Dårligt nyt fra Ouagadougou

22. sep 2015
Af
William Vest-Lillesøe

"Vores pizzaer er lige kommet på bordet, da ejeren kommer løbende ind og beordrer os til at vende tilbage til vores hotel: Militæret marcherer mod Ouagadougou."

To af IBIS' danske medarbejdere opholdt sig i Burkina Faso, da et militærkup fandt sted. William Vest-Lillesø har skrevet denne personlige beretning:

Vi kører gennem det flade landskab i sydlige Burkina Faso, hvor bomuldsmarkerne blomstrer efter de sidste måneders regn. Sammen med min kollega Dorthe, er jeg i landet for at samle materiale til en skolebog om landet. Abou, vores chauffør, skruer helt op for bilens aircondition, mens han på fransk synger med på sange fra Mali om kærlighed og frihed fra imperialisme og diktatur.

”Dårligt nyt fra Ouagadougou,” siger vores kollega Hadissa uventet. Det forlyder, at der er sket et militærkup i hovedstaden, mindre end en måned før det præsidentvalg, der af mange betegnes som den første mulighed for et rigtigt demokratisk valg siden landets uafhængighed fra Frankrig i 1960.

Burkina Faso har på trods af, hvad man nærmest kan kalde en tradition for militærkup, en relativt fredelig historie uden egentlige krige i nyere tid. Men den tidligere præsident, Blaise Compaoré, nåede at regere i 27 år inden han blev tvunget til at gå af efter voldsomme folkelige protester sidste år. Da han forsøgte at ændre grundloven, så han kunne forlænge sin præsidentperiode endnu engang, blev det simpelthen for meget for befolkningen.

Han kom selv til magten ved et kup i 1987, hvor han forrådte og myrdede sin tidligere allierede Thomas Sankara, der af mange i Afrika anses som en revolutionær folkehelt på linje med Che Guevara. Tidligere valg i landet har været uigennemsigtige og med beskyldninger om valgsvindel og uigennemsigtighed. En af mine venner har selv været valgobservatør i Burkina Faso i 1990’erne og fortalte mig for nylig om egne oplevelser, hvor Compaoré-tilhængere gemte oppositionens stemmer og mødte op flere gange i nyt tøj for at stemme på hans parti igen og igen.

Trykket stemning

Stemningen i bilen er trykket. Hadissa snakker i telefon med adskillige mennesker for at få et overblik. Abou er holdt op med at synge. Vi fortsætter vores rejse mod Gaoua, hovedstaden i Poni-provinsen, hvor vi efter planen skal lave en historie om en familie fra Lobi-folket næste morgen.

Ved ankomsten til hotellet får vi bekræftet rygterne om, at det er den præsidentielle garde, RSP, der står bag kuppet ledet af general Gilbert Diendéré, tidligere spionchef for Blaise Campaoré og en af hans tætteste allierede. RSP har været ansvarlig for adskillige forbrydelser gennem årene og nyder ikke ligefrem stor opbakning blandt civilsamfundet og menneskerettighedsorganisationer. De har taget præsident Michel Kafando og premierminister Isaac Zida som gidsler. Begge er en del af den overgangsregering, der sidste år blev indsat i et kompromis mellem de forskellige politiske partier og hæren. Ingen af dem kan stille op i det kommende valg. Abou og Hadissa er forvirrede; hvad vil en folkeligt upopulær mand med en lille elitestyrke opnå ved at kuppe en overgangsregering så kort tid før et præsidentvalg? Er der overhovedet nogen – lokalt eller internationalt – der kunne finde på at støtte ham?

Militærkup med ris og sovs

Vi spiser vores ris med sovs på hotellets veranda, mens Hadissa med store armbevægelser fortæller om RSPs historie. Hotellets spanske ejer trækker på skuldrene: ”Jeg har boet her i 48 år. Militærkup er hverdagskost her.”

Næste morgen får vi grønt lys til at besøge den nærliggende Lobi-landsby. Jeg fascineres af de smukke mudderhuse, hvor beboerne sover på taget og har stiger ned til de mørke stuer. Træ-idoler står i hjørnerne og de afdøde får gaver med i graven, som stikker op af jord eller cement og mest af alt ligner moderne kunst. Mens jeg tager billeder i den bagende sol, glemmer jeg for en stund, hvad der foregår i hovedstaden. Kun Hadissas mange telefonsamtaler i baggrunden afslører, at ikke alting er, som det skal være.

Grydeskeer og grønne grene

Vi ender med at tilbringe tre dage i Gaoua. Vi er utålmodige efter nyt og efter at kunne foretage os noget fornuftigt. Abou tilbyder at køre mig ind til centrum, hvor befolkningen er begyndt at demonstrere.
Vi nærmer os folkemængden, der mest af alt minder mig om en 1. Maj-parade. Godt nok er folk vrede, men der er en følelse af fællesskab og ønske om demokratisk forandring. Omkring 1000 mennesker, i en by med 30.000 indbyggere, går gennem gaderne, hånd i hånd og råber ”Ned med RSP! Ned med Diendéré!”.

