Der kom noget godt ud af COP16

16. dec 2011
Af
Per Bergholdt Jensen

FN’s klimakonference i Cancún leverede ikke den bindende klimaaftale, som verden har brug for. Men der blev indgået vigtige delaftaler om beskyttelse af tropiske skove, en ny grøn fond og overførsel af teknologi til udviklingslandene. På længere sigt er det vigtigste resultat måske, at værtslandet Mexico fik genetableret tilliden til hele forhandlingsprocessen.

På forhånd havde ingen for alvor regnet med en bindende aftale om CO2-reduktion i Cancún, men håbet var, at man kunne indgå en række delaftaler og genskabe et positivt forhandlingsklima oven på den eklatante fiasko i København sidste år.

Mexico skulle både klinke skårene fra COP 15 og sikre, at forhandlingerne blev sat på skinner igen frem til COP 17 i Durban 2011.

Og det lykkedes faktisk over al forventning for det mexicanske lederskab at genskabe gennemsigtigheden i forhandlingerne og tilliden mellem landene, hvilket har skabt håb om en fremtidig klimaaftale.
I alt 193 ud af de 194 deltagende lande stemte for COP 16 klimapakken i Cancún - kun Bolivia var imod.

Miljøorganisationer kritiserer aftalen for at være alt for uambitiøs, ukonkret og uforpligtende i forhold til konkrete mål og bindende forpligtelser, navnlig i forhold til CO2-udslip. Til gengæld indeholder den 32 sider lange klimapakke og de 9 siders tilføjelser delaftaler inden for tre vigtige områder, nemlig etableringen af en grøn fond, beskyttelse af skove og overførsel af teknologi til udviklingslandene.

“COP 16 gav håb om, at COP 17 i Sydafrika endelig vil være det rette tidspunkt til at verdens lande vil indgå en juridisk bindende og ambitiøs klimaaftale, men frem for alt garanterede Cancún, at man ikke vil forlade De Forende Nationers Multilaterale forhandlingsmekanisme. Med andre ord har Parterne forpligtet sig til at fortsætte med at forhandle inden for rammerne af klimakonventionen,” udtaler Mónica López Baltodano, der arbejder for Centro Humboldt i Nicaragua.

Centro Humboldt indgår i det mellemamerikanske miljønetværk, Sustainability Watch, der med støtte fra IBIS arbejder for at påvirke klimapolitkker og for at udbrede kendskabet til tilpasningsmetoder, som kan forebygge og mindske risiko for klimaskader i Mellemamerika.

Den Grønne Fond

En af COP 16’s store beslutninger var etableringen af Den Grønne Klima Fond, som skal sikre udviklingslande midler til tilpasning til og afbødning af effekterne af klimaændringerne. Tanken er, at fonden får tildelt 30 milliarder dollar i 2011, mens det årlige tilskud skal være på 100 milliarder dollar fra 2020.

Fonden skal de første tre år være administreret af Verdensbanken, men navnlig udviklingslandene ser gerne, at fonden senere overgår til et særligt FN-organ. Det største problem med Den Grønne Fond er dog, at finansieringen ikke er på plads.

En arbejdsgruppe nedsat af FN’s generalsekretær, Ban-Ki Moon, under fælles ledelse af Norges statsminister, Jens Stoltenberg, og Etiopiens premierminister, Meles Zenawi, har udarbejdet en rapport med anbefalinger til, hvorledes Den Grønne Fond kan finansieres.

Konklusionen var, at det er vanskeligt - men muligt - at finde pengene.

Private bidrag og skat på transport

Gruppen anbefalede, at midlerne både skal søges blandt offentlige og private midler, samt at udviklingsbanke skal spille en rolle i fordelingen af midlerne.

Arbejdsgruppen anbefalede blandt andet en verdensomspændende transportskat på navnlig skibstrafik og luftfart, samt en CO2 skat på 20-25 dollar per ton CO2. En anden anbefaling var muligheden for en finansskat. Stoltenberg fremhævede især en CO2-skat, idet den både ville bidrage til Den Grønne Fond og samtidig fungere som et incitament til at nedbringe CO2-udledningen.

Forudsætningen for, at en CO2 beskatning skal lykkes er, at alle lande – navnlig de store industrinationer - erklærer sig indforstået, og det samme gælder for en skat på finansielle transaktioner. Det store spørgsmål er naturligvis, hvordan man vil kunne opnå denne overensstemmelse.

REDD – FN programmet for verdens skove

Et andet vigtigt resultat i Cancún er beskyttelsen af skove og andre naturområder, hvilket skal bidrage til at begrænse CO2 i atmosfæren. Ødelæggelsen af verdens skove tegner sig for 20 procent af den øgede CO2-mængde i atmosfæren. Aftalen lægger blandt andet op til beskyttelse af eksisterende skovområder, bæredygtig skovdrift og genetablering af skove.

Overførsel af teknologi

En anden afgørende delaftale i Cancún vedrørte udvekslingen og overførslen af ny teknologi til udviklingslandene med henblik på at imødegå klimaændringerne. Der er dog visse uafklarede spørgsmål i denne forbindelse vedrørende ophavsret og patenter, som kan virke hindrende. Endelig fastslog Cancún Aftalen også, at kapacitetsopbygning i udviklingslandene er en grundlæggende forudsætning for at kunne bekæmpe effekterne af klimaændringerne.

COP 17 i Durban

Aftalen er et lille skridt i den rigtige retning, men samtidig er det en aftale med flere løse ender og ubesvarede spørgsmål. De helt store beslutninger om at nedbringe CO2 er blevet udskudt til december 2011, hvor der holdes COP 17 i Durban.

Kyoto Protokollen udløber i 2012, og verdens to største udledere af CO2, USA og Kina, er ikke omfattet af denne aftale. Hvis en bindende global klimaaftale ikke indgås i Durban, vil de 100 milliarder dollar i Den Grønne Fond blot være et plaster, der skal lappe lidt sammen på planetens fattige lande samtidig med, at udbedringen af klimaskader hvert år vil kræve større og større beløb.

“Det primære formål for disse konventioner er klart tilkendegivet, nemlig at "opnå at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, som forhindrer farlige menneskeskabte indgreb i klimasystemet."

Og dette formal blev ikke opnaaet i Cancún,” siger Mónica López Baltodano.