Danskerne prioriterer udviklingspolitik højt

24. mar 2011
Af
Thilde Baden Rasmussen

Skattelettelser er et omdiskuteret emne, når politikerne forsøger at vinde vælgernes gunst, men en ny undersøgelse fra analysefirmaet Epinion viser, at politikerne måske bør overveje ny taktik. Et lille flertal af danskerne går nemlig mere op i udviklingspolitik end i, hvor mange penge skattefar kræver hjem.

43 procent af de danske vælgere er villige til at undvære skattelettelser, hvis det betyder, at det er muligt at fastholde eller øge u-landsbistanden. Da 16 procent har svaret ”ved ikke” til spørgsmålet, om hvorvidt de prioriterer udvikling frem for udviklingsbistand, svarer de 43 procent til lige over halvdelen af besvarelserne.

Det er NGO-Forum, der torsdag 24. marts 2011 har offentliggjort Epinions undersøgelse ”Skattelettelser eller udvikling?” IBIS’ generalsekretær Vagn Bertelsen, der netop er tiltrådt som formand for NGO-Forum, udtaler i den forbindelse:

"De fleste danskere ved jo godt, hvor slemt det står til ude i verden, og hvor heldige vi er at være født i et smørhul som Danmark. Men derfor er det alligevel en stor og meget positiv overraskelse, når halvdelen af befolkningen er klar til at ofre skattelettelser til fordel for u-landsbistand, og at så mange i den grad interesserer sig for og bidrager til udvikling," siger Vagn Berthelsen.

Udviklingspolitik har betydning for krydset på valgsedlen

Andre punkter i undersøgelsen understreger danskernes interesse for udviklingspolitik. For eksempel diskuterer to ud af fem danskere udviklingspolitik med deres venner og familie, og partiernes udviklingspolitik har betydning for, hvor de sætter deres kryds ved næste valg.

Selv de danskere, der ikke diskuterer udviklingspolitik i hverdagen, viser deres støtte, når de private organisationer ringer på døren for at samle ind. Her tager tre ud af fire danskere pungen op af lommen og spæder til indsamlingsbøtterne.

Vagn Bertelsen håber, at politikerne med denne viden i baghovedet vil gribe chancen, så udviklingspolitikken bliver et tema i den kommende valgkamp.