Kvinder banker grydeskeer mod mod metalskåle, mens børn og unge flår grønne grene af træer, som de vifter med. Politi og gendarmeri støtter ikke kuppet og holder sig helt væk fra gaden. Som en af de eneste udlændinge i Gaoua bliver jeg tilskyndet til at tage billeder og dele borgernes utilfredshed med den omgivende verden.

Udbrændte bildæk og vejspærringer

Lørdag får vi endelig besked om, at det er sikkert at rejse. Vi kører mod den tredjestørste by, Koudougou; en rejse på godt fem timer. Der er ikke mange biler på vejene, men alt ånder fred og ro, indtil vi nærmer os byen. Ved indkørslen til Koudougou har udbrændte bildæk sværtet vejene sorte, og interimistiske vejspærringer blokerer vores rute. Nogle få ophidsede mænd går rundt i gaderne, men ellers er der skræmmende stille. Abou navigerer udenom blokaderne og får os hen til et hotel. Men der er ingen hjemme. En enkelt sikkerhedsvagt forklarer os, at alle de ansatte er gået på gaden for at protestere. Det grimme betonhotel ligner et spøgelseshus som det ligger der helt forladt, og jeg får en pludselig trang til at komme langt væk derfra. De fleste hoteller er tilsyneladende lukkede, men med stort besvær, og hjælp fra venners venner, finder vi et lille pensionat, der går med til at lade os overnatte.

Næste morgen bliver vi vækket tidligt. Vi får besked fra vores kollega i Ouagadougou om, at vi skal skynde os til byen, inden protesterne igen går i gang. Abou kører hurtigt og får os på kort tid ind til hovedstaden. På vejen ser vi udbrændte busser, bildæk og masser af vejspærringer. Det er lidt af en forhindringsbane for stakkels Abou, men vi når frem i god behold.

Husarrest og anspændt stemning

De næste par dage er vi mere eller mindre i husarrest. Jeg checker konstant Twitter for opdateringer og får lidt deja-vu til for et år siden, hvor jeg boede i Sierra Leone da Ebola-epidemien ramte og tilsyneladende spredte sig time for time. Jeg går nogle korte ture i nabolaget. Der er usædvanligt stille, bortset fra grupper af mænd, der sidder på klapstole og livligt diskuterer situationen.

Mandag er Dorthe og jeg ved at dø af rastløshed, så vi går hen til en restaurant i nærheden. Vores pizzaer er lige kommet på bordet, da ejeren kommer løbende ind og beordrer os til at vende tilbage til vores hotel: Militæret marcherer mod Ouagadougou for at konfrontere RSP. Med pizzaer under armen går vi hastigt tilbage til hotellet, hvor ejeren har kaldt alle otte gæster til hastemøde. ”Vand, tun, pasta…” opremser hun. Dorthe og jeg ser på hinanden og det går pludselig op for os, at hun er ved at forberede en barrikadering, der kan vare i flere dage. Vi er lidt chokerede bagefter, og da vi får meldinger om, at lufthavnen er lukket og flyene aflyst, må vi væbne os med endnu mere tålmodighed.

Lige nu er der en anspændt stemning i hele byen. Alle forventer, at Diendéré og RSP mister magten i dag, hvad enten det er på fredelig eller vis eller med vold og magt. Den Vestafrikanske Union ECOWAS holder krisemøde i Nigeria i disse timer. Alle venter med spænding på udfaldet derfra, og hvordan det vil påvirke situationen. En ting er i hvert fald sikkert: Befolkningen i Burkina Faso er trætte af militærkup.

Efterskrift

Efter halvanden uge blev presset på Diendéré for meget. Han søgte mod den traditionelle konge af Mossi-folkets palads i Ouagadougou og her undskyldte han for konsekvenserne af sine handlinger overfor befolkningen. Der skulle dog endnu flere demonstrationer, og en aftale sikret af adskillige vestafrikanske statsledere, til, før han nogle dage senere kapitulerede og opfordrede den præsidentielle garde til at lade sig afvæbne. Præsident Kafando og Premierminister Zida blev genindsat og beordrede garden opløst, afvæbnet og integreret i den nationale hær. Det var ikke problemfrit, blandt andet grundet frygt for befolkningens hævn over garden og deres familier.

En kommission er nedsat til at undersøge, hvem de ansvarlige for kuppet var, så de kan blive restforfulgt. Hvorvidt det vil få reelle konsekvenser for general Diendéré er endnu uvist. I skrivende stund befinder han sig på Vatikanets ambassade i Ouagadougou.

Dorthe og jeg endte med at tilbringe en uge i hovedstaden,  mere eller mindre indespærrede på diverse hoteller, før vi endelig kunne forlade landet fra en lufthavn tydeligt præget af strejke og underbemanding. Der var nok mange, der havde vigtigere ting at tænke på, end at få to danskere ombord på et fly.