Diamanter – eventyr eller forbandelse?

Sarah Risbjerg Olesen

Sierra Leone… Der må der være andet at tale om end borgerkrig og bloddiamanter!’ var en af mine første tanker, da jeg blev stemplet som IBIS’ nye praktikant.

Jeg har tilbragt seks måneder fra august til og med januar på landekontoret i hovedstaden Freetown. Jeg har dog også rejst en del ud til programområdet, Kono distriktet i den østlige del af landet, hvor langt de fleste af IBIS’ projekter bliver implementeret, og det har gjort stort indtryk.

Turen går til Koidu, Kono

Når først man krydser grænsen til Kono distriktet bekræftes man i, at dette distrikt besidder noget specielt; distriktet sidder på den største andel af diamanter og dertil følger aktiviteter i enhver afskygning, der omhandler diamantindustrien.

Alle vegne står mænd med de bare næver dybt nede i deres landbrugsjord og graver efter diamanter, og når man kører langs vejen ind til Koidu, distriktets hovedstad, ser man en blandet landhandel bestående af små, faldefærdige træskure, der enten sælger gummistøvler eller stærkt krydret mad og kører man videre, kommer man hen til murede huse med en stor diamant malet på facaden.

Den påmalede diamant indikerer, at ’butikken’ forhandler de omdiskuterede sten. Diamanterne synes at udgøre en fælles drivkraft og energi i området, men ikke desto mindre efterlader Kono ikke et indtryk af at være et distrikt, der spytter diamanter ud for flere millioner dollars årligt.

Koidu Holdings

Koidu Holdings er den primære kilde til diamantudvindingen i Sierra Leone. Få kilometer udenfor Koidu ejer de et areal på ca. 5 km2, som omkranses af en uigennemtrængelig mur, der beskytter minekrateret.

Det kunne helt sikkert være spændende at komme ind i løvens hule og se det største selskab, der udvinder diamanter, i Sierra Leone og deres meget store maskineri, men der er ingen kommer indenfor murens port, medmindre man har særlig tilladelse; og det har NGO medarbejdere sjældent.

I stedet må man tage sig til takke med at køre rundt om muren, og prøve at danne sig et indtryk af, hvad der er på den anden side af afspærringen. Et af stederne, jeg har besøgt, er deres hjemmeside, hvor man for et par måneder tilbage blev budt velkommen med ordene: ”Investment, development and growth in Sierra Leone”, hvilket senere er blevet ændret til ”Our diamonds doing good”.

Et krakeleret parcelhuskvarter

Og ja, deres diamanter gør godt. Koidu Holdings udvidede deres areal i 2007, og mange mennesker - i omegnen af 1000 hjem - blev berørt, fordi de bor ovenpå en meget rig jord. De lokale blev købt ud, og skulle forlade deres hjem, men Koidu Holdings bistod dem og opførte nye huse. Ved første øjekast ser området romantisk ud med fint anlagte haver foran de murede huse i glade farver, næsten som et parcelhuskvarter.

Den lokale skole og sundhedsklinik er ligeledes blevet genhuset. Men bag facaden er historien en anden, fordi selvom man har fået stillet et hus til rådighed, er der ingen tilhørende jord. Desuden har husene heller ikke kunne modstå den voldsomme mineaktivitet i form af daglige dynamitsprængninger i klippevægge. ’Parcelhuskvarteret’ der kun ligger 500 meter fra minekrateret har nu klirrede vinduer og store sprækker i ydermurene.

Penge der går i hi

Selvom intentionen er god, og der fra virksomhedens side er lavet aktiviteter for de mennesker, der er blevet direkte berørt af at bo i et mineområde, undres man stadig over, hvordan det er muligt med den høje aktivitet af diamantkriller og de store ord på hjemmesiden, at mineindustrien på trods heraf (herunder også andre mineraler som fx guld) kun bidrager med 1,4% til BNP. Selv som nybegynder i Sierra Leone undres man altså over, hvor bliver pengene af?

