”De har ikke ret til at gøre det her”

30. apr 2012
Af
Ulrik Borch

Som praktikant for IBIS i Ghana var Ulrik Borch på besøg i Akyemområdet for at se, hvilket liv de lokale har levet, siden det amerikanske mineselskab Newmont i 2010 fik grønt lys af staten til at åbne en guldmine i Ajenua Bepo Forest Reserve.

Sammen med min lokale guide, landmand Kwabena Frimpong, står jeg nu og ser ud over et kuperet område på størrelse med fire-fem fodboldbaner. Indtil for en uge siden var dette stedet, hvor Frimpongs familie havde et lille skovlandbrug med blandt andet appelsin- og kakaotræer.

I løbet af en uge har Newmont jævnet stedet med jorden.

Nu er der kun jord og sten tilbage, som omkring 15 af Newmonts minearbejdere oser rundt med i den tropiske varme. De har fem store køretøjer med sig, som kværner rundt i det stykke, der plejede at forsyne Frimpong og hans familie med mad. Frimpong anede ikke, at det ville ske.

Newmont har af staten fået licens til at udvinde det guld, der er under jorden, men ifølge loven har Frimpong og hans familie ejerskab og brugsret over selve grunden. Ingen har altså fået lov til at ødelægge hans plantage eller overtage hans jord.

”Jeg vil fortælle dem, at de ikke har nogen ret til at gøre dette her,” siger Frimpong. Han er vred og ulykkelig og giver signal til de fire landmænd, der er mødt op sammen med ham.

Ingen plads til undskyldninger

For at nå hertil fra landsbyen er vi gået et kvarters tid ad brede jordveje, som Newmont har anlagt tværs igennem regnskoven. Kwaku Afari, som arbejder for IBIS’ ghanesiske partner WACAM, er her også. WACAM (Wassa Association of Communities Affected by Mining) underviser indbyggerne i Akyem og andre minesamfund i Ghana i, hvordan de kan kæmpe for deres rettigheder.

Derfor står Frimpong og hans venner nu og tager billeder af omgivelserne. Af minearbejderne, af landbruget, der nu blot er jord, sten og enkelte rødder og grene. Og så er der nogle pinde med numre, som Frimpong gerne vil tage billeder af.

Og da de kort efter henvender sig til minearbejderne, foregår det trods Frimpongs vrede i en ordentlig tone og med en selvsikkerhed, der til sidst får minearbejderne til at tilkalde en højere rangerende Newmontmedarbejder til området.

En lang historie om overgreb

Ghanas minehistorie byder på adskillige eksempler på overgreb på lokale, uretfærdigheder og lokales protester, der bliver overhørt eller udvikler sig til voldelige sammenstød.

Men i dag giver Frimpong og hans venner ikke minearbejdernes sikkerhedsfolk nogen undskyldning for at gribe ind. De kender deres rettigheder og er blevet undervist i, hvordan man forhandler, argumenterer og holder på sit.

Han citerer lovens ord om, at firmaet har ret til undergrunden, men ingen ret til uden varsel eller kompensation at ødelægge menneskers landbrug og livsgrundlag.

Og denne gang ser det faktisk ud til, at der bliver lyttet.

Newmontlederen beslutter at stoppe arbejdet, indtil det er afklaret, om Frimpong faktisk har ret til jorden. Plantagen er stadig ødelagt, og arbejdet standses kun midlertidigt. Men Frimpong og hans venner er glade. De er blevet lyttet til, og det er usædvanligt, at fem lokale landmænd kan dukke uanmeldt op og blot ved at tale om rettighedsbrud og henvise til love og regler få 15 minearbejdere fra et stort firma til at pakke deres arbejde sammen og love at undersøge sagen.

Newmont har planlagt en ”dumping zone”, der hvor Frimpong og hans naboer bor og lever. Beboerne er blevet tilbudt kompensation for at flytte deres hjem og marker fire kilometer væk. Nogle har taget imod tilbuddet, men andre har som Frimpong fået inddraget og ødelagt deres ejendom uden at have accepteret tilbuddet.

Ifølge ghanesisk lov ejer staten retten til naturressourcer, der findes i jorden. Det er derfor også staten, som har ret til at give mineselskaber licens til minedrift.

Mineselskaber er dog nødt til at benytte de individuelle jordejeres ejendom for at få adgang til naturressourcerne. Der er i Ghana som i mange andre afrikanske lande selvmodsigelser eller uklarheder i lovgivningen, som gør det vanskeligt at sige helt præcist, hvilke rettigheder landmænd som Frimpong har.

Det knap så gode historie

I Teberebie, et landbrugssamfund i det sydvestlige Ghana, hvor WACAM også arbejder, har mange af de lokale endnu ikke modtaget kompensation, siden det sydafrikanske mineselskab Anglogold i 2004 inddrog deres landbrug til guldminedrift, og de venter nu på rettens afgørelse. Endnu har ingen i Teberebie modtaget alternative jordbrug, hvor de kan drive deres landbrug, mens minedriften finder sted.

Selv om det er en lang og hård proces, er det også noget, der tvinger lokale landmænd til at lære de demokratiske og juridiske spilleregler, så de kan søge indflydelse på beslutninger, der påvirker deres private økonomi, boligsituation, levevilkår og skaber splid i lokalsamfundet.

På den måde kan de udfordringer, som mineindustrien skaber, også være med til at skabe demokratisk bevidste borgere i et fattigt landbrugsområde i Ghanas regnskov.

Ud over kampen for at sikre kompensation for tab af indtægtsgrundlag, har minesamfund mange andre store udfordringer. En af dem gælder forurening af vand, jord og luft. De store internationale virksomheders minedrift frigiver tunge stoffer, som ellers ligger gemt dybt nede i jorden.

Samtidig tiltrækker mineområder illegale minegravere, som bruger kviksølv til at udvinde guldstøv fra sandet, som de graver frem fra improviserede småbrud. Eksperter har estimeret, at der findes lige fra 60.000 til 300.000 minegravere, og at op til en million mennesker er afhængige af deres indtægter. Det svarer til cirka fem procent af befolkningen.

Tilsammen udgør mineindustrien fra internationale selskaber og lovlige og illegale minegravere en stor trussel mod Ghanas ellers bugnende vandreservoir.

Den største udfordring for lokalsamfundet er dog arbejdsløshed og den forandring i levevilkår, som mineindustrien fører med sig. Familier i Akyem, der før kunne klare sig med indkomsten fra deres landbrug, kombineret med jagt efter forskellige dyr i regnskoven, risikerer nu at ende uden mulighed for at fortsætte som jordejere, med forurenede vandkilder og med færre dyr i skovene som resultat af miljø- og støjproblemer.