En frivilligs beretning: "Mayaerne findes sgu stadig!"

Det er ingen hemmelighed, at man både som Latinamerika-entusiast og frivillig i Oxfam Danmark får en indsigt i de oprindelige folks udfordringer og kultur i blandt andet Guatemala. Livet som en del af de oprindelige folk, også kaldet mayaindianere, er både smukt og respektfuldt men også fyldt med sociale samt politiske udfordringer.

Tidligere i år tog jeg til Guatemala på studietur, hvor min gruppe og jeg skulle undersøge landets kaffeindustri samt CSR (Corporate Social Responsibility) aktiviteter. Men hvad jeg ikke kunne forberede mig på, var en velkomst ind i en varm og åben verden, som ikke havde til formål at udnytte mig.Mine forventninger til Guatemala var meget positive og normale, da det ikke var første gang jeg skulle til Latinamerika og udforske en ny kultur. Jeg havde blandt andet boet og studeret spansk i Costa Rica og Cuba, som var min introduktion til kontinentets kultur. Her havde jeg en unik mulighed for at komme ind i en ny verden, hvor livet havde en anden mening.Guatemala befinder sig i Mellemamerika med grænser op af Mexico, Honduras og El Salvador og har omkring 15 millioner indbyggere. Cirka halvdelen af indbyggerne stammer fra mayaerne, og den anden halvdel er ladinos (Guatemalanere med spanske- eller andre rødder).Efter mere end 25 timers rejse var vi endelig ankommet til Guatemala. Varmen og fugtigheden var høj, mens skyerne stadig dækkede over hovedstaden Guatemala City. Vi havde bestilt afhentning fra lufthavnen til Antigua, hvor vores første interviews befandt sig. Mens vi sidder i bilen på vej til Antigua, beslutter vi os for at snakke med chaufføren Raul, som havde ladinobaggrund. Vi ville høre hans mening om landets sociale og politiske problemer. Jeg havde nogle spørgsmål, som jeg havde tænkt over i forhold til min egen læring men også til eget brug som Oxfam Danmark frivillig. Jeg var meget interesseret i at høre om landets udfordringer fortid og nutid især med mayaerne.Raul markerede hurtigt, at landet var og er under dyb korruption, da både den tidligere afgåede præsident Otto Molina og den nuværende præsident Jimmy Morales begge kom til magten med uformelle tilgange. Det var interessant at høre Raul tale om korruption i Guatemala, da hans egen passion kom til udtryk. Jeg kunne mærke at Raul ønskede bedre for sit land og talte gerne ”højlydt” om det, men den samme passion kom ikke til udtryk, når det omhandlede de oprindelige folk.Når jeg spurgte ind til de oprindelige folks kultur, historie og deres nuværende situation, ændrede stemningen sig. Vi gik fra at have en hyggelig, humoristisk samtale til en stille akavet samtale, hvor jeg godt kunne mærke, at Raul ikke ville tale meget om det. Hans svar blev pludselig meget korte og direkte, og jeg kunne godt mærke at det var et emne, han ikke ville tale om.Ud fra den korte samtale om mayaerne bekræftede Raul dog, at forholdene var anderledes. Børnene hjælper deres forældre mere på jobbet, end de går i skole. Det skyldes eksempelvis, at forældrene skal bruge børnenes hjælp til at transportere produkterne, eller fordi der ikke er en skole i deres nærområde. Mange mayaer er tvunget til at rejse flere kilometer for at komme i skole, hvilket kan koste for meget økonomisk. Et andet spørgsmål var, om mayaer og ladinoerne kunne trives sammen."Der er ingen problemer mellem de to grupper," svarede Raul. Min egen observation var anderledes, siden jeg ikke så dem sammen i offentligheden, men kun på arbejdspladsen.Turen med Raul fik mig til at tænke over den mulige sociale splittelse i landet, og at jeg skulle udforske mere for at finde frem til