COP 16 - hvor ender vi?

10. dec 2010
Af
Per Bergholdt Jensen

Mexicos præsident Felipe Calderón satte tusind personer fra civilsamfund og officielle delegationer stævne til et to timer langt møde, hvor den mexicanske leder udtrykte håb for en række delaftaler i Cancún. Det skete i selskab med Mexicos udenrigsminister, Patricia Espinosa Cantellano, som leder klimaforhandlingerne i Cancún, samt repræsentanter fra den faglige og private sektor og civilsamfundet. Her mod slutningen af COP 16 lægger civilsamfundet fortsat pres på regeringerne for at opnå den bedst mulige klimaaftale.

Mexico har bestræbt sig på at gøre COP 16 til en åben og gennemsigtig affære, hvor der lyttes til alle parter. Der er ingen tvivl om at Calderóns møde den 6. december med nationale og internationale NGOer skal ses som et led i den mexicanske regerings bestræbelser på at fremstå i et mere favorabelt lys end tilfældet var med de danske værter for FN’s klimakonference.

Værtslandet Mexico og lederen af COP 16 forhandlingerne i Cancún, Patricia Espinosa Cantellano, er gentagne gange blevet fremhævet af verdens ledere for deres bestræbelser på at skabe en god forhandlingsatmosfære og genskabe gennemsigtighed og tillid i klimaprocessen.

Samtidig forsøgte Calderón også at give et billede af Mexico som et land, der er ved at omstille sit energiforbrug fra olie til vedvarende energi. Ifølge præsidenten er Mexico verdens 4. største producent af vindenergi, og landet har blandet andet investeret 500 mio. USD i en af verdens største vindmølleparker, La Ventosa.

Desuden satser den mexicanske regerings boligprogram for fattige i vidt omfang på solenergi, ligesom man har vedtaget en lov, som vil udfase traditionelle elpærer til fordel for energibesparende pærer inden 2013.

”Det perfekte er det godes fjende”

På trods af de rosende ord under COP 16, så ved den mexicanske regering godt, at forudsætningerne ikke er til stede for at skabe en global bindende klimaaftale i Cancún.

Men Mexico vil huskes som det COP værtsland, der sikrede en række delaftaler og fik den videre forhandlingsproces mellem parterne sat på sporet igen, efter den danske regerings udemokratiske og uigennemsigtige adfærd sidste år satte et stort skel ned i klimaforhandlingerne mellem de rige lande og udviklingslandene. Og med til denne målsætning hører også inddragelsen af verdens NGOer.

”Det perfekte er det godes fjende,” udtalte Calderón til verdens civilsamfund, for at understrege vigtigheden af, at det er bedre at få en god aftale, som kan bringe klimaprocessen videre mod Durban, end at vente på en perfekt aftale, som ikke kommer.

Talemåden er blevet et rent bonmot blandt verdens ledere i Cancún, og er blevet gentaget ved forskellige lejligheder af blandt andre Norges statsminister, Jens Stoltenberg, og Verdensbankens leder, Robert B. Zoellick. Umiddelbart lader det dog til, at en god klimaaftales største fjende ikke er ”det perfekte”, men derimod USA, Kina, Japan og Canada.

Klimaet kan ikke overlades til politikerne

På trods af landenes forsikringer om god vilje og mulige aftaler, så ved man på dette tidspunkt i forhandlingerne ikke, hvilke aftaler klimakonferencen rent faktisk vil ende med. Derfor forsøger repræsentanterne for civilsamfundet også at råbe de politiske ledere op i Cancún.

En af disse repræsentanter er 26-årige Mónica López Baltodano, der arbejder for Centro Humboldt i Nicaragua, som indgår i det mellemamerikanske miljønetværk, Sustainability Watch. Sustainability Watch arbejder med støtte fra IBIS for at påvirke klimapolitkker og for at udbrede kendskabet til tilpasningsmetoder, som kan forebygge og mindske risiko for klimaskader i Mellemamerika.

”De udfordringer, som vores lande står over for med hensyn til effekterne af klimaændringer, såsom orkaner, oversvømmelser og tørke, skal ikke kun overlades i hænderne på politikere og videnskabsfolk. Det kræver også en aktiv social mobilisering, som kan udøve pres for, at der kommer hurtige, holdbare og effektive løsninger på klimaproblemet på globalt plan,” understreger Mónica López Baltodano.

”Kun én supermagt – den offentlige mening”

En anden fortaler for social mobilisering er den britiske guru for lande-branding, Simon Anholt. Anholt talte på vegne af et særligt forum for klimakommunikation, som den mexicanske regering har skabt for at sætte fokus på klimaændringer frem til COP 17 i Durban om et år.

