9 grunde til at krigen i Yemen skal stoppe nu

30. sep 2019

1. Den humanitære krise i Yemen er stadig den største i verden.

Konflikten foregår nu på femte år, og mere end 24 millioner mennesker – eller over tre fjerdedele af befolkningen – har akut brug for hjælp og beskyttelse.

2. 8,4 millioner mennesker ved ikke, hvor deres næste måltid skal komme fra.

De er dybt afhængige af nødhjælp, og priserne er på himmelflugt. Red Barnet vurderede sidste år, at op mod 85.000 børn er døde af sult siden krigen startede i 2015.

3. Hvert tiende minut dør et barn af sygdomme, der kunne forhindres.

Næsten tre millioner børn under fem år og gravide eller ammende kvinder er akut fejlernærede.

4. Mere end tre millioner mennesker lever som internt fordrevne.

De er ekstra udsat for sygdom og forskellige former for misbrug.

5. mange Millioner har ikke adgang til rent vand.

Kloakker og vandforsyninger er brudt sammen mange steder. I det seneste år er mere end én million mennesker blevet ramt af kolera eller andre vandbårne sygdomme som diarré, der let slår sårbare mennesker ihjel.

6. Størstedelen af krigens ofre er almindelige kvinder, mænd og børn.

Næsten 12.000 civile er dræbt siden krigens begyndelse. Befolkningen må leve med bombeangreb, snigskytter, kidnapninger, voldtægter og tilfældige tilbageholdelser. Sidste år blev en skolebus ramt under et luftangreb – og 41 børn på udflugt blev dræbt.

7. Mere end 8.000 dødsfald er sket som følge af Saudi-Arabiens bombeangreb.

Konflikten er ekstremt kompliceret; Saudi Arabien med koalitionen i ryggen udkæmper en stedfortræderkrig mod Iran om magten i området – og samtidig kæmper lokale oprørsgrupper for deres egen sag. Alle parter har et ansvar for befolkningens lidelser. Men saudierne står for langt hovedparten af drabene på civilbefolkningen.

8. Vestlige våben holder krigen i gang.

USA har solgt våben for mere end 125 milliarder kroner til Saudi-Arabien og deres koalitionspartnere siden 2015. Storbritannien har solgt for mere end 43 milliarder – og lande som Frankrig, Canada og Japan tager også del i den lukrative forretning.

Tusindvis af vesterlændinge er desuden udstationeret i Saudi-Arabien for at vedligeholde kampfly og våben. Hvis denne støtte blev trukket, ville bombeflyene have svært ved at gå på vingerne allerede efter et par uger. Danske firmaer har været involveret, men salget af våben og våbendele til Saudi-Arabien og Emiraterne blev suspenderet sidste år.

9. Fred er den eneste måde at stoppe katastrofen.

Alle krigens parter og deres allierede er nødt til at sætte sig til forhandlingsbordet for at finde en politisk løsning - og dermed redde Yemens befolkning.

Som en af de eneste organisationer er Oxfam til stede inde i Yemen, hvor vi blandt andet kæmper for at skaffe rent vand til folk, så koleraen ikke spreder sig. Og vi sørger for uddannelse til nogle af børnene, så de kan være med til at bygge landet op igen, når en dag krigens parter holder op med at sønderbombe det plagede land. Du kan støtte arbejdet her