Christiane støtter Ghanas kakaobønder

14. okt 2013
Af
Malene Aadal Bo

Ny dokumentar viser udbredt børnearbejde i kakaoplantager i Elfenskysten. I Ghana har IBIS og Toms haft succes med at bekæmpe netop børnearbejde bl.a ved at skabe gode skoler - og en ny chokolade, som Christiane Schaumburg-Müller her reklamerer for, støtter arbejdet i Ghana.

Når Toms EKSTRA i disse uger ruller sin efterårskampagne ud, er det med Christiane Schaumburg-Müller som frontfigur. Og samtidig med, at hun skal få danskerne til at spise mere af Toms EKSTRA-chokolade, så reklamerer hun for det udviklingsarbejde, Toms og IBIS laver sammen med COOP i kakaoområderne i Ghana.

Se videoerne her:
Mere uddannelse til kakaofarmerne giver dem større indtægt
Mere kræsen om kakaobønnerne giver bedre smag

"Der er en samvittighed bag mærket. En af de ting som har gjort mest indtryk på mig er, at når Toms EKSTRA køber kakaobønner betaler de en merpris. En merpris som bliver brugt til brønde, skoler og uddannelse og andre ting. Det synes jeg er fantastisk.  Det gør en forskel for fremtiden," siger Christiane Schaumburg-Müller om sin grund til at sige ja, da Toms bad hende lægge ansigt til budskabet.

Sammen med Kim Grenaa fra GrenaaBuchard har hun desuden designet den T-shirt, hun bærer i videoerne. T-shirten sælges i et begrænset oplag og overskuddet går til de 4.800 ghanesiske kakaofarmere og deres familier, som dyrker al kakaoen til Toms EKSTRA-chokoladen. Den kan købes via trendsales.dk for 249 kr. www.trendsales.dk/shops/toms-ekstra.

Blandt andet går pengene til at skabe kvalitetsuddannelse til børnene i kakaodistrikterne - en indsats, som IBIS og Toms begyndte i 2007, og som allerede har givet langt bedre skolegang og reduceret omfanget af børnearbejde i distriktet. Siden er projektet blevet udvidet, og IBIS, COOP, Toms er i dag partnere på et initiativ finansieret af Danida, der udover bedre uddannelse skal give øget indtægt til farmerne og sikre en bæredygtig udvikling i Ghana.

Læs meget mere om arbejdet

Læs mere om dokumentarfilmen "kakaoslaverne", som offentliggøres på eb.dk 1.11. Den er den tredje dokumentarfilm, som journalist og nyhedschef på Ekstra Bladet, Miki Mistrati, har lavet om børnearbejde i kakaoindustrien.