Vi har alle muligheden for at ændre vores verden radikalt

Det bliver hurtigt til storpolitik, når man i medierne diskuterer, hvordan vi kan løse de alvorlige problemer, verden står overfor. Fattigdom, væbnede konflikter, ulighed, terrorisme og sult. Men disse ting har en kerne af noget, vi alle kender og kan gøre noget ved.

KRONIK bragt i Politiken, maj 2017

I teaterstykket ”Harry Potter og det forbandede barn” udnævner forfatter J.K. Rowling ydmygelse som den stærkeste kraft, den der mest afgørende kan ændre historiens gang. Cedric Diggory, der ellers var godheden selv, bliver ydmyget og ender som dødsgardist, der bliver skyld i Harry Potters død og Mørkets Herres tilbagevenden.

Mekanismen er ikke en, som kun findes i børnebøger. Ydmygelse og manglende anerkendelse er ifølge forskningen medvirkende til, at konflikter optrappes, og til at mennesker drives til had og modstand. Samtidig er det anerkendt, at hvis man omvendt behandler folk værdigt og respektfult og anerkender dem som mennesker, har man et vigtigt fundament for at skabe samarbejde og en fredeligere verden.

For når eksempelvis børn bliver anerkendt og behandlet med værdighed skaber det håb. Når de får mulighed for at udfolde sig som mennesker, vokser de op med troen på, at de kan gøre en positiv forskel. Og når eksempelvis kvinder undslipper undertrykkelse og får indflydelse på samfundsudviklingen, bliver deres værdighed som mennesker styrket og en uvurderlig ressource bliver sat fri. Og når parterne i en konflikt finder en måde at genskabe respekten og genfinde en måske tabt værdighed, så er der håb for fred.

Den viden er vigtig, når vi taler om, hvordan vi skal løse de udfordringer, som verden står over for i dag. Den er vigtig, når vi skal finde nye veje for globalt samarbejde, og når vi som globale aktører skal prioritere hvordan vi bedst kan støtte de lande i Afrika, Asien og Latinamerika, der kæmper med fattigdom, ulighed, sult og voldelig konflikt.

En lille bog om tyranni

Den amerikanske historieprofessor Timothy Snyder udgav for nylig den lille bog ”Om Tyranni – 20 ting vi kan lære af 20. århundrede”. Hans analyse er, at vi i vesten og især i USA står overfor trusler, der ligner dem, der førte til 2. verdenskrig og Holocaust.

Bogen handler om, hvad vi er nødt til at lære, hvis vi skal undgå en lignende udvikling. Hans forslag er ikke, at vi sætter hårdt mod hårdt og iværksætter politiske og institutionelle modforanstaltninger, sådan som det ellers synes at være tendensen. Hans forslag er, at vi hver især, som borgere i de samfund, vi er en del af og dermed ansvarlige for, sætter fokus på vores egen daglige praksis; vores måde at være på i forhold til vores medmennesker.

Han understreger det, som mange praktikere inden for udvikling og konfliktforebyggelse ved; at hverdagshandlinger der fremmer værdighed, respekt og håb kan gøre verden bedre. Vi har derfor alle både mulighed og ansvar for at ændre vores verden radikalt. Hvordan kan man så gøre det?

Timothy Snyders råd til mænd og kvinder over hele verden er blandt andet; ”skil dig ud”, ”adlyd ikke på forhånd” og ”vær så modig, som du kan”. Det lyder jo helt banalt, men er det ikke. Det betyder nemlig, at vi hver især skal være de gode eksempler og turde gå foran. Vi skal tænke nyt og tænke sammen med andre på nye måder. Vores traditionelle måder at løse problemerne skal udfordres, og vi skal turde gå en anden vej end dem, der siger, at ”dette her er den eneste måde at gøre det på”.

Vi skal hver dag være med til at styrke folks værdighed og håb i stedet for det modsatte, og vi skal være med til at mobilisere flere gode kræfter og idéer. Timothy Snyder skriver i sin bog om 20-årige Teresa Prekerowa, der i Polen i 1942 skiller sig ud ved at hjælpe jøder i Warszawas ghetto. Selv kan jeg nævne William Ongoro, som er tidligere IBIS medarbejder og fornylig vandt Livia Fondens Fredspris for sit arbejde med forsoning blandt konfliktens parter i Sydsudan. Vi har et billede af ham på kontoret, hvor hans brede smil stråler, mens han leger tovtrækning med en flok børn på en nyetableret skole i en flygtningelejr i Sydsudan.

