Oxfam IBIS har et praktikprogram, der giver studerende mulighed for at tilbringe mellem 3 og 6 måneder på Oxfam IBIS´ kontor. Formålet med praktikprogrammet er at skabe en udveksling af viden og erfaringer mellem danske studerende og ansatte hos Oxfam IBIS
Studerende ligger ofte inde med teoretisk viden, som kan være til stor nytte for organisationen. Samtidig får de studerende en enestående mulighed for at afprøve deres viden i praksis og få en bedre forståelse af udviklingsspørgsmål og -arbejde.

Praktikstillingerne annonceres to gange årligt i marts/april og september. Hvis du er interesseret i at modtage opslagene direkte via email kan du tilmelde dig Oxfam IBIS Karrierecenter, som udsender opslag om jobs og praktikpladser i Oxfam IBIS.

Placeringer

Praktikken vil foregå på hovedkontoret i København.

Praktikopgaver

En praktikopgave består ofte i en afgrænset opgave, som er blevet defineret særligt til praktikanten. Den kan for eksempel bestå i at gennemføre en analyse, indsamle dokumentation om et særligt emne, udvikle og producere undervisningsmateriale eller lave en evaluering.
Praktikstillingerne varierer fra semester til semester og vil kunne være relevante for studerende fra mange forskellige studieretninger. Praktikanterne læser for eksempel: kommunikation, udviklingsstudier, antropologi, statskundskab, landbrug, offentlig administration, kønsspørgsmål, pædagogik, uddannelsesvidenskab, økonomi eller handel.

Oxfam IBIS tilbyder rådgivning og assistance gennem hele praktikperioden. Dog er det ikke muligt for Oxfam IBIS at tilbyde praktikanterne nogen form for økonomisk støtte.

Krav til praktikanten

Praktikanter skal være studerende og have bestået deres bacheloreksamen eller lignende.

I visse tilfælde accepteres studerende, der endnu ikke har afsluttet deres bacheloreksamen, hvis ansøgeren i stedet ligger inde med erfaringer/kompetencer, der på anden vis kan kompensere for dette.

Praktikanter skal være bosiddende i Danmark eller være studerende ved et dansk universitet.

Praktikanter skal være medlemmer af Oxfam IBIS, før de påbegynder deres praktikperiode. Man kan melde sig ind i Oxfam IBIS ved at ringe 3535 8788 eller på medlemssiden.

Ansøgninger

Ansøgninger til de opslåede praktikpladser skal indeholde selve ansøgningen, som beskriver den studerendes kvalifikationer i forhold til praktikopgaven og hans/hendes ideer til, hvordan praktikopgaven kan løses. Desuden skal ansøgningen indeholde CV og evt. anden relevant dokumentation.

Ansøgninger skal skrives på dansk.

Ansøgninger til praktikstillinger sendes via Oxfam IBIS’ rekrutteringssystem,  som vi linker til i praktikopslagene.

Udvælgelse af praktikanten

Interesserede studerende sender deres ansøgninger via Oxfam IBIS’ rekrutteringssystem. Det vil være de relevante afdelinger, der shortlister ansøgerne, og indkalder de udvalgte ansøgere til en samtale på hovedkontoret. Praktikanten udvælges på baggrund af interviewet.

Forberedelse af praktikopholdet

Når praktikanten er blevet udvalgt udarbejdes og underskrives der en praktikaftale med praktikanten.

Nogle praktikanter ønsker måske at bruge deres erfaringer fra praktikken som grundlag for deres speciale. Det er en god idé at lave nogle klare grænser mellem arbejdet som praktikant og arbejdet på specialet. Hvis den studerende planlægger at arbejde meget på specialet, kan dette arbejde måske udføres efter at praktikperioden er afsluttet.

Praktikperioden

Hver praktikant har en kontaktperson i den afdeling, hvor praktikken skal foregå. Denne person er ansvarlig for den faglige og praktiske kommunikation med praktikanten under praktikopholdet.

Det er vigtigt at det bliver gjort klart hvilke forventninger både praktikanten og projektet har til praktikopholdet, hvilke arbejdsrelationer der bliver, og i hvor høj grad det forventes, at praktikanten arbejder selvstændigt.

Generelt skal praktikanten være i stand til at arbejde uafhængigt og videnskabeligt, mens kontoret/projektet vil støtte op om praktiske spørgsmål. Det anbefales, at der gennemføres et eller flere møder, hvor praktikopholdet diskuteres mellem praktikanten, kontaktpersonen og evt. andre i løbet af praktikopholdet. Generelt er der gode muligheder for at have en interessant teoretisk/professionel udveksling mellem praktikanten og de ansatte på projektet/ kontoret.

Praktikanten producerer som regel en skriftlig rapport til kontoret/projektet. Desuden anbefales det, at praktikanten laver en mundtlig præsentation af sit arbejde på et møde inden praktikopholdet afsluttes.

Fast actions block

Tilmeld dig Oxfam IBIS' karrierecenter

Klik på linket herunder for at registrere dig som bruger i vores karrierecenter.

Her kan du uploade dit CV og oprette en jobagent, der giver dig besked, når vi har en ledig stilling, der matcher din profil.

Angiv om du er interesseret i praktik eller almindelige stillinger på Oxfam IBIS.

Tilmeld dig karrierecenteret