Anderledes oplysningskampagne bærer frugt – indtil videre

18. nov 2011
Af
Ane Lützhøft

Kampagnen Verdens Bedste Nyheder er netop afsluttet for i år. Arbejdet på næste års kampagnefremstød er allerede i gang, og imens gøres der status. For nytter de positive historier overhovedet på sigt?

Danskerne skal vide, at udviklingsbistand gør en forskel. På den måde bliver vi mere villige til at støtte arbejdet for verdens fattige lande. Det er den umiddelbare simple målsætning for kampagnen Verdens Bedste Nyheder, der så dagens lys i 2010 og rullede over landet igen i år.

”For nogle år siden er det blevet målt, at danskerne ikke ved noget om de faktiske forhold i ulandene. 80 procent vil gerne give et pænt beløb i udviklingsbistand, men samtidig tror de færreste rigtig på, at det nytter noget. Det paradoks vil i længden kunne påvirke den konsensus, der trods alt er i Danmark, også fra politisk hold, om, at vi selvfølgelig skal bidrage til udviklingen i verdens fattige lande,” siger Thomas Ravn, kampagneleder for Verdens Bedste Nyheder.

Derfor kom Verdens Bedste Nyheder til verden som en positiv oplysningskampagne. Undersøgelser viser ifølge Thomas Ravn, at jo mere man ved om udviklingsarbejde, jo mere positivt indstillet bliver man. Hvis man tror, at arbejdet nytter, er man mere villig til at hjælpe – og endda knytte sig mere aktivt til sagen ved eksempelvis at blive støttemedlem af en udviklingsorganisation i stedet for ”bare” at give 50 kroner, når en katastrofe rammer.

Kampagnen formidler derfor budskabet om, at 89 procent af ulandenes børn faktisk går i skole, at verdens fattigdom er på retur, og at mødredødeligheden falder år for år. Ud over de store, flotte tal og resultater fortæller kampagnen om de små lyspunkter i menneskers hverdag. Det gælder blandt andet IBIS’ historie om, hvordan aymarafolket på Bolivias højslette har genoplivet nedarvet viden om naturen til at forudse vejret. Ved at holde øje med, hvornår kaktusblomsten springer ud, eller lægge mærke til farven på et fugleæg undgår de, at høsten slår fejl, og familien sulter.

Anderledes kampagne

Historier som disse skal være med til at sikre, at danskerne forbinder verdens fattige lande med andet end hungersnød og naturkatastrofer. Og så er det et vigtigt element i kampagnen, at det denne gang er danskerne, der får noget ud af at blive bedt om noget til gengæld.

”Nyheder fra udviklingslande plejer at være ledsaget af en opfordring til at give penge til et eller andet projekt. Her får man æbler og gode historier. Og det virker. Vi er blevet mødt med nysgerrighed og imødekommenhed, og mange gange er folk blevet overraskede over det, vi har fortalt,” siger Christian Damholt, der er frivilligkoordinator i IBIS og blandt andet var på gaden under kampagnens eventdag 9. oktober. Ifølge ham viser det, at kampagnen har fat i noget af det rigtige.

Resultaterne fra den anderledes kampagne ser indtil videre også positive ud. At kampagnen støttes af 70 ngo’er og 50 virksomheder, er for Thomas Ravn i sig selv en succes, men også en meningsmåling lavet af Epinion viser, at kampagnen har båret frugt.

30 procent af danskerne tror nu eksempelvis på, at det kan lykkes at løfte mennesker ud af fattigdom. I 2010 var tallet 16 procent.

På trods af kampagnens umiddelbare succes er Thomas Ravn dog klar over, at man ikke skal sælge skindet, før bjørnen er skudt. Det tager lang tid at ændre menneskers opfattelser og holdninger.

”Det tog eksempelvis 30 år at få danskerne til at bruge sikkerhedssele. Lige nu er vi begejstrede over resultatet, men til næste år kan vi jo risikere, at folks kendskab til kampagnen og deres generelle indstilling til udviklingsbistand ser helt anderledes ud,” siger Thomas Ravn.

”Men netop derfor bliver vi ved. Kampagnen er fra begyndelsen tænkt til at vare fem år, så hvis vi kan rejse pengene, gør vi det selvfølgelig igen næste år. Apparatet er finjusteret, ngo’erne har kampagnen med i planlægningen, og virksomhederne kender den, så vi tror på, at det kun kan gå fremad,” slutter han.

Om Verdens Bedste Nyheder

Verdens Bedste Nyhederer en oplysningskampagne, der er blevet til i et samarbejde mellem FN, Danida og 70 danske ngo’er.
Det er i 2011 andet år i træk, at kampagnen ruller over Danmark.
Man kunne i august og september møde Verdens Bedste Nyheder i MetroXpress, der bragte de positive historier fra verdens udviklingslande. Samtidig var Udenrigsministeriet beklædt med gode nyheder, og det samme er et DSB-tog, der resten af året kører gennem landet indhyllet i det glade budskab.
9. september kunne danskere 104 steder over det ganske land sætte tænderne i et gratis æble, mens de læste aviser med verdens bedste nyheder. Se mere på www.verdensbedstenyheder.dk