Analyse: Fald i udviklingsbistanden går især udover uddannelse og skaber større ulighed

18. okt 2013
Af
Anne Sørensen, IBIS

Der skal penge til, hvis alle skal have en ordentlig uddannelse. Lyder det bekendt? Nej, det her handler det ikke om, hvorvidt de danske kommuner skal have ekstra penge med for at indfri regeringens målsætning om, at 95 procent af danske unge skal have en ungdomsuddannelse. Det drejer sig i tørre tal om, hvordan vi som verdenssamfund sikrer, at de 57 millioner af verdens børn, der i dag slet ikke går i skole, får en uddannelse.

Over halvdelen af dem lever i lande, der er præget af krig og konflikter. Sandsynligheden for at børn født i lande med krig og konflikter ikke kommer i skole er mere end tre gange så stor som for børn der lever i fredelige, lavindkomstlande. Mange af dem lever i Afrika. De fleste steder er det især pigerne, der ikke kommer i skole, fordi piger kommer i anden række, når der skal prioriteres. Der er 755 millioner voksne analfabeter i verden. Disse uligheder og forskelle i vilkår gør, at det især er de fattigste og mest udsatte grupper, der nægtes retten til uddannelse.

Derfor er det også stærkt bekymrende, at udviklingsbistanden falder, og at det især går udover de fattigste lande. I ugen op til FN’s 68' generalforsamling, der blev afholdt i New York i sidste uge, udtrykte assisterende generalsekretær i UNDP, Olav Kjørven, i et interview med Jyllands-Posten 20. september, at de vestlige lande synes at have mistet interessen for at hjælpe til med at opfylde de globale de globale tusindårsmål. På uddannelsesområdet forværres situationen af, at udviklingsbistanden til uddannelse falder hurtigere end i nogen anden sektor.

Bistand til uddannelse faldet med 14 procent

Ifølge, Alice Albright, der er generalsekretær i det globale partnerskab for uddannelse (GPE), så er bistanden til uddannelse faldet med hele 14 procent mellem 2009 og 2011. GPE er et partnerskab af regeringer, multilaterale og bitalaterale donorer, lærere, civilsamfund og den private sektor, der blandt andet støtter udviklingen af nationale uddannelsesplaner i 45 af de fattigste lande.

Alice Albright kaldte i en rundbordssession om uddannelse organiseret af blandt andet GPE i forbindelse med FN’s generalforsamling i sidste uge dette for helt uacceptabelt og opfordrede til at samle alle kræfter i mobiliseringen af flere ressourcer til uddannelse. Det meste af den danske bistand til uddannelse gives gennem det globale partnerskab.

Danmark betaler hvad de har lovet. Lige nu er en del andre medlemmer af partnerskabet bagud i forhold til, hvad de har lovet, men andre medlemmer er bagud med betalingerne. Det problem skal helst løses før næste kasseopfyldning i juni 2014 og nye og mere ambitiøse uddannelsesmål står for døren. Udover mobiliseringen af flere bidrag fra donorer og regeringerne, skal der også tænkes i nye finansieringskilder og metoder. Der er ikke tid til at vente med at handle til vi kender de nye udviklingsmål for perioden efter 2015.

Folket bakker op

Det er ikke den folkelige opbakning, der mangler, hverken i udviklingslandene eller i Vesten. Et globalt studie af hvad folk prioriterer højest i forhold til udvikling, gennemført af FN i 2013, viser, at ’en god uddannelse’ er en topprioritet overalt i verden (My World 2015). Uddannelse er også blandt de oftest nævnte områder i rundspørger i donorlandene om, hvad man skal prioritere i udviklingsbistanden. Så egentlig virker det besynderligt, at dette ikke også afspejles i allokering af midler til uddannelse. Der er tilsyneladende ikke politisk vilje til blandt verdens statsledere og beslutningstagere at sætte handling og penge bag ordene. Graver man dybere i årsagerne til, at det tilsyneladende er sværere at skaffe penge til uddannelse end til andre sektorer, så har de folkelige organisationer, forskere og rådgivere, der arbejder med uddannelse globalt nok heller ikke været gode nok til at kommunikere budskabet on hvorfor uddannelse er vigtig. 

Der er især to forhold hvor det har haltet.
Det drejer sig om: 1) at forklare og kommunikere retten til uddannelse og de rettighedsbaserede tilgange (der er kernen i den danske strategi for udviklingssamarbejdet, men også den tilgang som danske frivilligorganisationer anvender), så det giver mening for politikere og almindelige mennesker; og

2) at påvise sammenhængene mellem uddannelse og andre sektorer og at uddannelse, udover at være en ret også er en drivkraft til at nå andre mål og kan give folk muligheder for at kunne leve et sundere, bedre og mere produktivt liv.  Der er f.eks. videnskabeligt belæg for, at der er en direkte sammenhæng mellem investering i kvinders uddannelse og bæredygtig udvikling. Studier foretaget af Verdensbanken har vist, at lande med en uddannet kvindelig befolkning er bedre i stand til at håndtere miljøkriser, og konkluderer at uddannelse af unge kvinder er en af de vigtigste, hvis ikke den vigtigste faktor, i forhold til at tage hensyn til miljøet og skabe bæredygtig udvikling (WB, 2010).

Den danske udviklingsminister holder fanen højt, når der skal argumenteres for en rettighedsbaseret tilgang til uddannelse og imod yderligere beskæringer af udviklingsbistanden. Situationen kan dog hurtigt vende, hvis Venstre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen kommer til regeringsfadet og gør alvor af at bruge de 2,5 milliarder kroner, som partiet  vil spare på udviklingsbistanden til at gøre danskerne rigere gennem skattelettelser. Så bliver det for alvor vigtigt at have argumenterne i orden og påpege, at selvom der er lavvande i statskasserne, så har alle de stater, der har underskrevet menneskerettighedserklæringen, herunder Danmark, en forpligtelse til at arbejde systematisk for opfyldelsen af retten til uddannelse for alle. Og det betaler sig at investere i uddannelse – også ud fra en liberalistisk tankegang.

Analysen blev bragt i Jyllands-Posten 14.10