Det blomstrer med kvindegrupper i Ghana

25. nov 2010
Af
Lotte Ærsøe

Ude i de små landbrugssamfund i Ghana er der spirer i de traditionelle rollemønstre mellem mænd og kvinder. En underskov af små kvindeorganisationer er opstået i kølvandet på at flere piger kommer i skole og får en uddannelse.

"Vi hjælper grupper af kvinder i landsbyerne med at organisere sig. De hører for eksempel sager om hustruvold, voldtægt eller problemer i familierne," fortæller fortæller Margaret Obrikorang, leder af foreningen "Kvinders styrke" fra byen Ho i det østlige Ghana.

"Når en kvinde kommer og fortæller, at der er et problem derhjemme tager vi med hjem og taler med hende og hendes mand," fortæller jordnøddebonden Mary Ahiadjeke. Hun er leder af en kvindegruppe i en lille landsby uden for Ho.

"Vi ønsker ikke ødelægge familien, vi vil altid først prøve at hjælpe dem."

Gruppen er dannet efter at Margret Obrikorang og foreningen ’Kvinders styrke’ besøgte landsbyen og underviste både mænd og kvinder om kvinders rettigheder.

"De har åbnet vores øjne og vi kan nu se mange nye ting. Vi taler med vores mænd om problemerne og de lytter ofte til os," smiler Mary Ahiadjeke.

"Nu arbejder vi på at få fædrene til at hjælp med at betale for pigernes skolepenge," slutter hun og berører dermed et af de fortsat store forhindringer for pigers uddannelse - fattigdom.

IBIS støtter organisationen "Kvinders styrke", og foreninger som dem med midler til at afholde møder og workshops i de små landsbyer samt følge op på og motivere dannelsen af kvindegrupper i landsbyerne.