Kan man strikke sig til frihed?

24. aug 2015
Af
Malene Aadal Bo

Da Sylvia Villca Arancibias mand var rejst væk for at arbejde, begyndte hun imod hans ønske på et håndarbejdskursus. Da han kom hjem, var Sylvia som forvandlet.

I et lille rum med rå vægge og stengulv sidder Sylvia Villca Arancibia bøjet over en strikkemaskine. I det bolivianske højland er der koldt her tidligt på foråret, men Sylvia trækker blot trøjen tættere om sig og arbejder videre.

Hun nyder at sidde her foran den maskine, som hun selv har købt og betalt af på under et år, og som samtidig har givet hende muligheden for at være den person, hun gerne vil være.

”Jeg er mere tryg og stoler på mig selv. Jeg kan klare mig selv og er ikke længere afhængig af min mand. Jeg gik imod alle dem, der ikke mente, at jeg kunne eller skulle andet end at blive hjemme og passe børn. Min familie er stadig fattig, men på mange måder lever jeg godt,” siger Sylvia.

Nu har jeg opdaget, hvad jeg er

Den unge kvinde er netop fyldt 30 år og deler det lille hus i La Paz-forstaden El Alto med en anden familie og hendes egen mand og tre børn. Da hun kom hertil fra Potosi som ganske ung, troede hun, at hun skulle tage sin grundskoleuddannelse færdig og en dag læse videre. Men så fik hun tre børn hurtigt efter hinanden og brugte al sin tid på det.

”Som mødre og hustruer tænker vi altid kun på vores børn og vores mænd. Nu har jeg opdaget, at jeg også er noget i mig selv – at jeg har en mening, som er noget værd, og som vi gerne må dele og holde fast i.”

Hele historien med strikkemaskinen begyndte, en dag Sylvia talte med en af de andre forældre på sønnens skole. Hun fortalte om et kursus, man kunne tage, hvor man lærte at strikke og sy og fik hjælp til at tjene lidt penge på at sælge de ting, man lavede. Og så var det gratis. 

Manden sagde egentlig nej

Sylvia har altid godt kunnet lide at sy, og tanken om at lære noget og blive dygtigere og måske endda tjene lidt lommepenge på det tiltalte hende meget.

”Jeg havde før foreslået min mand, at jeg begyndte at gå lidt i skole igen. Men han sagde nej. Han syntes heller ikke, at jeg skulle bruge tid på dette her kursus,” siger Sylvia.

”Men så fik han arbejde i en by langt fra La Paz og var væk i tre måneder. Mens han var væk, begyndte jeg på kurset alligevel.”

Da Sylvias mand kom tilbage og opdagede, hvad hun havde gjort, blev han gal. Men hun var så godt i gang, at hun fandt modet til at trodse ham og blive ved med at gå til undervisningen. En dag blev hendes mand overbevist om, at kurset var en alletiders idé.

Nu er det ham, der passer børn

”Jeg var blevet færdig med mit første rigtig fine sæt strikkede børnetøj. Jeg havde det med hjem og viste ham det, og han blev overrasket og stolt over, at det var mig, der havde lavet det. Det fik ham til at tro på, at jeg kunne sælge de ting, jeg lavede, og tjene lidt penge til familien,” siger Sylvia, der i dag kan grine af historien.

Især fordi det siden er gået hende godt. Organisationen CEBIAE, der med IBIS’ støtte står bag kurset og projektet, lånte Sylvia penge, så hun kunne købe en strikkemaskine. På den måde kan hun lave den slags tøj, der er størst efterspørgsel på. På bare et år har hun betalt hele lånet tilbage og er begyndt at spare op til sine børns videre uddannelse. Og hjemme er det blevet helt legitimt for hende at bede manden passe børn eller lave mad, når hun har travlt ved strikkemaskinen.

”Jeg har stadig ikke råd til at købe garn til at producere mere og andet end det, jeg har konkrete bestillinger på. Det begrænser selvfølgelig forretningen. Men jeg klager ikke. Dette her gør hele forskellen og er det, der gør, at vi forhåbentlig kan sende vores børn på universitetet, og måske kan vi endda en dag flytte til et bedre hus,” siger Sylvia Villca Arancibia.

      Fakta

  • Sylvia Villca Arancibia er 30 år og har tre børn på 12, 10 og otte år. Hun bor til leje i El Alto i Bolivia, hvor familien længe klarede sig med svingende indtægter fra mandens job som arbejdsmand.
  • Håndarbejdskurset er arrangeret af den bolivianske NGO CEBIAE med støtte fra Oxfam IBIS. Formålet er at give de fattigste kvinder en mulighed for at lære lidt og skabe sig en indtægt og samtidig motivere dem til at forsvare deres rettigheder og blive mere aktive deltagere i deres eget liv og samfund.  
  • CEBIAE tilbyder også kokkekurser og undervisning i, hvordan man kan lave en lille god køkkenhave på de små gårdspladser, som selv de fattigste familier ofte har i El Alto.  
  • Oxfam IBIS støtter projektet økonomisk og har været med til at sikre, at undervisningen også indeholder iværksætteri, rettigheder, forebyggelse af konflikt og vold, opbyggelse af selvværd og generelle færdigheder, som kommer de unge kvinder til gavn.