Anholt påpegede vigtigheden af medier og den offentlige debat i klimadiskussionen som en faktor, der kan medvirke til at ændre den brede befolknings holdninger og adfærd. For at bremse klimaændringerne er det ifølge Anholt ikke nok at satse på diplomatiske forhandlinger af traktater eller på det videnskabelige og teknologiske område.

”I klimadebatten glemmer vi en lille detalje, nemlig de 6-7 milliarder mennesker som lever på denne klode. Vi lever i en verden, hvor der kun findes én super magt. Den supermagt er offentlighedens mening. Det er nødvendigt at skabe en global forbindelse af holdninger, som klart identificerer den udfordring, vi står over for. Udfordringen er, at handle som både art og planet,” udtalte Simon Anholt.

Mónica López Baltodano hilser dette initiativ velkommen, ikke mindst fordi klimakonferencen i Cancún ikke har fået samme mediebevågenhed som COP 15 i København.

”Den mindskede presseomtale giver et fejlagtigt og bekymrende indtryk af, at jordens overhængende klimatiske faresituation nærmest er overstået. Det er nødvendigt at fastholde fokusset på klimaet i den offentlige debat.”

"Mellemamerika bør anerkendes som en af de mest sårbare regioner”

Et af de springende punkter i COP 16 er finansieringen af de såkaldte ”fast track” midler, som blev aftalt under COP 15 i København sidste år. Midlerne skal sikre tilpasning, risiko reduktion og overførsel af ny teknologi til de lande, som er mest sårbare over for effekterne af klimaændringer. Men for at få adgang til disse midler, skal landene figurere på FN’s liste over særligt udsatte nationer.

”De nationale og regionale netværk fra civilsamfundet i Mellemamerika har i lang tid haft det som en hovedprioritet, at denne region anerkendes af FN som en af verdens mest sårbare zoner i forhold til effekterne af klimaændringerne,” forklarer Mónica López Baltodano på vegne af det mellemamerikanske miljønetværk, Sustainability Watch.

”En eksplicit anerkendelse af vores landes sårbarhed vil ikke kun medføre en særlig anerkendelse i klimakonventionen. Det vil også betyde, at der vil bliver afsat tilstrækkelige finansielle midler til Mellemamerika, samt overførsel af teknologi og kapacitetsudvikling, så vi kan kæmpe imod de negative effekter af klimaændringerne, som har ramt vores region så hårdt,” understreger Mónica López Baltodano.

Netop på den baggrund var det derfor vigtigt for det mellemamerikanske civilsamfund, at en kvindelig honduransk NGO aktivist fik præsident Calderóns ord for, at Mexico som leder af klimaforhandlingerne vil bestræbe sig på, at Mellemamerika bør anerkendes af FN som værende en særligt sårbar region i forhold til klimaændringer.

Mulighed for aftale om skove

Et andet område der kan få stor betydning for Mellemamerika er en mulig aftale for verdens skove. Fældning og ødelæggelse af skovene i verdens udviklingslande med henblik tømmer, brændsel og kvægdrift svarer årligt til omkring 20 % af udledningen af drivhusgasser, og er derfor en væsentlig faktor i klimaforhandlingerne.

Mellemamerika har store problemer med fældning og afbrænding af skove, og midler til at bevare skovene vil både kunne sikre økosystemer og vandforsyning i mange områder.

”Det store bidrag fra Cancún vil blive, at mekanismerne for REDD (FN’s program for beskyttelse af skove i udviklingslande, red.) vil blive inddraget i de langsigtede mekanismer for at bekæmpe klimaændringerne,” udtalte Calderón.

Ifølge Felipe Calderón er der også mulighed for at opnå klimaaftaler i Cancún om langsigtede aftaler for samarbejde, tilpasning, overførsel af midler til fattige lande med henblik på tilpasning, overførsel af teknologi, og finansiering af næsten 29 mia. dollar til umiddelbart forestående processer.

Calderón fremhævede desuden, at det haster at få konkretiseret finansieringen på kort sigt, og at Den Grønne Fond bør iværksættes øjeblikkeligt, selv om den ikke vil blive perfekt.

Men klimaforhandlingerne er lukkede, og vil sandsynligvis trække ud til fredag nat. Og lørdag morgen vil verdens befolkning vågne op til en klimaaftale, som for mange vil kunne betyde forskellen mellem liv eller død. Derfor fortsætter civilsamfundet ufortrødent lobbyarbejdet i korridorerne på Moon Palace i Cancún.

”Vores organisationer fortsætter med at lægge pres på politikerne og arbejde for, at vores landes sociale nødstilstand ikke bliver forlænget på grund af verdens regeringers manglende politiske evne til at forpligte sig seriøst på langt sigt,” afslutter Mónica López Baltodano fra det mellemamerikanske miljønetværk Sustainability Watch.