Aida - En lærer i Mozambique

26. aug 2014
Af
Hanne Selnæs

Selv var hun tavs i skolen, ligesom alle de andre børn. Der er stadig mange tavse børn i Mozambiques skoler, men i Aidas klasse er der både fnis og pludren.

En ivrig pludren stiger op fra eleverne. Vi er i anden klasse på skolen i Mugema i Mozambique, og klasselærer Aida Ana Marcelino går rundt mellem de tætpakkede pulte for at hjælpe med dagens matematikopgave. Hun tager sig særlig god tid hos de elever, der ikke taler portugisisk og derfor ikke kan læse opgaven selv. Hun vil ikke have, at de skal føle sig udenfor eller klare sig dårligere af den grund.

Det er tre år siden, at Aida som nyuddannet lærer blev ansat på skolen. Den er bygget til et par hundrede elever, men i dag går her over 1.600 drenge og piger. Derfor sidder børnene ekstra tæt i lokalet, og undervisningen er delt op i morgen- og eftermiddagshold.

Alligevel er skolen meget populær. Det er en såkaldt ”glad skole”, som IBIS i flere år har støttet blandt andet med efteruddannelse af lærerne, opbygning af stærke skolebestyrelser og inspiration til nye undervisningsmetoder.

Bogstavet ”R”

Aida har begejstret taget de pædagogiske metoder til sig, og hun nyder, at de 50 små piger og drenge fniser og snakker lidt indbyrdes fremfor at sidde forskræmte og musestille ved pultene, som hun selv gjorde som barn. ”Hvis eleverne er glade og trygge i skolen, så lærer de meget mere,” siger hun. Og hendes elever bekræfter den teori: De klarer sig allerede langt bedre end gennemsnittet i Mozambique.

De små hoveder kan ikke koncentrere sig om matematikken længere, så da uroen breder sig, tager Aida flokken med udenfor. De skal bruge den tørre jord til at øve sig i at skrive bogstaver. I dag handler det om bogstavet ”r”. Stadig en svær opgave for de fleste, og hver gang det lykkes et barn at forme bogstavet i sandet, klapper de andre begejstret.

Fire timer senere går Aida Ana Marcelino de få skridt fra skolen til sit lille røde stråtækte hus. Her bor hun og hendes mand, der også er lærer på skolen. Her bor også de to yngste af Aidas fem børn. Familiens frokost simrer på et åbent ildsted, og mens hun lægger den hvide lærerkittel fra sig og tager sin etårige søn på skødet, kan hun høre sin mand starte undervisning. Aidas store dreng er seks år. Han bladrer nysgerrigt i sin mors skolebøger, mens hun fortæller om sin måde at undervise på.

Vi skal være venner

“Jeg forsøger at skabe et meget venskabeligt forhold til mine elever. Når de slapper af, begynder de at udforske mere, udfolde sig og stille spørgsmål. På den måde begynder de at forstå sammenhænge,” siger hun og tilføjer:

”Da jeg var barn, lyttede vi bare og skrev det ned i vores hæfter, som læreren skrev op på tavlen. Alligevel var min yndlingsleg at lege skole,” siger Aida, som har drømt om at være lærer, lige så længe hun kan huske. Men i 10. klasse blev Aida gravid og fik sit første barn kun 15 år gammel.

“Og så kom jeg ind i rytmen med at få børn,” som hun siger. Det krævede derfor en særlig vilje og stædighed, da Aida senere genoptog sin skolegang og både fik sin eksamen og også gennemførte en etårig læreruddannelse. Den gav hende adgang til sit første job og den efteruddannelse, som IBIS tilbyder lærere på i alt 28 såkaldt glade skoler i Mozambique.

”Jeg elsker mit job, og jeg prøver at gøre viden tilgængelig for alle mine elever. Min vigtigste rolle i livet er at bekæmpe analfabetisme og at uddanne eleverne, så de kan udvikle Mozambique og få landet til at stråle. Det er min store drøm.”