Ebola er vor tids hiv/aids-epidemi

01. okt 2014
Af
Anne Catherine Bajard

I begyndelsen talte ingen om hiv. Det blev ignoreret eller slået hen som en sygdom for de få. 30 år senere har hiv kostet 35 millioner menneskeliv verden over. Og nu står vi med ebola, som nogen har advaret om kan blive morgendagens globale epidemi. For bare en uge siden antog WHO, at over 3.000 er smittet af ebola i Vestafrika. Nu forlyder det fra verdenssundhedsorganisationen, at tallet kan nå helt op på 20.000, før smitten er bragt under kontrol. Hvis der vel at mærke kommer mandskab og penge til nu. Ebola er altså ikke noget, vi skal bekymre os om i morgen – truslen fra ebola er virkelighed allerede i dag.

Det værste, vi kan gøre i kampen for at få ebola under kontrol, er at gentage de fejl, som blev begået, da hiv/aids først dukkede op. Det var i begyndelsen af 1980’erne, og efter en periode med angst for en mystisk og uhyggelig sygdom blev den placeret hos ”homoseksuelle og afrikanere”. Det fik de fleste andre til at ignorere sygdommen og skabte store kløfter i samfundet.

Ebola skaber kløfter, fordomme og syndebukke

Kløfterne dukker også op nu, hvor ebola hærger i Vestafrika og truer med at sprede sig. I Nigeria bebrejder de Patrick Sawyer – et liberiansk offer for ebola, der, uvidende om at han var syg, rejste til konference i Nigeria – for at have spredt smitten. De uddannede og bedre stillede i Liberia bebrejder Vestafrikas bønder og deres ”gammeldags traditioner og levevis” for, at ebola overhovedet er vandret til mennesker og nu bliver spredt. Vestafrikanske lande bebrejder Guinea, Sierra Leone og Liberia. Mens resten af verden bebrejder Vestafrika.

Men ligesom med hiv og aids  gør fordomme og stigmatisering det kun sværere at få bugt med smitten.
Alle håber, at virus kan blive inden for grænserne i de lande, der er ramt lige nu, men det står allerede klart, at det ikke kommer til at ske. Virus bevæger sig med mennesker i en global og bevægelig verden. Ebola kommer ikke til at forsvinde af sig selv, og inden længe vil vi se, at det ikke kun er et liberiansk eller vestafrikansk eller afrikansk problem.

Handling før lande bryder sammen

Verden er nødt til at stoppe jagten på syndebukke og komme i gang med det, som må gøres:
Inddæmme og udrydde virus, udvikle behandling og vacciner og hele de sociale og samfundsmæssige sår, som udbruddet allerede har skabt. Og det skal ske snart, før de allerede ludfattige lande bryder fuldstændig sammen, før hele befolkninger sulter, og før epidemien for alvor breder sig i resten af verden. Det tog år og årtier, før vi for alvor forstod konsekvenserne af hiv/aids epidemien, som har ændret en hel verdens måde at opføre sig på. Først 20 år efter det første udbrud blev et globalt fond til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria oprettet i år 2000.  På det tidspunkt døde 6 millioner mennesker hvert år af de tre sygdomme. De ødelæggende konsekvenser på familier, samfund og økonomier, som de tre pandemier medførte, havde udviklet sig til en global krise.

Hiv kan man leve med i årevis, mens ebola dræber halvdelen af alle smittede på mindre end tre uger. Verdenssamfundets reaktion på ebola er derfor nødt til at være præcis så meget hurtigere, hvis vi skal undgå en global katastrofe.

Ebola ændrer hverdagen i Vestafrika

“Ebola is real” lyder det fra højttalerne på de biler, der lige nu kører rundt på vejene I Liberia. Ebola er ikke bare en liberiansk eller vestafrikansk ting. Det er en virus, som findes på Jorden. Det er en virus, der allerede nu har ændret vores måde at arbejde og rejse, vores handel og økonomi, vores sundheds- og uddannelsessystem. Det er en virus, der på få uger har ændret hverdagen i Vestafrika og vores muligheder for at vise venner og familie omsorg og kærlighed. Og de ændringer kan nemt blive globale. FN I Liberia har sagt, at ebola er en katastrofe på linje med et alvorligt jordskælv med længere og alvorligere konsekvenser.

WHO har netop regnet på, hvad der skal til for at finansiere den plan, organisationen nu har lagt for at bekæmpe ebola. Planen kræver 750 internationale medarbejdere og 12.000 lokalt ansatte, som kan sættes ind over hele Vestafrika. Og der skal penge til. I de næste ni måneder får WHO brug for over 2,5 milliarder kroner til at stoppe epidemien.

Nu skal der penge og mandskab til WHO

Det er ikke første gang, at WHO lægger en plan for ebolabekæmpelse.  Allerede i 1976 efter det første registrerede udbrud i Centralafrika, blev det besluttet, at WHO skulle oprette særligt udrykningshold, etablere lagre af hospitalsudstyr og at der skulle forskes i dybden, så man var bedre forberedt på et nyt udbrud. Intet skete.

Nu må verden vågne op til dåd og svare igen med penge og mandskab,  så vi ikke endnu en gang ender med at reagere mange år for sent og må tælle de døde i millioner.

Anne Catherine Bajard er landedirektør for IBIS i Liberia