Det ghanesiske velfærdssamfund

29. feb 2012
Af
Connie Macdonald Arndal

Det ghanesiske velfærdssamfund er i grunden et selvmodsigende begreb. Som udviklingsland er Ghana ikke i nærheden af at være en velfærdsstat. Men på trods af, at der ikke findes et bureaukratisk system, der fungerer som sikkerhedsnet, står kun få mennesker helt uden et socialt sikkerhedsnet. Sikkerheden findes i de sociale relationer. I det ghanesiske lokalsamfund hjælper folk hinanden med at få opfyldt de basale behov – de skaber noget, der ligner et minimalistisk velfærdssamfund.

Det er så varmt!

Connie Macdonald Arnda
Foto: Connie Macdonald Arnda

Det er lørdag eftermiddag. Vi er i Tamale i det nordlige Ghana. Vi ligger på gulvet i vores lejlighed – min bofælle og jeg. Hun er også praktikant for IBIS. Der er vel over 40 grader, og luften er ørkenagtigt tør og støvet. Vi har ikke haft rindende vand den sidste uges tid. Den store, lilla spand, vi opbevarer vand i, er næsten tom.

Vi er nødt til at spare på de kostbare dråber. Et kølende bad er udelukket. Og nu er der heller ingen elektricitet. Ingen vifte, der kan give en let, kølende brise. Derfor er her varmt - rigtig varmt! I et desperat forsøg på at finde kølighed, har vi lagt os på gulvet - det køligste sted i vores lille lejlighed. Vi bliver enige om ikke at tale mere om varme. Men for hvert suk, kan man høre ordene: Hvor er det varmt!

Dagligdagen i Ghana

Livet i Ghana indebærer andre, og måske også større, udfordringer end livet gør i Danmark. Hverdagen er præget af vandmangel, strømsvigt og håndvask af alt fra T-shirts til håndklæder. Men mange lokale mennesker, især dem som man møder gennem arbejdet for IBIS, har større problemer.

Som praktikant skal man, ligesom de lokale indbyggere, lære at begå sig på trods af vanskelige omstændigheder og daglige udfordringer. Man skal lære at få en dagligdag til at fungere. Det kræver en enorm viljestyrke, hårdt arbejde og gode venner at klare dagligdagens problemer i Ghana.

På en ekskursion med IBIS mødte jeg en skolepige, som har store daglige udfordringer. Dem takler hun med viljestyrke. Pigen bor to timers gang fra sin skole. Hver dag går hun hele den lange vej til skole og hjem igen. Men i regntiden forsvinder vejen.

Den står under vand. På trods af det, møder pigen hver dag i skole. Hendes viljestyrke får hende til at trodse vejret, placere bøgerne på hovedet og drage afsted på den lange tur i skole. Om nødvendigt, så svømmer hun.

Et sted i det nordøstlige Ghana, mødte jeg en gruppe kvinder, som er aktive i lokal politik. De er valgt ind i den lokale lovgivende forsamling, hvor de arbejder ulønnet for at tjene deres samfund. På trods af at kvinderne er veluddannede og aktive samfundsborgere, var valgkampen en økonomisk udfordring for dem alle.

I denne del af Ghana, har kvinderne traditionelt ikke ejendomsret, og de har dermed kun vanskelig adgang til penge. Men som kandidat til den lokale lovgivende forsamling forventes, at man sørger for forplejning til tilhørere ved politiske møder og lignende. Derfor har kvinderne været nødt til at optage lån, som de nu må arbejde ekstra hårdt for at betale tilbage.

Et stærkt fællesskab

Selvom viljen er stærk, og man gerne vil arbejde hårdt, er det ikke altid nok til at løse alle problemer. Så er det, man har brug for et sikkerhedsnet. Der er mange fattige mennesker i Ghana. De klarer ikke selv at sørge for mad på bordet hver dag. Men så er det, vennerne træder til.

Selv folk med gode stillinger har sjældent penge tilbage i slutningen af måneden. Pengene er brugt til at hjælpe venner og familiemedlemmer. Det er virkelig de bredeste skuldre, som bærer de største byrder. Men til forskel fra Danmark, hvor vi ikke har et personligt forhold til den, som vi hjælpes af eller hjælper via skat, er det i Ghana kun i det nære fællesskab, at man kan søge støtte.

Det betyder desværre, at folk, som står udenfor fællesskabet, ikke får megen hjælp. Folk, der er en del af fællesskabet, kan til gengæld drage fordel af solidariteten.

Det er også det sociale bagland man bruger til at afhjælpe dagligdagens mindre udfordringer. I Danmark ville jeg ringe til kommunen, hvis jeg ikke havde vand. I Ghana hjælper naboerne.

På et tidspunkt havde vores vandhane stået tør i næsten to uger og vores vandlager tømt. Heldigvis kendte naboerne et sted, hvor man kunne få vand klokken tre om natten, så I nattens mulm og mørke, stod de så op, og hentede vand til os.

Man lærer at indstille sine forventninger til tilværelsen efter omstændighederne. Efter et stykke tid lærte jeg at se adgang til rindende vand og el som et privilegium. En dag med vand eller el var en god dag – en dag med både vand og el var en rigtig god dag.

Connie Macdonald Arndal var praktikant på IBIS' Governance Programme i Tamale, Nordghana (Programme Office) i foråret 2011