Alle børn elsker kakao – bare ikke i Ghana

09. sep 2012
Af
Rikke Bruntse Dahl og Hanne Selnæs

Gyamfi går i 6.klasse og foretrækker klart skolen frem for kakao. For den slags kakao, han kender, er tæt forbundet med hårdt arbejde. For at bekæmpe børnearbejde har IBIS og Toms i tre år samarbejdet om at forbedre skolegangen for 24.000 børn i Ghanas kakao-områder. Det har fået flere børn i skole.

I dag vrimler det med børn i alle aldre på Mahyia Skole i det vestlige Ghana. Sådan er det ikke altid. Når der er meget arbejde i kakaoplantagerne, som er områdets største ressource, daler antallet af elever i skolen. Mange børn går i marken for at hjælpe deres forældre, frem for at arbejde på skolebænken.

Langsomt men sikkert er dette mønster dog under forandring i et par af de store kakao-distrikter, hvor IBIS og chokoladeproducenten Toms i tre år har samarbejdet om at gøre skolen bedre.

Gyamfi Dorba er 15 år og går nu i 6.klasse: ”Tidligere syntes min far ikke, at jeg lærte noget, så han kunne ikke se meningen med at sende mig i skole,” forklarer Gyamfi, som i stedet blev sendt i marken for at rydde ukrudt og græs væk under kakaotræerne og pille kakaobønnerne ud af bælgene.

I dag har Gyamfis far ændret holdning: ”Nu synes min far, jeg skal uddanne mig til lærer. Hvis han bad mig om at arbejde i stedet for at gå i skole, så ville jeg sige til ham, at jeg lærer noget nu og klarer mig godt og derfor skal blive i skolen. Jeg er sikker på, at han ville lytte,” siger Gyamfi.

Skolen som et stærkt alternativ

Kritik af børnearbejde i kakaoindustrien fik for fem år siden Toms til at indlede et utraditionelt samarbejde med IBIS, for at få børn væk fra arbejdet midt i Ghanas regnskov, hvor Toms får størstedelen af kakaobønnerne fra. Det blev til stort anlagt skoleprojekt i to distrikter, hvor kakaoen produceres på små familiebrug.

I dag er projektet slut og evalueringerne positive: Målet var 15.000 børn, men hele 24.000 piger og drenge blev nået og får i dag en markant bedre skolegang, forældrene bakker mere op om børnenes skolegang, langt flere elever møder op i skolen i stedet for at arbejde i familiebruget og endelig består en meget større procentdel af eleverne i dag deres eksamen og kommer videre med deres uddannelse.

”Vi kan se, at det virker,” siger Jesper Møller, administrerende direktør i Toms, uden dog at påstå, at børnearbejde i kakaoproduktionen nu er afskaffet: ”Det tager tid at gøre skolen så god, at ingen forældre vil overveje at sætte deres børn til at arbejde.”

Yevoga Mensah er en af de lærere, som har deltaget i projektet på drengen Gyamfis skole. Han siger: ”I dag bliver børnene inspirerede og plager ligefrem forældrene om at få lov til at gå i skole. For nu spilder de ikke længere tiden.”

Fototekst: Gyamfi har fået lov til at gå i skole igen. Han er 15 år og går i 6. klasse.
Foto: Rikke Bruntse Dahl