Det er, når mennesker gør noget andet end mængden, at vi kan stoppe en udvikling, der går i den forkerte retning. Det skal vi have mod til at gøre som enkeltpersoner, og vi skal have mod til at gøre det som civilsamfundsorganisation. Civilsamfundet skal gå foran Verden i dag står over for en lang række udfordringer. Flere væbnede konflikter, fattigdom og sultkatastrofer, stigende ulighed, flygtningestrømme, terrorisme, populisme og stigende pres på både nye og gamle demokratier.

Alt det gør, at vi som civilsamfundsorganisationer må tage endnu større ansvar i arbejdet for at stoppe de uretfærdigheder, der fastholder folk i fattigdom og forårsager konflikter. Vi må gå foran og skabe værdige og ligeværdige måder at arbejde sammen på. Det gør vi ved, at være vedholdende i vores langsigtede partnerskaber med organisationer i Syd og bygge på vores historiske viden om, hvordan vi bedst kan bidrage til at skabe forandring. Og samtidig skal vi i højere grad være nytænkende og bringe helt nye metoder og samarbejdsrelationer i spil.

Vi skal inddrage alle gode kræfter i arbejdet. I første omgang organisationernes egne medarbejdere, samarbejdspartnere, bestyrelse, medlemmer og frivillige. I næste omgang en langt større del af den danske befolkning og borgerne i de lande, vi arbejder i. Traditionelt har vi som civilsamfundsorganisationer været gode til netop det: at skabe partnerskaber der er ligeværdige, og hvor samarbejdspartnere i udviklingslandene styrkes, så de effektivt bidrager til at bekæmpe ulighed, styrke menneskerettighederne og fremme demokratisk deltagelse. Vores civilsamfundspartnere i Syd går på barrikaderne og påtager sig en ’vagthund’ funktion, så eksempelvis regeringens misbrug af midler eller diskrimination af marginaliserede grupper kommer frem i lyset. Andre gange arbejder de langsigtet med at styrke kvinders og marginaliserede gruppers deltagelse i politiske beslutningsprocesser. Og andre gange igen arbejder de sammen med statsinstitutioner for at forbedre f.eks. uddannelsessystemet.

Forandring af institutioner, ændring af magtforhold og styrkelse af deltagelse tager tid og kræver en langsigtet indsats. Resultater ses som små skridt og ikke gigantiske spring. Præcis som det var tilfældet, da Europa styrkede kvinders deltagelse i samfundet og udviklede stærke institutioner, der skulle varetage fællesskabets interesser.

Anbring din krop på ukendte steder

Erhvervsmagasinet Forbes har regnet sig frem til, at hvis man sikrer bedre uddannelse af kvinder og styrker deres deltagelse i den økonomiske og samfundsmæssige udvikling, vil det i sig selv forøge det globale BNP med 23.000 milliarder dollars inden 2025. En lignende analyse blev lavet for et par år siden af nogle Harvard økonomer. Den viste, at kvinders ligestilling i USA havde bidraget markant til væksten i landet over de seneste 100 år. Også kvinders deltagelse i fredsprocesser har vist sig at skabe markant større chancer for, at en fredsaftale holder. Alligevel er der alt for få piger, der når skolernes højere klassetrin. Alligevel er der færre kvinder end mænd kommer ud på arbejdsmarkedet efter endt skolegang. Og alligevel er der ofte alt for få kvinder i de fora, hvor vigtige beslutninger skal tages.

Alene inden for uddannelse og ligestilling er der meget mere arbejde, der skal gøres og mange flere resultater at nå. Resultater opnår vi mest effektivt, hvis søger nye veje og ideer til at tackle udfordringerne ved at finde sammen med folk, der tænker anderledes end os selv. Som Snyder skriver: ”Kom ud af huset. Anbring din krop på ukendte steder sammen med ukendte mennesker.’ Det gælder også når vi arbejder på at skabe udvikling og forebygge konflikter i Afrika og Latinamerika.

Min ven og kollega Chris Spies fra Sydafrika var fornylig i Sydsudan for at arbejde med en gruppe unge mennesker. En af dem sagde meget klogt: ”Den vigtigste person for mig er ikke min bedste ven, som jeg er opvokset med og kender fra mit lokalsamfund. Den vigtigste person for mig, er den nye ven jeg har fået, som tilhører den anden etniske gruppe, dem som vi er i konflikt med.”

