Hvis en lærer ikke møder op til time, lægger elever eller forældre et billede op på det sociale medie WhatsApp. Kort efter ved skoledirektør Alface Júnior, at noget er galt, og kan følge op på sagen. - Foto: Lotte Ærsøe

Af:

Rikke Hovn Poulsen

Lærere, der ikke dukker op til timerne, er et enormt problem i Mozambique. Men heldigvis kom en lokal skoledirektør på WhatsApp og fik en god idé til, hvordan flere elever får den undervisning, de har ret til.

Alface Júnior har 238 skoler under sig, og hver morgen sidder han klar med sin iPad og holder øje med, hvad der sker på det sociale medie WhatsApp. Hver gang nogle ude i landsbyerne synes, at der sker noget bemærkelsesværdigt på deres skole, lægger de et billede eller en lille tekst op. Og hver gang pifter skoledirektørens iPad.

På den måde er mobiltelefoner og sociale medier blevet et smart redskab til at sikre, at lærerne i Mozambique møder op til timerne og udfører det arbejde, de bliver betalt for. Det giver nemlig ikke sig selv. I 2015 viste en stikprøvekontrol fra Verdensbanken, at 45 procent af Mozambiques lærere ikke dukkede op til timerne. Det går selvfølgelig ud over elevernes læring. Og det betyder, at mange forældre ikke sender deres børn i skole. For når ikke engang lærerne synes, det er nødvendigt at dukke op – hvorfor skal børnene så?

Grunde til, at læreren bliver væk

Det er ikke bare dovenskab eller ond vilje, der gør, at lærerfraværet i Moxambique er tårnhøjt. Det handler ofte om:

Infrastruktur: Mange lærere bliver placeret i stillinger på små skoler langt ude på landet – ofte langt væk fra deres ægtefælle og børn. De dårlige transportmuligheder betyder, at det nemt kan tage flere dage at komme frem og tilbage, hvis der er brug for dem hjemme i familien, eller hvis de eksempelvis skal til byen for at hæve deres løn.

Politik: Skolerne er meget politiske i Mozambique, og lærerne er nødt til at være partimedlemmer for at få job. Fordi lærerne ofte er blandt de få i landdistrikterne, der kan læse og skrive, bliver de ofte bedt om at bruge deres tid på politisk arbejde i stedet for at undervise.

Arbejdsforhold: Vilkårene er ofte elendige for lærere ude på landets små skoler – nogle må undervise udenfor i solen hele dagen, der er alt for mange børn i klasserne, og der mangler næsten altid ordentlige undervisningsmaterialer. Det er heller ikke altid, de får den løn, de har ret til. Og de får sjældent meget opbakning, træning eller anerkendelse for deres arbejde. Det slider på moralen, og det kan være svært at holde fanen højt som lærer.

I de seneste år har Oxfam IBIS derfor arbejdet målrettet for at gøre noget ved lærerfraværet over hele landet. Vi har lavet undersøgelser af problemet og fremlagt dem for regeringen. Vi har kæmpet for bedre træning og støtte til lærerne.

Og så har vi støttet en god idé, som skoledirektør Alface Júnior fra den lille by Alto Moloque fik tilbage i 2015: Han ville benytte sig af de mobiltelefoner med kamera, der alligevel er i omløb, til at få borgerne til at sige til, når en lærer ikke møder op til time. Som sagt, så gjort: Den driftige skoledirektør oprettede en gruppe på det sociale medie WhatsApp. Dernæst allierede han sig med Oxfam IBIS og en håndfuld lokale organisationer, som fik forældre og skolebestyrelser til at støtte op om projektet.

Siden har de lokale lærere ikke kunnet droppe undervisningen uden at risikere, at billeder af hans eller hendes tomme klasseværelse bliver lagt på WhatsApp og beskeden om det ulovlige fravær bliver sendt til den lokale skoledirektør.

Ipad'en pifter

I går var det første skoledag efter sommerferien, så der bliver lagt mange billeder af glade børn op – gruppen fungerer nemlig også som inspiration og vidensdeling mellem skolerne. Men pludselig er der et billede, der skiller sig ud: en tom protokol.
”Det tyder på, at der er en lærer, der ikke er mødt op,” forklarer Alface Júnior med rynket pande. Kort efter kommer der mere billeddokumentation: et gabende tomt klasselokale.
”Hallo, hvad sker der? Hvor er skolelederen?” skriver Alface Júnior ud i gruppen.

Kort efter er der svar fra en supervisor, der tilfældigt er på den pågældende skole. Hun er på sagen! Snart melder skolens rektor sig også og lover at undersøge det nærmere.
”Det kan sagtens være, at der er en god grund til, at klassen står tom – måske er læreren syg. Men det skal undersøges, og hvis det viser sig, at læreren bare er doven, bliver han straffet,” siger Alface Júnior.

Alene i første halvår af 2016 førte myndighederne i Alto Moloque syv disciplinærsager mod lærere på baggrund af indberetninger i WhatsAppgruppen. Alle syv lærere blev fyret. Det er noget, der gør indtryk ude på skolerne.
”Alle rektorerne følger jo med herinde, og de har set dem, der ikke havde styr på lærerne, blive udstillet og stillet til ansvar. Det er der ingen, der har lyst til,” siger Alface Júnior.

Store perspektiver

Det er ikke kun i Alto Moloque, at man kan se perspektiverne i at øge kvaliteten af børnenes uddannelse ved på denne måde at nedbringe lærernes fravær. Flere nabodistrikter har allerede kopieret projektet, og efter det blev præsenteret ved en stor konference sidste år, har idéen spredt sig og vækket interesse hos beslutningstagerne i landets undervisningsministerium.

Så måske vil alle forældre i Mozambique engang i fremtiden kunne tage billeder af tomme skoler og på den måde gøre noget ved det lærerfravær, der går ud over deres børns fremtid.

Kommentarer

Fast actions block