Armslængde-princippet er kernen i demokratiet

23. aug 2018
Mie Roesdahl

Bragt i Altinget 23. August 2018

Organisationer som Oxfam IBIS skal kunne udtale sig om ting, der påvirker verdens fattigste – også selvom det er politisk kontroversielt. Hvem skulle ellers gøre det?

I Danmark har vi en stolt tradition: Det er politikerne, der sætter retning og rammer for udviklingspolitikken og støtten til civilsamfundet. Men de holder fingrene væk, når pengene skal deles ud. Og det er der en god grund til: Politikerne skal ikke have lov til selv at bestemme, hvem der skal se dem efter i sømmene.

Faktisk er traditionen så god, at vi hvert år bruger mange kræfter på at eksportere den til resten af verden. Når vi arbejder med demokratiopbygning og anti-korruption i verdens fattigste lande, er civilsamfundsorganisationerne vores vigtigste medspillere. Danmark kæmper for deres frihed og ret til at udtale sig frit – også når magthaverne ikke kan lide det, de siger. Det er selve kernen i demokratiet, det handler om.

Lobbyist for verdens fattigste

Hvert år bruger verdens rigeste millioner af dollars på lobbyister, der plejer deres interesser over for politikere og magthavere. Anderledes er det for flygtninge i Sydsudan, småbønder i Burkina Faso og indianske folk i Amazonas. De har hverken penge til at købe sig til dyre konsulentydelser eller indflydelse til at påvirke politikerne. De har kun civilsamfundet til at tale deres sag.

Derfor er det afgørende, at vi får lov at gøre netop det. Hvis vi i Oxfam IBIS skulle bekymre os om den støtte, vi får fra staten til at hjælpe verdens fattigste, hver gang vi udtalte os om kontroversielle emner som ulighed og skattely – så ville vi få det svært. For selvfølgelig er der kræfter her i Danmark, der ikke bryder sig om det, når vi taler om at ændre på de magtstrukturer der skaber ulighed og fastholder mennesker i fattigdom. Men når vi gør det, er det jo netop, fordi det er flygtningenes, småbøndernes og de allermest marginaliserede gruppers fremtid, der er på spil.

Det globale perspektiv

I 2008 var vi i Oxfam IBIS nogle af de første, der satte skattely på dagsordenen herhjemme. Dengang gik reaktionen fra en mild hovedrysten til beskyldninger om marxistisk propaganda. Men vores arbejde har flyttet holdninger. I dag er det bredt anerkendt, at problemet eksisterer, og forrige år vedtog et bredt flertal i Folketinget en skattelypakke for at komme det til livs.
Når vi i dag taler om at bekæmpe ekstrem ulighed, bliver vi igen mødt med fornægtelse og vrede fra mange kanter. Men vi går ind i debatten med krum hals. For vi behøver hverken tage hensyn til dansk erhvervsliv eller enkelte vælgergruppers særlige behov. Vores perspektiv er globalt, og de eneste interesser, vi skal pleje, er de fattigstes.

Udviklingsorganisationer som Oxfam IBIS skal have mulighed for at råbe op, når vi får øje på strukturer, der står i vejen for en bæredygtig udvikling: menneskerettighedskrænkelser, global ulighed, skolesystemer der udelukker de fattigste, u-ansvarlige private investeringer. Vi kan i sagens natur ikke undgå at træde nogen over tæerne undervejs – især ikke dem, der nyder godt af den måde, systemet er indrettet på i dag. Men det er helt afgørende, at vi gør det alligevel.

Fra USA til Nicaragua ser vi i disse år flere og flere eksempler på politikere, der vil tage støtten fra medier, forskere og organisationer, fordi de siger ’det forkerte’. Den udvikling har vi ikke brug for at hente til Danmark.