Dagsværk på research-rejse med IBIS i Perus regnskov

17. feb 2011
Af
Lise Josefsen Hermann

Ni frivillige fra Operation Dagsværk er netop kommet tilbage til Danmark efter 25 dages rejse med IBIS i Perus regnskov. Sammen med kampagne- og sekretariatsleder, videojournalist og fotograf indsamlede de stof til undervisningsmateriale og film til danske gymnasier.

Så er dette års Dagsværkskampagne for alvor skudt i gang. Et hold bestående af ni frivillige og kampagne- og sekretariatsledere fra Operation Dagsværk, en fotograf, en videojournalist og to repræsentanter fra IBIS har netop afsluttet 25 dages rejse i Peru.

Alt sammen i samarbejde med IBIS' samarbejdspartnere i landet og de kommende samarbejdspartnere i projektet.

Formålet med rejsen var at indsamle materiale, video, fotos og interviews til undervisningsmateriale og dokumentarfilm til de danske gymnasier, som en del af efterårets Dagsværks-kampagne.

Opsyn med oliefolkene

Det projekt, som dagsværkere landet over samler ind til i november, er et uddannelsesprojekt for de tre indianske folk achuar, urarina og kichwa, som lever højt oppe langs Corrientes-floden i Peru.

Det er et område, der gennem årtier har lidt voldsomt under internationale selskabers olieudvinding. I det hele taget er Perus del af Amazonas-junglen præget af olieudvinding på indianske folks områder, ofte uden at deres rettigheder til territorierne respekteres, og uden at de mennesker, som bor oven på olien, får glæde af de mange olie-milliarder.

Operation Dagsværk-projektet i Peru, som udføres i samarbejde med IBIS, handler om at give bedre uddannelse til de indianske folkeslag, så de fremover står styrket i kampen for deres rettigheder. Desuden uddannes 300 unge til miljøagenter, som skal holde øje med forurening og andre konsekvenser af olieselskabernes aktivitet i området.

En sand miljøkatastrofe

De frivillige fra Dagsværk har typisk netop afsluttet gymnasiet og vælger at bruge et halvt eller et helt år på at arbejde på fuldtid som frivillige på Operation Dagsværks sekretariat i København og altså på at tage turen til Peru for at forberede arbejdet bedst muligt.

Med båd rejste gruppen langt op ad Corrientes-floden, hvor de mødtes med ledere og beboere i en række indianske områder. Gruppen så også resultaterne af et oliudslip nær urarina-landsbyen Nuevo Paraiso. Adskillige hundrede kvadratmeter regnskov dækket af tyk olie, tømt for dyreliv og umuligt at bevæge sig i eller finde føde i.

Og sådanne områder bliver der hver dag flere af i Amazonas, hvor olien strømmer ud og udgør en sand miljøkatastrofe.

Miljøødelæggelser er en del af det problem, som kampagnen skal være med til at informere om.

Enorme kontraster

Efter ni dage i de små landsbyer og mødet med de oprindelige folk og dagliglivet i regnskoven gik turen til junglehovedstaden Iquitos. Her mødtes de frivillige med projektets partnere (to indianske organisationer), lokalregeringen, en radiostation og forskellige ungdomsorganisationer.

Kontrasten mellem rig og fattig og marginaliseringen af de oprindelige folk blev især tydelig, da gruppen nåede til hovedstaden - millionbyen Lima, som på alle måder er en moderne storby.

I Lima mødtes gruppen med et medlem af kongressen, der har kæmpet stærkt for de indianske folks sag. De mødtes med ombudsmands-institutionen, miljøministeriet og var på besøg i et fattigt kvarter, hvor migranter fra det indianske Amazonas-folk shipiwa bor.

Og så kommer dagsværksdagen

Tilbage i Danmark er de frivillige nu gået i gang med at redigere den dokumentarfilm, de optog på turen. Resten af gruppen er i gang med at forberede undervisningsmateriale til danske gymnasier til samfundsfag, spansk, musik, biologi og naturgeografi. Alt sammen resulterer forhåbentlig i, at rigtig mange danske gymnasielever samler penge ind til projektet i Peru på dagsværkdagen den 9. november 2011.

Fakta

Operation Dagsværk

Siden 1985 har Operation Dagsværk indtjent mere end 120.000.000 kroner, der er gået til uddannelse i mere end 20 projekter rundt om i verden. Hvert år arbejder cirka 20.000 elever på Dagsværk-dagen. Bag kulissen står mere end 1000 frivillige, der er aktive på skoler eller centralt. I alt deltager ciraa 150 skoler.