Foto: Luna Melgaard

Af:

Luna Melgaard og Malene Aadal Bo

Der er en lille landsby Vilañe, som ligger tæt på søen Poopó. Her bor kun 12 familier, og uddannelsesmulighederne her er kun folkeskolen, så hvis børnene skal på gymnasiet, må de til en større by 24 kilometer væk.

I Vilañe bor familien Valero. Simiano Valero er 35 år og gift med Liset på 33. Sammen har de syv børn. Liset har født otte børn, men for 10 år siden oplevede forældrene et tragisk uheld med deres fire-årige datter. De havde været nødt til at efterlade hende alene hjemme for at gå ud og arbejde. Datteren var i køkkenet og kom til at lege med gassen. Der gik ild i hendes kjole, og hun blev frygteligt forbrændt. Der er ikke noget hospital nær Vilañe og ingen lægehjælp, så den lille pige døde af sine brandsår. Den tragedie bærer familien med sig.

De syv andre børn er i dag mellem 1 og 17 år. De store børn har gået i skole, og Simiano arbejder døgnet rundt, så alle hans børn kan få en uddannelse. Lige nu forsøger han at sikre, at den ældste kan komme på universitetet. Det er langt fra alle Simianos naboer, der har det ligesom han. Mange ser en større værdi i at have børnene hjemme til at hjælpe med arbejdet, fremfor at de rejser væk for at uddanne sig. Det er i øvrigt dyrt. 1000 kroner om året plus udgifter til at spise og bo. Det er mange penge for en fattig familie, som Simianos.

Simiano har altid været fisker, fordi det gav en stabil indkomst. Men søerne forsvinder, og i dag er der ikke fisk nok. I dag kæmper Simiano med at forsørge sine nærmeste på andre måder. Han er begyndt at arbejde som en byggemand, hvor han bygger reoler til den lokale skole, og sammen med Liset er han begyndt at dyrke Quinua. Quinoa kan dyrkes med meget lidt vand og i et klima, der er barskt som her i Bolivias højland. Det er dog stadig en kamp at få et godt afkast og endnu sværere at få høsten afsat, fordi landsbyen ligger meget isoleret.

For Simiano er der ingen tvivl om, at hans børn er nødt til at finde noget andet at leve af. Og det kræver en god uddannelse.

Nu hvor jeg går i skole

Jessica Condori, 9 år skoleelev
Bor i Ayparavi med to søskende og sin mor Florencia, som er væver og sin far Santos, som tjener penge ved at reparere motorcykler og ellers tage sig af familiens ni lamaer og 15 får.

"Jeg kan godt lide at gå i skole, fordi jeg godt kan lide at lære. Mit yndlingsfag er sprog. Jeg taler og skriver spansk og kan også tale lidt Uru. Min drøm er at blive børnelæge og kunne blive boende her i byen. Skolen er god, men vi mangler flere materialer - blyanter, notesbøger og så videre."

Nayeli Mamani, 9 år skoleelev
Bor i Ayparavi med tre søskende. Hendes mor hedder Jelisa og hendes far Hansindo. Han er landmand og passer får.

"Jeg kan godt lide at skrive. Min drøm er at blive lærer og undervise i samfundsfag. Jeg håber, jeg kan finde noget at lave, så jeg kan blive boende her."

Joel Lasar, 14 år, skoleelev
Forældrene er nogle gange hjemme, og andre gange rejser de væk i længere tid for at søge arbejde.

"Mit yndlingsfag er sport, men min drøm er at blive læge. En dygtig læge, der tager de rigtige beslutninger. Min søster døde, fordi lægerne tog en forkert beslutning."

Javier Mamani, 14 år, skoleelev
Mor Erlin er kok og hans far Epifani er landmand og passer familiens 20 får, 19 lamaer og marker med kartofler og quinoa.

Søskende er Fausto 18 år, Ururu 16 år, Mariella 9 år, Rosmería 7 år, som alle går i skole. Og så
Adílso på 4 år, som går i børnehave. Og så selvfølgelig Florentino på 23 og Mona på 21, som begge bor og arbejder i Chile med deres familier.

"Mit yndlingsfag er matematik, og jeg drømmer om at blive mekaniker ligesom min onkel. Skolen mangler mest af alt en god fodboldbane," synes jeg.

Antonio Felipe, 16 år, skoleelev
Mor hedder Roxana og arbejder i hjemmet. Hans far hedder Santiago og er byggearbejdsmand.

"Mit yndlingsfag er matematik. Jeg kan godt lide at lege med tal og sætte dem i orden. Min drøm er at komme på universitet og blive revisor. Lige nu kunne jeg dog bare godt tænke mig at male klasselokalet og få nogle bedre stole og borde."

Rafael, 27 år, lærer i musik
Fra Chipaya men har læst i Oruro. Er en af de få, der taler flydende Uru.

"Det største problem for lokalsamfundet er, at så mange emmigrerer til Chile. Der mangler arbejde og muligheder her, så folk rejser væk. Selv er jeg så heldig at have et job. Jeg drømmer om at skrive en bog om uru-musik."

Marí, 42 år, lærer i teknologi og religion
Har været lærer i 17 år og er også aktiv i lokalsamfundet - hun arbejder ved søen med at fange fisk, der skal hjælpe fattige familier.

"Min drøm og amtibion er at give eleverne motivation til at gå i skole og lære noget. Der er sket store fremskridt, men skolerne mangler materialer og plads - eksempelvis mangler der et ordentligt lokalt til at underivse i hjemkundskab."

Henrik Marca, 40 år, Lærer i sprog, filosofi og værdier
"Jeg går især op i at lære eleverne om deres forfædre - historien, kulturen og værdierne. Lige nu går meget tabt, fordi så mange voksne rejser til Chile for at søge arbejde.

Mange forældre tager afsted og efterlader børn hos ældre søskende eller hos onkler og tanter. Det gør det svært børnene og de unge. Jeg håber, at byens unge bliver til noget - at de får en uddannelse og bruger den til noget godt."

Pedro Parerez, 41 år. Skoleleder, fra Chipaya
"Min rolle er at bevare kulturen. Lige nu er vi i fare for at miste kulturen og miste sproget, og så findes uruerne ikke mere som folk. Lige nu er det største problem, at unge og voksne rejser til Chile for at finde arbejde. Her er heller ikke gode boliger, så folk bor på alt for lidt plads - selv bor jeg i et lille hus med mine fem brødre og en søster.

Pladsmanglen kan også få folk til at rejse væk. Min drøm er at få mere at skulle have sagt. Når man er et fattigt folk fra en lille landsby er det meget svært at blive set og hørt og få politikerne til at tage sig af det, man kommer med."

 

Kommentarer

Fast actions block