiplantagen og betaler for ens skrivehæfter.

Om at være den ene ud af to piger i et klasseværelse fyldt med selvsikre og højtråbende teenagedrenge, om gerne at ville blive voksen og ikke altid skulle gøre, hvad andre siger. Det er historien om at ønske at blive noget andet og mere, om gerne at ville gå i skole for at lære og for at kunne få indflydelse på sit eget liv.

Eventyr og udfordring

Både mødet med målgruppen og samarbejdet med mine liberianske kolleger i IBIS har lært mig mere end nogen bog. Mine opgaver som praktikant har kombineret stor selvstændighed med et godt indblik i IBIS’ strategier og daglige arbejde.

I samarbejde med både IBIS’ danske uddannelsesrådgivere og de lokalansatte har jeg været med til at udvikle læsemateriale til brug i undervisningen, lavet hiv/aids workshop for unge Peer Educators, og skrevet artikler til Lærerens Dag-kampagnen i Danmark, som i år samler penge ind til blandt andet efteruddannelse af lærere i Liberia.

Liberia er stedet, man skal tage hen, hvis man har lyst til at stå ansigt til ansigt med stort set alle de ‘problemer’, et udviklingsland kan have. Og hvis man har lyst til at være med til at gøre noget ved dem i en kontekst, hvor alle paradigmer bliver sat på prøve. Hvis noget er det stereotype Afrika, tror jeg faktisk, det er Liberia – landet er jo nærmest politisk ukorrekt!

Først og fremmest - Ting tager tid

Der er stort set ingen rigtige veje. Kun tynde rødlige livliner forbinder de beboede områder i et landskab, der i flyperspektiv ligner et broccolihoved på størrelse med Danmark. Det betyder, at landets forskellige dele knap er tilgængelige for hinanden under regntiden, hvor alt mudres til - det er en kamp at undgå økonomisk marginalisering af de afsidesliggende regioner og at få materialer ned til organisationernes arbejde.

Mangelfuld infrastruktur, skrøbelig sikkerhedssituation, uforudsigelighed. For expatriate staff hedder det ‘hardship’, og udløser en ekstra uges ferie i kontrakten. For lokalbefolkningen hedder det hverdagens vilkår.

Det er ikke high society. Men det er eventyr og udfordring. Og det er muligheden for at komme ud til og lære om og af nogle mennesker, som om nogen fortjener chancen for en fredelig fremtid.

Jeg drager herfra med vemoden drysset i sindet, og med kokosnøddeolie, et par brændte cd’er med vestafrikansk popmusik og en masse værdifulde erfaringer i bagagen.

Mathilde Grønborg Helms var praktikant på på IBIS' Education in Emergencies Programme i Harper, Liberia (Programme Office) i foråret 2009