Bolivia: En show-case i kampen mod ulighed

14. okt 2014
Af
Lars Koch, Politik & Kampagnechef, IBIS

Søndag den 12. oktober 2014 blev Morales og hans Bevægelse for Socialisme (MAS) genvalgt som præsident i Bolivia med 60 % af stemmerne. Det er velfortjent. Hans overbevisende valgsejr kommer på baggrund af at MAS har leveret en lang række imponerende resultater for de fattigste.

Morales trådte til som præsident i 2006 efter nogle turbulente år med social uro og en ”krig” om gassen, der førte til 90 døde og præsident Goni stak halen mellem benene og tog hjem til USA. Siden da har Bolivia gennemlevet et lille økonomisk og udviklingsmæssigt mirakel. Landet har haft en økonomisk vækst på gennemsnitligt 4,8% om året de sidste ti år. Væksten er i høj grad drevet af udviklingen af en enorm naturgas reserve og gode råvarepriser.

Men tricket har været at sikre en langt stærkere statslig rolle i økonomien og sikre en markant højere skat på gassen. Siden Morales kom til magten i 2005 og øgede skatten dramatisk på gas og andre naturressourcer har landet haft overskud på betalingsbalance og statsbudgettet. Bolivia, der tidligere var blandt verdens mest forgældede lande, har over ti år reduceret udlandsgælden 90% til 40% af BNP.

I sin seneste oversigt over Bolivia har Verdensbankens stort set ubetinget ros til Bolivia, ligesom IMF har trukket sin kritik af de stærkt forøgede skatter tilbage og anerkender, at IMFs råd om økonomisk udvikling i Bolivia nok ikke har været værdige for en institution fyldt med de skarpeste økonomer fra de største universiteter. Ellert måske har deres udsyn blot været ideologisk forblændet. Se mere om Bolivias skat på gas i denne IBIS analyse.

Især de fattigste er blevet rigere

Det mest bemærkelsesværdige er dog Bolivias massive skridt i retning af at inddrage flere i den økonomiske aktivitet og bekæmpe ulighed. Det er en meget konkret case, der viser, at man kan skabe økonomisk vækst og udvikling for flertallet gennem en politisk regulering, progressiv beskatning og omfordeling af ressourcerne gennem gratis uddannelse, sundhed og sociale sikkerhedsnet. Det er faktisk en skandinavisk velfærdsmodel oversat til boliviansk, men selvfølgelig startende på et langt lavere økonomisk niveau.

Moderat fattigdom under landets fattigdomsgrænse er faldet fra 63% til 45% og uligheden målt på gini-koefficient er faldet dramatisk fra 0,6 til 0,43 (det er et stort fald). Bolivia er gået fra at være et af verdens mest ulige lande til ’bare’ at have en fortsat høj ulighed, men lavere end de fleste andre Latinamerikanske lande. Fra 2002-2011 er væksten for de fattigste 40% steget tre gange hurtigere end gennemsnitsindkomsten. Det er yderst bemærkelsesværdigt og flot, og noget fattige i de fleste andre lande kun kan drømme om. Som Verdensbanken skriver i ovennævnte oversigt:
”Disse extraordinære resultater reflekterer den kendsgerning, at borgere, der lever i fattigdom, er det befolkningssegment, der har haft størst gavn af det økonomiske bonanza. Dertil kommer en række sociale programmer.” (egen oversættelse).

Andre kan lære af Bolivia

Bolivia har altså gennemgået en dramatisk økonomisk genopretning, hvor kordeordet har været en politisk regulering af økonomien med højere skatter, der er brugt til at levere bedre uddannelse og sundhed og udvikling for almindelige mennesker, skabt vækst og udvikling for den brede befolkning og sænket uligheden markant. Egentlig ikke så svært, det er bare stik mod den dogmatiske markedsøkonomi som superliberalisterne præker. Det er klart, at når politikken leverer resultater, så bliver Morales genvalgt og partier med udgangspunkt i landets traditionelle økonomiske elite står svagt.
Her kan andre udviklingslande lære meget: Højere skatter på naturressourcer, skatter på eliten, omfordeling til vækst og produktion for de fattigste kombineret med gratis uddannelse og sundhed og investering i landbrugssektoren for små- og mellemstore bønder.

En lille bekymring

Min eneste bekymring er, at det aldrig er sundt at have en præsident for lang tid, og jeg er bekymret for de autoritære træk i Morales' regering, hvor der slås ned på kritiske røster. Det er bekymrende, at Morales og MAS ikke i højere grad respekterer de indianske folks rettigheder, at bevægelsen til tider ser stort på miljø og menneskerettigheder i jagten på naturressourcer og olie. Det minder meget om en fx skandinavisk socialdemokratisk udfordring at balancere vækst, klima, miljø og menneskerettigheder.

Den delvise nationalisering af olie- og gasindustrien og det statslige olieselskab YPFB’s involvering i alle stadier af olie og gas produktionen rejser også alarmklokker. Olie og gas er altid udsat for stor korruptionsrisiko, ikke mindst i udviklingslande, og med regeringen involveret meget direkte i både produktion og regulering er det yderst sårbart.

Men tilbage står et stort TILLYKKE til bolivianerne med deres genvalg, og ikke mindst tillykke til de fattigste i Bolivia. Det sætter en fed streg under muligheden for både at reducere ulighed, skabe økonomisk vækst – ja faktisk at det er afgørende for en stabil økonomisk vækst at bekæmpe ulighed.