Jeg mener, at både Timothy Snyder og den unge mand fra Sydsudan har ret. Vi skal søge de mennesker, der tænker anderledes end os selv, lytte til dem, og sammen kan vi finde løsninger på de problemer, vi står overfor. Vores måde at samarbejde på er det afgørende. Den måde vi skaber partnerskaber. Kun hvis vi er i øjenhøjde og er ligeværdige med vores partnere og med de mennesker, vi arbejder for, kan det lykkes. Kun hvis vi lytter for at høre, kan det lykkes. Og kun hvis vi oprigtigt tror på, at det ikke er os, der har løsningen, men at løsninger skabes i dialog mellem mennesker med forskellige perspektiver, viden og idéer, kan det lykkes.

Så selvom vi har fokus på det faglige og dagligt er optaget af at udvikle programmer og monitorere at de gør en forskel, er det vigtigt at vi er ligeså optagede af, hvordan vi møder andre mennesker; hvordan vi går ind ad døren. Vi skal sikre os, at vores institutioner og vores handlinger fremmer ligeværdige relationer og bidrager til, at vi kan skabe fælles løsninger. Vi er nødt til at give vores eksisterende institutioner et eftersyn. Jeg mener ikke, at vi skal udskifte FN med noget andet, eller at udviklingsbistanden er forældet og kan erstattes af privatsektor-samarbejde.

Men der er brug for en ny global ’social kontrakt’. De 17 verdensmål som alle lande i fællesskab besluttede i 2015 er en god ramme. Men det er kun rammen, og den skal udfyldes af handling.

Når børn får en chance

På et lille bord i hjørnet af mit nye kontor hos Oxfam Danmark på Vesterbrogade i København ligger en stor flot billedbog om FN’s Verdensmål. Min datter Andrea læser op fra bogen. Hun læser om Esta, der drømmer om at blive skrædder. Hendes forældre er bønder. Også Lusianis forældre er bønder. Han vil gerne være dyrlæge. ”Vi har fem køer, og jeg elsker dyr”, siger han. Og Haruna på 13 år, hvis far er præst og mor er sygeplejerske vil gerne være politiker. ”Jeg vil ændre verden og gøre den til et bedre sted at være.”

Alle disse børn er i bogen, fordi der har fået mulighed for at gå i skole. Deres forældre har prioriteret deres uddannelse, selv om det ikke altid har været nemt. Vi møder dem ofte hos Oxfam Danmark. Forældre der som Alhassan Nden i Gushegu distriktet I det nordlige Ghana, brændende ønsker at give sine børn muligheden for at lære at læse og skrive, så de kan få et liv med flere muligheder.

Selv forældre, der er tvunget til at flygte og må opholde sig i flygtningelejre, tænker først og fremmest på deres børn og hvorvidt de får en uddannelse. For år tilbage var forældrene til Winnie Byanyima i den situation. Winnie boede i en flygtningelejr i det nordlige Uganda, men fik hjælp fra WUS, der senere blev til IBIS og nu Oxfam Danmark. Winnie fik et stipendiat og endte med en universitetsgrad fra England. Siden blev hun minister i sit hjemland Uganda, og i dag er hun øverste chef for Oxfam.

I bogen om FN’s verdensmål kan man læse, at mange fattige lande bliver fastholdt i fattigdom, og at mange lande der har været gennem væbnet konflikt bliver ramt af nye konflikter. Fordi de grundlæggende årsager til fattigdom og konflikt ikke er løst, fordi mennesker igen og igen udsættes for ydmygelser og uretfærdigheder.

Winnie Byanyima blev set og anerkendt og fik en chance for at udleve sit potentiale. Det gjorde en verden til forskel, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan verden ville se ud, hvis alle børn fik den mulighed. Tænk på hvis alle fik en mulighed for at tage en uddannelse og forfølge den karriere, de drømte om. Tænk hvis vi kunne være med til at give alle mennesker mulighed for at udfolde deres potentiale og leve et liv i værdighed. Det vil jeg arbejde for.

Bordet på mit kontor har jeg malet grønt med orange ben. Grøn er Oxfams farve og tilhører vores nye ’familie’ eller konføderation, mens orange er den historie, vi står på – det grundlag den 50 år gamle danske organisation IBIS, har skabt. Tilsammen gør de to ting os stærke i dag. Gør os i stand til at gå foran i arbejdet med at løse de problemer, verden står overfor. Timothy Snyder opfordrer os alle til at tage ansvar for verden. Det skal vi, og det gør vi. Og vi gør det sammen med alle de gode kræfter i nord og syd, der arbejder for en mere retfærdig verden, hvor menneskers værdighed og potentiale er kernen til håb og udvikling.