Koidu Holdings struktur er unik, men alligevel ikke enestående. Moderselskabet med base i Schweiz ejer Koidu Holdings gennem to søsterselskaber i henholdsvis Guernsey og de Britiske Jomfruøer. De tre nævnte lande har det til fælles, at de alle er veletablerede skattely, hvor krav om revision er en by i Rusland.

En af finurlighederne er derfor at Koidu Holdings, som opererer i diamantminer i Sierra Leone, har et registreret kontor på de Britiske Jomfruøer. Dog er der mange andre virksomheder, der har fået samme idé – omkring 830.000 contra øens 20.000 indbyggere.

Og samme mangel på revisionskrav og offentlige regnskaber er et problem i Sierra Leone. Koidu Holdings betalte i 2010, 2,3 millioner US$ for rettigheder til at udvinde diamanter, men tallene for, hvor meget de betaler i indkomstskat er ukendte, hvormed hele den økonomiske side af sagen forbliver mudret.

Profitten fra deres eksport estimeres dog til at være omkring 24 millioner dollars årligt, og ud fra de oplyste beløb Sierra Leone modtager i form af skatter, modtager de, hvad der svarer 9,31% af værdien på eksporterede diamanter.

Selvom det umiddelbart ikke lyder helt håbløst, skal man tage prisen på diamanter i betragtning, når først de er slebet, markedsført og solgt.

Ligeledes skal det tages i betragtning, at moderselskabet ejer de fleste led i denne værdikæde, hvilket også giver dem mulighed for at styre profitten og skattefordelene datterselskaberne i mellem – lige fra der hvor diamanterne høstes, til hvor de slibes og til de færdigt producerede smykker, der sælges eksklusivt gennem auktionshuse i London, New York og Hong Kong.

Hvis man medregner virksomhedens struktur og deres aktiviteter fra Sierra Leone til New York, estimeres det, at beløbet udgør 1,5 milliarder US$, hvoraf de rå diamanter kun udgør en brøkdel.

Eventyr eller forbandelse?

Man kan dels give den Sierra Leonske regering skylden over ikke at have kontrol over deres naturressourcer og kostbarheden heraf, dels Koidu Holdings og dets lignende artsfæller eller de I-lande, der muliggør fænomener som skattely. Men uanset hvem skylden skydes på, gør det ikke Kono til et mindre miserabelt sted. Distriktet er et af de fattigste og mest underudviklede i Sierra Leone; langt størstedelen her lever i absolut fattigdom, den af FN definerede fattigdomsgrænse, under 1 US$ om dagen.

Diamanterne bliver udvundet på en meget ufordelagtig måde for landet, ja nærmet foræret væk, og personligt og som del af IBIS teamet i Sierra Leone, kan jeg ikke andet end at synes, at det er urimeligt og forket. Det betyder dybest set, at de rige lande forbliver rige, mens de fattige lande holdes i et jerngreb.

Men diamanterne har også et kæmpe potentiale til at ruske op i og forbedre tingenes tilstand, og heldigvis sker der fremskridt. IBIS arbejder sammen med flere forskellige partnerorganisationer – lokale som internationale – på at gøre mineindustrien mere gennemsigtig. Alle fungerer som vagthunde for at Sierra Leone skal have mere gavn af situationen, i stedet for blot at være et høfligt værtsland.

Det er vigtigt, at der kommer en tættere relation mellem regering, mineselskaber og civilsamfundet for at skabe en sundere dynamik og for at sikre, at pengene ikke kan flygte over de Sierra Leonske grænser.

Der skal stilles krav til mineselskaberne fra alle sider, særligt fra regeringen og den lokale befolkning, men det er også en lokalbefolkning, der skal oplyses om deres rettigheder. Det er ikke nok at tage sig til takke med fint farvede huse, hvis de ender med at krakelere.

Sarah Risbjerg Olesen var praktikan som Programme Support for IBIS i Freetown, Sierra Leone (Country Office) i efteråret 2011