Åbent brev til statsministeren vedr. forslaget i Verdenshandelsorganisationen om suspendering af patenter på covid-19-vacciner og -medicin

24. feb 2021

Kære statsminister Mette Frederiksen

Den kritiske debat i Verdenshandelsorganisationen (WTO) om midlertidig suspendering af patenter (en såkaldt TRIPS waiver) på covid-19-vacciner og -medicin går ind i sin afgørende fase. Bliver det gennemført, vil det øge produktionen og sænke prisen på vacciner, særligt for de fattigste lande. Derfor opfordrer vi sammen på det kraftigste Danmark til at støtte forslaget og tage diskussionen op ved rådsmødet i Det Europæiske Råd torsdag.

Vi er klar over, at Danmark også står i en svær tid, der langt fra er overstået. Men netop derfor skal vi ikke kun tænke på os selv. Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om globalt samfundssind: Vi ved, at ingen lande bliver frie af smitten før alle er det. Hvis kun Danmark og en lille del af klodens befolkning får adgang til medicin og vacciner, vil det i sidste ende ramme os. Nye mutationer vil opstå, som vaccinerne kun delvist eller slet ikke virker på. 

Danmark og andre lande i det Globale Nord har betalt store summer for at få udviklet vacciner mod covid-19. Enorme summer af offentlige midler er blevet brugt: først til udviklingen af vaccinerne og nu til indkøb af disse vacciner. De virksomheder, som har været med i denne udvikling, får med statsgaranti deres investeringer i hus - og mere til. Anderledes er det i fattige lande. For en måned siden meddelte WHO, at de mindst udviklede lande i alt har vaccineret 25 personer mod covid-19.

Danmark skal derfor støtte de mere end 200 organisationer fra tre kontinenter og over 40 lande i det Globale Syd i deres krav om midlertidig suspendering af patenter på covid-19-medicin og -vacciner. Disse organisationer og lande har skrevet til Europa-Kommissionen og statsledere i det Globale Nord, herunder USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Holland, Norge, Canada, Japan og Australien. De opfordrer dem til betingelsesløst at støtte forslaget. Vi kan forstå, at du også har modtaget deres brev.

Som land kan vi i fællesskab vise samfundssind med de svageste og mest udsatte for covid-19, hvis Danmark støtter kravet om midlertidig suspendering af patenter på covid-19-medicin og -vacciner. Selv i en krisetid må vi huske, at verden er større end Danmark, og at globale pandemier kræver globale løsninger.

Med venlig hilsen 

Global Aktion, Amnesty International Danmark, International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA), Kvindernes U-landsudvalg, Øko-net, U-landsforeningen Svalerne, DIB, CARE Danmark, Universities Allied for Essential Medicines Danmark, NOAH - Friends of the Earth Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke /ActionAid Danmark, Læger uden Grænser / Médecins Sans Frontières (MSF), PlanBørnefonden, Oxfam IBIS