Effektiv bistand lig inddragelse af civilsamfund

03. jun 2011
Af
Sarai Løkkegaard

IBIS og Alliance2015 er fortsat dybt engageret i at maksimere effektiviteten af bistanden. Derfor ser både IBIS og Alliance2015 frem til det fjerde højniveau-møde om Effektiv Bistand i Busan i Sydkorea i slutningen af 2011. Her skal man diskutere fremskridt og udfordringer i effektivisering af bistanden i forhold til Paris-deklarationen fra 2010.

”IBIS mener, at inddragelse af civilsamfundet i beslutningsprocesserne omkring hvad bistanden skal bruges til, er en forudsætning for at skabe bæredygtige resultater. Derfor har vi kigget på det demokratiske ejerskab til bistanden. Det betyder, at landene får medbestemmelse i, hvad bistanden skal bruges til, og at civilsamfund og parlamenter skal inddrages”, siger Lars Koch, Senior Policy Advisor i IBIS.

IBIS og Alliance2015 har derfor i fem lande – Mozambique, Ghana, Nicaragua, Cambodja og Tanzania – kigget på, hvordan det går med at fremme demokratisk ejerskab. Det er der kommet fem korte landestudier ud af samt et tværgående studie med anbefalinger til, hvad donorer, modtagerlandes regeringer og civilsamfund kan gøre bedre.

De primære konklusioner og anbefalinger, som er kommet ud af undersøgelserne, er:

  • At donorerne ikke anstrenger sig nok for at give udviklingslandende det nødvendige politiske rum, hvor de, qua en demokratisk proces, selv kan bestemme deres vej til udvikling. Donorer bør sørge for mere politisk rum til demokratiske beslutningsprocesser ved at øge bistandens forudsigelighed og gennemsigtighed. Civilsamfundene har brug for støtte og kapacitetsopbygning.
  • At mange regeringer i udviklingslandende aldrig til fulde har levet op til principperne for demokratisk ejerskab, og ligeledes heller ikke gjort nogen seriøse tiltag for at etablere et godt miljø for civilsamfundets deltagelse. Regeringerne giver hverken civilsamfundene eller parlamenterne den anerkendelse, de fortjener som uafhængige udviklingsaktører. Regeringer bør anerkende CSO’er – særligt advocacy-CSO’er – som uafhængige udviklingsaktører og fjerne regulerende barrierer, som underminerer eller besværliggør CSO’ernes mulighed for at udleve deres rolle i udviklingsprocessen. Desuden må regeringerne skabe et formelt rum til dialog, hvor CSO’erne kan spille en aktiv rolle og tage forholdsregler for at sikre, at regionale og lokale CSO’er er ligeligt repræsenteret, og at de bliver hørt.
  • At organisationer og parlamenter, i de tilfælde hvor civilsamfundene tilbydes mulighed for at deltage, ofte mangler kapacitet til bidrage meningsfuldt til udviklingsprocesserne. CSO’er må sikre, at de er gennemsigtige og står til ansvar over for dem, de repræsenterer. For at maksimere effektiviteten af bistanden må der arbejdes på at øge civilsamfundets kapacitet til at engagere og bidrage til politiske dialoger samt styrke koordinationen.

Har du spørgsmål eller kommentarer er du velkommen til at kontakte Senior Policy Advisor i IBIS, Lars Koch lk@ibis.dk