min endelige holdning. Omkring fire-fem dage inde i rejsen faldt jeg i snak med en mayapige på hotellet, hvor jeg boede. Hun havde arbejdet på hotellet i 2 år og havde den samme historie, som mange andre mayaer havde; en drøm om en uddannelse, et bedre liv og at rejse verden rundt.Vi aftalte at mødes om lørdagen, hvor hun ville hente mig på hotellet og tage mig med til sin lille landsby San Juan, som befinder sig ved søen Atitlan oppe i bjergene. Aftalen var, at hun skulle vise mig hendes verden gennem hendes egen fortælling og rundvisning.Det blev lørdag morgen, hvor jeg vågnede op med glade sommerfugle i maven og glædede mig utrolig meget til at tilbringe dagen med min nye veninde. Klokken 11 om formiddagen hentede hun mig med et stort smil, og spurgte om jeg var klar. Selvfølgelig var jeg det. Jeg tror ikke, hun vidste hvor meget, jeg glædede mig til at tilbringe dagen med hende. Men intet kunne forberede mig på den unikke dag, jeg gik i møde.Vi startede med at gå ned til søen i San Pedro, hvor vi efterfølgende gik op af bjerget for at fange en tuktuk (en lille rød trehjulede taxa). Vi fandt en tuktuk, og efter cirka 20 minutters kørsel ankom vi til San Juan. Solen kogte ned over mig, mens mine skuldre skallede som aldrig før. Det var ingen joke. Solen stod utrolig stærkt i San Juan.Da vi stod af tuktuk’en, gik vi ned mod søen Atitlan, hvor hendes familie havde et hus med en smuk udsigt til søen. Uden at bemærke det havde hun plukket nogle Aloe Vera blade og fortalte, at jeg skulle smøre det på mine skuldre. Det var super rart, at hun tænkte på mig.Vi satte os foran huset med udsigt ud over vandet, og begyndte at snakke om hendes dagligdag i Guatemala og San Juan. Livet var selvfølgelig smukt, og hun elskede sin familie, men det stoppede ikke hendes drømme om en ny, seriøs forandring. I San Juan kan du kun uddanne sig til det som svarer til 2. eller 3. G. Uddannelsesniveauet er lavt."Der sidder ofte politibetjentente og keder sig ved søen. Nogle gange samler de uformelle skattekroner ind," fortalte hun mig.Efter nogle timers snak besluttede vi os for at gå rundt i landsbyen. Hendes telefon ringede. Det var hendes storesøster, som også arbejdede på hotellet. Hun var sammen med sin familie på stranden udenfor byen, og ville invitere mig til frokost. Jeg accepterede med det samme.Når et scenarie som dette opstår på ens rejse, anbefaler jeg alle at takke ja. Du ved aldrig, hvilke kulturelle oplevelser du kan tage med hjem igen.Vi tog en tuktuk til stranden, hvor familien ventede. Det var hendes søster og mand, deres tre børn og en veninde. De modtog mig med åbne arme, og jeg kunne se, at de havde glædet sig til at møde mig. De viste mig maden, som var en lækker grøntsagssuppe med frisk krappe. Det blev tilberedt i en gryde på et lille bål, som manden havde lavet. Gæstfriheden var enorm. Vi satte os på sandet alle sammen og begyndte at spise. Familien var meget interesserede i at høre om Danmark og livet som studerende. De blev chokerede og rystede på en positiv måde over SU-systemet og gratis uddannelse.Stemningen var høj og lærerig. Jeg har aldrig oplevet en så smuk kultur som mayaernes. De er et stolt folk, som går meget op i deres historie, identitet og værdier. Det var en helt unik følelse at være blandt disse mennesker, jeg ikke vidste eksisterede for bare fem år siden – de findes sgu stadig!I dag kan jeg stadig ikke forstå, hvor rig jeg er, og samtidig hvor fattig jeg er som person. I deres hus havde de ingenting men alligevel alting. Et lille hus med fire værelser, senge, tøj og hinanden. Og jeg som den forkælede rige europærer havde aldrig følt mig så fattig.